Jeg er sådan set parat til et gæsteprofessorat på CBS (Copenhagen Business School). Bare en deltidsstilling med speciale i ledelse og virksomhedskultur – og med sikkerhed for at kunne holde mine ben i virkelighedens verden – fortsætte som taxamand. Jeg har jo alle arketyperne i min hule vogn – den sølvgrå med det grønne logo.
Der er brancher, hvor de slår rekorden i højrøvethed. Og med respekt for fortroligheden, kan jeg ikke komme det nærmere. Bare konstatere, at der er særlige dele af erhvervslivet, hvor de helt naturligt sviner kunden til, når de har været på besøg ude i byen. Det er en slags managementmæssig testosteron retorik, som bl, a, tjener det formål at ranke ryggen, når man nu lige har været nede på knæene for dem, der betaler omsætningen.Så er der de kolde – de iskold. Som et isbjerg, der ved en fejltagelse er havnet midt i ørkenen. De ringer på mobilen til sekretæren eller chefen for først og fremmest at sivnalere STYR-PÅ-DET. Jeg følger metaforen og forestiller mig, at de meget snart vil smelte, når de er tilbage i kontorets faste rammer – og fordampe og forsvinde, som havde de aldrig været der. Jeg tror faktisk, at der er ledere, der har stor angstprovokeret smerte i deres arbejde.
Men lad nu alt det negative ligge og nyde lyspunkterne.
Han er en moden mand, veloplagt og amerikaner. Ansat i en ledende forskerstilling i en stor dansk, international virksomhed. Det viser sig, at vi har en lykkelig, fælles reference. Han er uddannet mediciner på Stanford Universitetet i Californien i Silicon Valey udenfor San Francisco. Og i mine priviligerede chefdage deltog jeg i et større anlagt (og kortvarigt) innovationskursus på netop det universitet. Dvor man opfandt computermusen og hvor Google og andre giganter ligger lige om hjørnet. Et fantastisk sted, hvor hele verden er indenfor rækkevidde.
Min kunde er meget begejstret – ikke alene for sin danske arbejdsgiver – men for den kultur, hvor det ikke bare accepteres men kræves en kritisk dialog. Man kan tvivle og stille spørgsmål – uden at blive set som illoyal.Og jeg mindes et øjeblik en sen nattetime i DR i 90’erne, hvor jeg en gruppe under den kontroversielle med senere meget roste – og fyrede generaldirektør, Chistian Nissen, arbejdede strategisk med statsradiofoniens overgang til de moderne medietider. I takt med nattens fremskriden, var vi et par stykker, der talte os kritisk varme over den EVIGE DISKUSSION i DR. Alle skal med. Hvorfor fanden skal vi altid kæmpe for dette behov for, at alle skal blive enige.
Så suttede Nissen eftertænksomt på den uundværlige pibe og brummede:- Nu er vi vel ikke ved at gøre konsensus til et skældsord?
“Vi vil ikke lære dig, hvad du skal tænke. Men vi vil lære dig at tænke dig om…”
Min kunde deler som menneske, læge og forsker det danske behov for at vende tingene og pladsen til at sige imod. Og han forstår ikke altid vores selvpineriske forhold til verden. Den der med at vore unge er ved at tabe i forhold til omverdenen. Der hvor Asien og kineserne altid kommer på banen. Sanseløs arbejdsindsats fra skole til chefjob – men holder det i den moderne verden? I hvert fald ikke alene, mener amerikaneren.
Han slutter af med et citat fra sit første møde som studerende med en professor i medicin på Stanford. De første ord til den færste forelæsning var:- We won’t teach you WHAT to think, but we will teach you HOW to think. Eller frit oversat: “Vi vil ikke lære dig, hvad du skal tænke. Men vi vil lære dig at tænke dig om.”
Inden han stiger ud af taxaen i morgenmørken foran terminalen, beder jeg ham om bare ET kritisk ord om den danske virksomhedstænkning. Han tøver lidt, angivelig for at give et seriøst svar.- At tage chancer. Måske mangler danske ledere og dansk ledelseskultur en større risikovillighed.
Og jeg mindes i sekunder mit kursusophold på Stanford Institute, hvor direktøren-for-det-hele holdt en skarp og relativ kort tale ved åbningsmiddagen. Her gemmemgik han en lang række af de innovationsprojekter, der aldrig var blevet til noget – og alle de millioner, det havde kostet.
DET var innovation med risikovillighed.Og det var usandsynligt blæret.
God Morgen, Danmark.
Særligt til cheferne – inden de fryser til is eller fordamper
Om isbjerge, chefer og retten til at sige imod
Jeg er sådan set parat til et gæsteprofessorat på CBS (Copenhagen Business School). Bare en deltidsstilling med speciale i ledelse og virksomhedskultur – og med sikkerhed for at kunne holde mine ben i virkelighedens verden – fortsætte som taxamand. Jeg har jo alle arketyperne i min hule vogn – den sølvgrå med det grønne logo.
Der er brancher, hvor de slår rekorden i højrøvethed. Og med respekt for fortroligheden, kan jeg ikke komme det nærmere. Bare konstatere, at der er særlige dele af erhvervslivet, hvor de helt naturligt sviner kunden til, når de har været på besøg ude i byen. Det er en slags managementmæssig testosteron retorik, som bl, a, tjener det formål at ranke ryggen, når man nu lige har været nede på knæene for dem, der betaler omsætningen.Så er der de kolde – de iskold. Som et isbjerg, der ved en fejltagelse er havnet midt i ørkenen. De ringer på mobilen til sekretæren eller chefen for først og fremmest at sivnalere STYR-PÅ-DET. Jeg følger metaforen og forestiller mig, at de meget snart vil smelte, når de er tilbage i kontorets faste rammer – og fordampe og forsvinde, som havde de aldrig været der. Jeg tror faktisk, at der er ledere, der har stor angstprovokeret smerte i deres arbejde.
Men lad nu alt det negative ligge og nyde lyspunkterne.
Han er en moden mand, veloplagt og amerikaner. Ansat i en ledende forskerstilling i en stor dansk, international virksomhed. Det viser sig, at vi har en lykkelig, fælles reference. Han er uddannet mediciner på Stanford Universitetet i Californien i Silicon Valey udenfor San Francisco. Og i mine priviligerede chefdage deltog jeg i et større anlagt (og kortvarigt) innovationskursus på netop det universitet. Dvor man opfandt computermusen og hvor Google og andre giganter ligger lige om hjørnet. Et fantastisk sted, hvor hele verden er indenfor rækkevidde.
Min kunde er meget begejstret – ikke alene for sin danske arbejdsgiver – men for den kultur, hvor det ikke bare accepteres men kræves en kritisk dialog. Man kan tvivle og stille spørgsmål – uden at blive set som illoyal.Og jeg mindes et øjeblik en sen nattetime i DR i 90’erne, hvor jeg en gruppe under den kontroversielle med senere meget roste – og fyrede generaldirektør, Chistian Nissen, arbejdede strategisk med statsradiofoniens overgang til de moderne medietider. I takt med nattens fremskriden, var vi et par stykker, der talte os kritisk varme over den EVIGE DISKUSSION i DR. Alle skal med. Hvorfor fanden skal vi altid kæmpe for dette behov for, at alle skal blive enige.
Så suttede Nissen eftertænksomt på den uundværlige pibe og brummede:- Nu er vi vel ikke ved at gøre konsensus til et skældsord?
Min kunde deler som menneske, læge og forsker det danske behov for at vende tingene og pladsen til at sige imod. Og han forstår ikke altid vores selvpineriske forhold til verden. Den der med at vore unge er ved at tabe i forhold til omverdenen. Der hvor Asien og kineserne altid kommer på banen. Sanseløs arbejdsindsats fra skole til chefjob – men holder det i den moderne verden? I hvert fald ikke alene, mener amerikaneren.Han slutter af med et citat fra sit første møde som studerende med en professor i medicin på Stanford. De første ord til den færste forelæsning var:- We won’t teach you WHAT to think, but we will teach you HOW to think. Eller frit oversat: “Vi vil ikke lære dig, hvad du skal tænke. Men vi vil lære dig at tænke dig om.”
Inden han stiger ud af taxaen i morgenmørken foran terminalen, beder jeg ham om bare ET kritisk ord om den danske virksomhedstænkning. Han tøver lidt, angivelig for at give et seriøst svar.- At tage chancer. Måske mangler danske ledere og dansk ledelseskultur en større risikovillighed.
Og jeg mindes i sekunder mit kursusophold på Stanford Institute, hvor direktøren-for-det-hele holdt en skarp og relativ kort tale ved åbningsmiddagen. Her gemmemgik han en lang række af de innovationsprojekter, der aldrig var blevet til noget – og alle de millioner, det havde kostet.
DET var innovation med risikovillighed.Og det var usandsynligt blæret.
God Morgen, Danmark.
Særligt til cheferne – inden de fryser til is eller fordamper
Taxamand
Next ArticleWeeeeeekend