Når fordommene om dette og hint florerer allermest, ville jeg gerne stille mit taxiunivers til rådighed for offentligheden.

De første, der skulle ud at køre en tur var politikerne.

Jeg kunne forestille mig sådan et par nattevagter til Margrethe Vestager. Måske ikke så meget for kundernes skyld. Jeg tror ikke de ville interessere hende væsentligt. – Men chaufførerne, kollegerne. Der ville hun finde snesevis af mennesker, som har fundet et jævnt betalt arbejde trods uddannelse til noget helt andet. – Endnu inden dagpengeforringelserne og gensidig forsørgerpligt havde tæsket dem på plads – i forvisning om at truslen om fattigdom i sig selv er et incitament for at få et job.

Og venstrefløjens borgerskab og Helle Thorning selv kunne oplevede det almindelige folk, som vi i tide og utide skal høre deres solidaritetserklæringer til, – mens deres sprog hører hjemme i en helt anden, akademisk stammekultur.

Måske skulle overtjeneren fra Bakkens Hvile, vinderen af det europæiske Europa parlament, kongerigets frelser efter det frygtelige nederlag ved Dybbøl for 150 år siden, – Morten Messerschmidt tage en tur med Amager Øbro. Så kunne han virkeligt opleve, hvad det vil sige at være i etnisk mindretal. Og finde ud af, at det måske ikke gør en store forskel, så længe timelønnen er lav nok

Og Lars Løkke?

Nej her må der nok blive tale om at køre Limousinekørsel så den lille mand fra Græsted kan køre med en stand, der svarer til statsmandens privatforbrug

Og taxamanden selv. Har han da ikke også trængt til at komme ud i virkeligheden og få vendt sine vrangbilleder?

Jo, ærligt og redeligt. Jeg har selv fået en ordentlig røvtur på økonomiklasse i folkehavet. Men turene på 1. klasse, har også beskudt nogle fordomme hos mig.

Der er blevet pillet ved mine stereotype forestillinger om især jurister og økonomer som jeg gang på gang har udskældt i djøfiseringens hellige navn. Jeg har kørt med pensionerede advokater, der skrev digte og nærmest bad mig om offentliggørelse. Eller advokater, der gav mig den helt rette rugbrødsopskrift.

Og med en del unge karrierejurister og ditto advokater af begge køn, har talt om det helt umulige i at få en almindelig hverdag, børn og kone og stjålne hyrdetimer til at hænge sammen med karriere.

Ganske almindelige blebørns-forældre med alt for lidt sex og baby-bræk på skulderen bare nogle minutter, inden jeg samlede dem op.

Nogle af historierne og samtale emnerne har jeg bare ikke kunnet skrive, fordi de knyttede sig til kunder fra de firmaer, som er mit selskabs store erhvervskunder. De ville måske kunne genkende sig selv om vores frie snak –og den går jo ikke. Og nogle gange var budskabet jo også uhyggeligt banalt. De kæmper og slås for både position, velfærd, indflydelse – og så den skide kærlighed, som er så svær at få til at fungere i praksis,Vi elsker billedet af, at verden er helt ny, og det er den jo ofte slet ikke.Vi slås stadig for at leve privat og på arbejde

Jeg har været på arbejdsmarkedet i 40 år og jeg mener at have hørt den sang før,

Var det i 70’erne, hvor erhvervslivet blev ramt af den første alvorlige krise – energikrisen og undergangstrommerne blev slået i rigt mål?

Var det i 80’erne hvor 60’ernes hippie-drømme blev erstattet af lige dele sort lyrik i sorte jakker og den nye bølge af kynisk kapitalisme?

Var det i 90’erne, hvor der virkeligt skulle tages livtag med sovesygen i den socialdemokratiske samfundsmodel?

Eller 00’erne med den helt store finanskrise og boligmarkedet kollapsede?

Eller 10’erne, hvor selv de røde blev blå og vi alle arbejder som svin?

 

Det har altid været svært at både leve og arbejde.

Og så er det, at en taxa kan give dig en indsprøjtning af tilforladelighed.

Som da jeg kører op foran et af de helt store revisionshuse.

En ægte revisor: Mørke bukser, hvid skjorte, slips og mørk jakke

Og lige så sikkert som journalister i deres påklædning kan lige røven-af-jeg-ved-ikke-hvad, – lige så sikkert er en revisor en mand (ja, oftest en mand) i habit. (Møder man endelig i revisor-kvinde, er hun såmænd også i en slags habit.)

Mørke bukser, hvid skjorte, slips og mørk jakke

Mørke bukser, hvid skjorte, slips og mørk jakke

Mørke bukser, hvid skjorte, slips og mørk jakke

Han sætter sig ind i taxien iført …

Mørke bukser, hvid skorte, slips og mørk jakke

 Han tager sin mobiltelefon frem og ringer – til sin søn. En af den slags tjekringninger, som kan være nødvendige for at sikre sig, at knægten kommer afsted til tiden.

Vi kommer hurtigt til at tale om den der svære overgangstid med ungerne mellem at være barn og skulle tage ansvar som en slags voksen. Jeg kan mærke at skuldrene på kunden falder ned, når han hører, at jeg har været igennem processen.

Han har behov for at fortælle – efter et lille suk.

– Jeg tror egentlig, at jeg har fået det lettere med knægten efter at jeg har gjort ham helt forståeligt, at jeg ikke vil bestemme hans videre liv. Et eller andet forældreansvar er der jo. Så nu handler det om, at få ham helskindet gennem 3. G. Det er den deal vi har. Det skal han gennemføre. Men faktisk er han godt i gang med at være musiker. Og jeg prøver virkeligt at vise, at jeg synes, at det er flot og fedt. Han skal virkeligt ikke leve et liv som er ligesom mit. Jeg er glad for mit, det er gået godt – og det er sådan det skal være. Men ikke nødvendigvis for ham.

Den er købt.

Så læner kunden sig helt frem i bagsædet, kommer tættere på mig og sænker stemmen som om andre lyttede til os.

– Ved du hvad, siger han. Det her er fædresolidaritet.

– Vi er jo ikke robotter, for fanden. Der er jo ingen af os, der selv kan holde de der kopier ud. Det er sgu da for meget, den der med…

mørke bukser, hvid skjorte, slips og mørk jakke.

 

God morgen, Danmark

– Vær nu velklædt og fordomsfri