Jeg var ude at køre med næsten hele det nordeuropæiske historie. Og en ordentlig bid af min egen families baggrund og indimellem smertelige historie.

Det var umiddelbart ikke lige, det, der var lagt op til, da han prajede mig på Kongens Nytorv.Han er en ung og meget smuk mand i tidens outfit. Han skulle til lufthavnen, og det skulle gå stærkt. Det blev et hektisk møde mellem to meget forskellige verdener – og så alligevel så meget fælles.

Smuk, med mørk lød, som jeg umiddelbart troede var et nordafrikansk islæt. Smuk – og ganske sikkert ”gay” . – Han måtte være bøsse med de klassiske signaler med ringene i det ene øre (husker ikke om det er venstre eller højre…). Også på baggrund af de særlige ”fortunge-s’er”, som kendetegner traditionen i den homoseksuelle subkultur.

For mig er det ret fedt. Det er noget provokerende og nødvendigt i bøssekulturen, som jeg af hjertet aldrig håber bliver normaliseret. Det er noget skønt i at få udfordret det stereotype heteroseksuelle univers. Og jeg tror, at han hurtigt kunne mærke det ”ok” – og faktisk er opmærksom på taxamandens reaktion. Det kan være et lidt for spændende udfordring for bøsser at køre med mennesker, der af rene fordomme eller af kulturelle årsager diskrimineres af ikke mindst taxichauffører. Jeg har fået gengivet nogle særdeles ubehagelige historier.

Pinligt. Homofober hører ikke hjemme som taxichauffører.

Jeg er specialist i at genkende min kundes dialekt – af rent familiemæssige årsager. Han er tysk af opvækst. – Jeg genkender det som kvart-tysker og benytter lejligheden til at få varmet lidt op under det for danskere så belastede sprog, som jeg faktisk taler relativt flydende.

– Min familie kommer fra flere dele af Europa. Noget fransk, noget ungarsk, noget tysk – og så jødisk. Det samlede sig i Danzig – fristaden Danzig, som var en tysk enklave fra 1920 til 1945 – mellem Østprøjsen og Polen. Familien var delvist af jødisk baggrund – men uden religiøsitet eller særlig tilknytning til det jødiske samfund.

Jeg fortalte om min egen familie, som på min fars side stammer fra Østprøjsen. Min farfar var uddannet billedskærer i Königsberg og kom som ung farende svend til Danmark før 1. verdenskrig. Han var tysk soldat på vestfronten i den første, store krig – og kom tilbage til Danmark for så at blive dansk statsborger, blive gift – og få fem børn med en pige fra Fyn. Min farmor.

Vi delte erfaringer om at være i de forkerte historiske sammenhænge på helt forkerte tidspunkter. Hans families jødiske baggrund kunne jo ikke vaskes af under hitlerismen. Så de måtte snyde sig frem med diverse falske papirer for at kunne rummes i den ariske kreds. Og så ellers gøre alt, hvad man kunne for at holde sig ude af syne.

Jeg kunne fortælle om den modsatte effekt. Om min farfar, der blev areresteret af frihedsbevægelsen 5. maj i 1945 for at blive grundigt undersøgt –givetvis for sin gang i veterankredse fra 1. verdenskrig. Udover interneringen i en kort tid, blev der ikke krummet et hår på hans hoved. Han var ikke nazist eller stikker. Men han var tysker, og det kunne være lige så forkert som at være japaner i USA efter Pearl Harbour. Derovre blev i hundredetusindvis af etniske japanere simpelthen interneret i lejre!

Historien er grum, – som da jeg med min nysgerrighed fandt ud af, at en af den tyske families hyggelige onkler havde være frivillig i Waffen SS på Østfronten.

Men historien har også sin egen humor.

 

Da jeg besøgte min tyske familie i DDR i 70’erne under det kommunistiske regime, var det første, der slog mig i Grunwald-familiens trange stue med det afskyelige møbeldesign fra arbejder- og bondestaten Den Tyske Demokratiske Republik – et gigantisk billede af min onkel Morten.

”Der Benny” i Olsenbanden.

Han var sammen med Sprogø og Bundgaard det totale film-hit i DDR. Og den dag i dag rejser Morten til Olsenbande-konferencer i Tyskland om de tre snedige bandemedlemmer, som blev helte i Østtyskland.

Set fra regimets side var de angiveligt den lille, fredelige bombe under kapitalismen. Østtyskerne så snarere en satire over det bureaukrati og det magthaveri, de kendte alt for godt til i deres absurde dagligdag.

Min kunde blive ellevild, da jeg fortæller om mit familieskab med Morten. Det giver street-cred. Som i den grad vil blive genfortalt med den tyske families næste sammenkomst.

Man må sno sig.

Når man er jøde under nazismen

…det er stadig en smerte i mig, at jeg ikke kan gå med min kæreste i hånden uden at der kigges eller undres – blot fordi vi begge er mænd. Det irriterer mig så grusomt, at jeg skal skjule mig…

Når man er tysker i Danmark under besættelsen.

Når man mentalt skal overleve det østtyske diktaturs absurde undertrykkelse i arbejderklassens navn.

Når man er bøsse i en heterogen verden, hvor ”hate crimes” endnu finder sted.

 

– Jeg har endnu ikke oplevet det selv. Men det er stadig en smerte i mig, at jeg ikke kan gå med min kæreste i hånden uden at der kigges eller undres – blot fordi vi begge er mænd. Det irriterer mig så grusomt, at jeg skal skjule mig.

Inden turen er slut, tager han sit pas frem som dokumentation for hans forældres totale venden ryggen til deres jødiske oprindelse og den nazistiske forhistorie.

– De vil intet, absolut intet have med den tyske forhistorie at gøre. De ville demonstrativt lægge helt afstand til den, da vi blev navngivet og gav os totalt nordiske fornavne, selv om de ikke hare relation til Skandinavien.

Min tyske kunde hedder Niels Tore. Og søsteren har fået navnet Kirsten.

 

God morgen Danmark

– Og kan vi mon blive klogere, end historien, der gik forud

 

PS: Billedet til dette indlæg viser Morten Grunwalds autografskriveri på en tysk fan, der har tatoveret hele Olsenbanden – på ryggen. Banden var som nævnt et hit i Østtyskland og fanskaren er endnu aktiv