Hun kom som en gave fra himlen.

Måske lidt vel højtideligt sagt. Men den position fortjener hun. For tiden. Den morgen. Og lige NU!. De ture, hvor der

Oven på ”fejltur” efter ”fejltur”. I taxasproget et udtryk for de bestillinger, hvor ingen kunde er til stede, når vi når frem. Fordi de var for fulde til at give den rette adresse – eller bare er kørt med en anden vogn af utålmodighed. Fra himlen, fordi jeg i disse dage er ved at være mæt af at stå op berusede studenter, der lige skal køres om hjørnet, fordi de er for trætte til a kravle.

Og endelig som endt fra himlen som et apropos til gårsdagens epistel om tidens dyrkelse af karakterræset og uddannelsessnobberiet. Det essay på min blog, som skulle blive det mest besøgte i taxamandens tid. – Indtil nu.

Min sidste historie i det første halvår af 2014.

Mere end 1400 besøgende sender mig på sommerferie med en følelse af at have en mening.

 

Hun ligner faktisk en smuk, fransk ”parisienne” – en pariserinde , der er castet ind i en forestilling om kunstnerlivet i byernes by. En film for årtier siden. Karakterfast. Korthåret. Med mørke øjne, der kigger på mig i bakspejlet. 100 pct. ædru – eller i hvert fald blevet det efter en tur i byen og efterfølgende hygge hos en god ven i forstaden.

De giver hinanden et kram til farvel, inden hun sætter sig ind i taxaen efter at hun har forvisset sig om, at den er hendes. Et kærligt, venskabeligt kram uden erotiske undertoner.

 

– Han er ikke mn kæreste, firvisser hun mig om, da jeg lidt senere på turen titulerer ham som sådan. Bare en god ven.

 

Ikke for at undsige ham, tror jeg. Men fordi hun mentalt er på vej ud af byen og af landet.

 

– Og hvad laver du så?

 

Jeg stiller det mest banale og det mest træfsikre åbningsspørgsmål en taxamand kan stille.

 

[

Drømmen om bare at tage sig det til, som man føler helt ærlig lyst til. Uden akademisk dybdebor – blot intuitivt og måske mere en passion end man sådan lige går og forestiller sig

– hmm, jeg er både ved at slutte og ved at begynde, siger hun lidt kryptisk. Jeg er lige hold op med at læse fransk. Var ellers stort set ved at nå frem til min Bachelor i studiet, jeg altid har drømt om. Men det blev mere og mere surt – og mindre og mindre nærværende, selv om jeg elsker sproget og kulturen og faktisk taler fransk helt flydende. Jeg følte mig mere og mere svigtet på studiet i takt med, a vi fik færre og færre timer. Her til sidst har jeg kun haft undervisning to dage om ugen. Og det var ikke hele dage. Resten er forventet selvstudie. Og det er slet ikke mig at være overladt så meget til mit eget selskab i faglig og arbejdsmæssig sammenhæng. Jeg elsker det franske i alle facetter. Derfor er mit studiejob også på en fransk restaurant. Men studiet blev meningsløst. Jeg begyndte at føle mig nærmest en smule dårlig og depressiv – Og så besluttede jeg at stoppe og stedet realisere en anden, gammel vision. En HELT anden drøm – men alligevel i samme dur.

 

Egoistisk nok tænkte jeg på mit eget livs- og arbejdsskifte – og taxamandens univers. Men denne gang holdt jeg den helt for mig selv, selv om hun og jeg måske er mentalt og fantasimæssigt i familie med hinanden. Drømmen om bare at tage sig det til, som man føler helt ærlig lyst til. Uden akademisk dybdebor – blot intuitivt og måske mere en passion end man sådan lige går og forestiller sig.

Har du lyst?

Så gør det dog, mand! – Og unge kvinde.

 

– Jeg har besluttet mig for at blive skrædder. Så nu har jeg indledt jagten på en læreplads. Og det skal vel at mærke være en læreplads i Frankrig. Jeg vil flytte til Paris og er i gang med at finde ud af, hvor jeg kan finde stedet, systuen, designerstedet – eller hvor jeg ellers kan virkeliggøre min drøm. For selvfølgelig skal jeg blive i det franske univers, hvor jeg på en eller anden måde hører hjemme. Nu ved jeg bare, at det skal være på en helt anden måde end ved undervisningsbordet på Københavns Universitet.

 

Vi sludrer om hendes planer på vej ind ad Lyngbyvejen mod Østerbro, mens solen rødner i kanten af horisonten en helt vidunderlig sommermorgen. Og mens jeg føler mig åndbeslægtet med denne unge kvinde, der har en slående personlighed målt op mod den gråhårede taxamand, der kører hende hjem. Jeg ser hende ved Seinen en morgenstund. Til lyden af det sprog, som jeg selv har elsket siden min fransksprogede studentereksamen først i 70’erne.

Hos mig er sproget gemt helt væk til senere brug engang i mit virkelige senior-liv. Hun kan tale det, så det stadig lyder som musik.

 

Jeg hører en helt anden – meget dansk musik.

”Så kys det dog, det satans liv”, synger Steffen Brandt fra min indre pladesamling, uden at jeg egentlig ved hvorfor midt i denne frankofile stemning.

 

Men jeg vender tilbage til landet med verdens smukkeste sprog. Jeg tænker som mange gange før på afslutningsreplikken i Voltaires vidunderlige, satiriske oplysningstids-roman om Candide, der rejser ud i verdens yderste kanter for at finde meningen med selve livet – og kommer hjem med en meget enkelt pointe:

 

– Il faut cultiver notre jardin!

 

Hvad er så meningen med det hele?

Det er nødvendigt at dyrke vores have!

 

God morgen Danmark.

– Især til alle, der tør tage en bid af livet.