Solen er endnu bag horisonten men formår alligevel at farve de lette skyer overvejende røde – også blå i kanten. Givetvis en meteorologisk fænomen men lige nu er jeg bare blød som bruden i min barndoms ”Sommer i Tyrol”:
– Det er alt sammen ligegyldigt.
Eller de unges slangudtryk, som jeg har grinet så meget af i og udenfor taxaen, – og nu er begyndt at lære, og så er det måske allerede på vej ud:
– Det’ da lige meget!
Jeg mærker ”systemskiftet” i mit Arbejdsliv meget stærkt. Egentlige stærkere end den dramatiske lønnedgang og prestigetabet, som alle, – A L L E – spørger til.
Jeg var efter et par småture, der førte mig ad flere mellemhop til lufthavnen, heldig og fik efter bare 20 minutter i taxakøen i udenrigsgården en tur til Nordsjælland. Udenom ad motorvejen med et meget træt ægtepar der har kombineret ferie og arbejde i New York og Florida. Modne mennesker – måske et tiår yngre end taxamanden – glade og trætte. Jeg rammes af en utilsigtet eftertanke denne her morgen, som det sker så ofte, når en tilfældig kæde af små og store hændelser gør min hverdag mere spændende end den noget ramsaltede dagsskabelon: Står op kl. 01,45. Går i bad. Lægger mit daglige essay på bloggen, spiser lidt morgenmad, forlader huset i absolut stilhed for at beskytte min smukt sovende kone, møder ca. 03,10. Starter vognen op med tilmelding og taxabog – og kører ud i morgenen for at finde de fedeste kunder. Sover måske lidt i det behagelige forsæde i mit andet hjem – den ret nye, sølvgrå Mercedes med det grønne logo.
Venter, venter, venter.
Den lange tur nordpå med de trætte kunder fra USA sender mig på en sentimental smuttur ad Memory Lane til de rejseoplevelser, som egoistisk nok er det jeg savner mest fra det gamle chefjob. Jeg snakker Harley, Orange County Choppers, upstate New York – og drømmer.
Jeg mærker ”systemskiftet” i mit Arbejdsliv meget stærkt. Egentlige stærkere end den dramatiske lønnedgang og prestigetabet, som alle, – A L L E – spørger til.
Før blev jeg rost for den indsats ANDRE gjorde. En chefs evige lod,. lethed – og begrænsning. Nu bliver jeg rost for min EGEN indsats og jeg ville lyve, hvis ikke jeg indrømmede, at jeg både nyder friheden og rosen. Men nu må det selvoptagede trauma snart være slut.Tør nu tårerne væk,. gamle mand.
Klip!
Vi springer til manden på vej til Moskva, hvor han sgu er bekymret for udviklingen, fordi han forbereder en udbygning af forretningen, mens Putin river ned. Igen er jeg journalist og kigger på vores makro-verden.
Klip!
Jeg kører og venter og kører og venter – og det kører godt i dag.
Og så er det igen tilfældighedernes tryllestav, der giver mig dagens varmeste oplevelse. Et fællesskab med en anden mand, – som jeg måske aldrig vil møde igen.
Han sætter sig ind i taxaen udenfor en af byens designhuse og ømmer sig lidt over kroppens stivhed, mens han klemmer sig ind på forsædet. Vi griner af vores småskavanker og han er dog kun 50, mens min 60-årsdag sniger sig ind på mig – med uger, dage, minutter. Vi taler om alderens paradoks. En glæde over at fortære nye lunser af livet. Men også vemodet over, hvor stærkt det går. Om vore børn og håbet om at kunne leve med og for dem i mange, mange år.
Også hans liv tog en drejning, der i et helt andet univers ligner mit. Vi forlod begge vore arbejdspladser med en solid portion harme over at være tvunget til at skulle fade ud. Men han blev ramt endnu hårdere, da en kræftsygdom var blot et hanefjed fra at slå ham ihjel. Han ”burde” faktisk være død lige nu, – men behandlingen virkede næsten mirakuløst – og nu er han tilbage. I den helt absurde situation, at det firma, der i sin tid var ved at overflødiggøre ham , er ved at kalde ham ind til nye opgaver. Og han live op i sit frie liv – udenfor firmaet: Han var ansat som designer, nu skal han måske arbejde for de gamle arbejdsgiverd igen – og sniger sig nærmere mod en drøm om at være kunstner.
Ligesom taxamanden, der sniger sig til at skrive folkets historier.
Det der vildt. Vi er brødre i ånden, og vi har kun kendt hinanden i 5 minutter,. og som sagt: Måske skal vi aldrig ses igen.
Pludselig erindrer jeg et klichefyldt, nyt managementudtryk, som en fremtidsforsker – en dansker bosat i London – introducerede for mig for et par uger siden:
Vi har fundet os nogle nye livsprojekter
Vi er en blanding af en modne herrer og entreprenører.
Oldtreprenører – det er os….
Det er den smukkeste morgen.
Solen er endnu bag horisonten men formår alligevel at farve de lette skyer overvejende røde – også blå i kanten. Givetvis en meteorologisk fænomen men lige nu er jeg bare blød som bruden i min barndoms ”Sommer i Tyrol”:
– Det er alt sammen ligegyldigt.
Eller de unges slangudtryk, som jeg har grinet så meget af i og udenfor taxaen, – og nu er begyndt at lære, og så er det måske allerede på vej ud:
– Det’ da lige meget!
Jeg var efter et par småture, der førte mig ad flere mellemhop til lufthavnen, heldig og fik efter bare 20 minutter i taxakøen i udenrigsgården en tur til Nordsjælland. Udenom ad motorvejen med et meget træt ægtepar der har kombineret ferie og arbejde i New York og Florida. Modne mennesker – måske et tiår yngre end taxamanden – glade og trætte. Jeg rammes af en utilsigtet eftertanke denne her morgen, som det sker så ofte, når en tilfældig kæde af små og store hændelser gør min hverdag mere spændende end den noget ramsaltede dagsskabelon: Står op kl. 01,45. Går i bad. Lægger mit daglige essay på bloggen, spiser lidt morgenmad, forlader huset i absolut stilhed for at beskytte min smukt sovende kone, møder ca. 03,10. Starter vognen op med tilmelding og taxabog – og kører ud i morgenen for at finde de fedeste kunder. Sover måske lidt i det behagelige forsæde i mit andet hjem – den ret nye, sølvgrå Mercedes med det grønne logo.
Venter, venter, venter.
Den lange tur nordpå med de trætte kunder fra USA sender mig på en sentimental smuttur ad Memory Lane til de rejseoplevelser, som egoistisk nok er det jeg savner mest fra det gamle chefjob. Jeg snakker Harley, Orange County Choppers, upstate New York – og drømmer.
Jeg mærker ”systemskiftet” i mit Arbejdsliv meget stærkt. Egentlige stærkere end den dramatiske lønnedgang og prestigetabet, som alle, – A L L E – spørger til.
Før blev jeg rost for den indsats ANDRE gjorde. En chefs evige lod,. lethed – og begrænsning. Nu bliver jeg rost for min EGEN indsats og jeg ville lyve, hvis ikke jeg indrømmede, at jeg både nyder friheden og rosen. Men nu må det selvoptagede trauma snart være slut.Tør nu tårerne væk,. gamle mand.
Klip!
Vi springer til manden på vej til Moskva, hvor han sgu er bekymret for udviklingen, fordi han forbereder en udbygning af forretningen, mens Putin river ned. Igen er jeg journalist og kigger på vores makro-verden.
Klip!
Jeg kører og venter og kører og venter – og det kører godt i dag.
Og så er det igen tilfældighedernes tryllestav, der giver mig dagens varmeste oplevelse. Et fællesskab med en anden mand, – som jeg måske aldrig vil møde igen.
Han sætter sig ind i taxaen udenfor en af byens designhuse og ømmer sig lidt over kroppens stivhed, mens han klemmer sig ind på forsædet. Vi griner af vores småskavanker og han er dog kun 50, mens min 60-årsdag sniger sig ind på mig – med uger, dage, minutter. Vi taler om alderens paradoks. En glæde over at fortære nye lunser af livet. Men også vemodet over, hvor stærkt det går. Om vore børn og håbet om at kunne leve med og for dem i mange, mange år.
Også hans liv tog en drejning, der i et helt andet univers ligner mit. Vi forlod begge vore arbejdspladser med en solid portion harme over at være tvunget til at skulle fade ud. Men han blev ramt endnu hårdere, da en kræftsygdom var blot et hanefjed fra at slå ham ihjel. Han ”burde” faktisk være død lige nu, – men behandlingen virkede næsten mirakuløst – og nu er han tilbage. I den helt absurde situation, at det firma, der i sin tid var ved at overflødiggøre ham , er ved at kalde ham ind til nye opgaver. Og han live op i sit frie liv – udenfor firmaet: Han var ansat som designer, nu skal han måske arbejde for de gamle arbejdsgiverd igen – og sniger sig nærmere mod en drøm om at være kunstner.
Ligesom taxamanden, der sniger sig til at skrive folkets historier.
Det der vildt. Vi er brødre i ånden, og vi har kun kendt hinanden i 5 minutter,. og som sagt: Måske skal vi aldrig ses igen.
Pludselig erindrer jeg et klichefyldt, nyt managementudtryk, som en fremtidsforsker – en dansker bosat i London – introducerede for mig for et par uger siden:
Vi har fundet os nogle nye livsprojekter
Vi er en blanding af en modne herrer og entreprenører.
We are old…
Vi er – OLDTREPRENØRER.
Man kunne jo også sige det mere direkte:
Vi trængte til et los i røven!
God morgen, Danmark
Taxamand
Next ArticlePå drømmetur med piloten