Klumme til EB, EKSTRA den 11. oktober 2014

 

Det var fredag morgen.

En af de morgener, hvor alle advarselslamper tænder hos taxamanden. Men også et tegn på, at der kan være penge i lortet.

Den første i måneden – og lønningsdag. Første studie-måned, hvor man for alvor har lært byen at kende – og så er der SU. ”Lille fredag” – natten mellem torsdag og fredag, hvor værtshuskapitalen gør hvad de kan for at udvide weekenden.

 

Det er en hård overgang fra taxamandens tandbørstning her kl. 02.00 og så virkelighedens totalbranderter derude i natten om en times tid.Men denne morgen skulle give mig et helt andet perspektiv og en gang for alle stoppe taxamandens selvmedlidenhed. Det er slut med klynkeriet fra fører 023492 i vogn 2282. Helt slut.For jeg har set forskellen på Københavns natteliv og de sidste timer i Sodoma eller Gomorra. Jeg har oplevet det sande helvede på rute 94N

Lagde ikke mærke til første advarsel – en bevidstløs sovende fyr på bænken ved stoppestedet

Det var en af de morgener, hvor datteren skulle have vognen. Den yngste har tilsyneladende lagt den natlige selvdestruktionen bag sig og skulle køre den nye fyr i lufthavnen. Jeg troede ellers, vi havde en aftale om, at det tog farmand, taxamanden sig af – for tændt taxameter. Jeg synes det ville være en ok pay-back for en opvækst i gode kår. Men nej. Her råder kærligheden og fars ”dyt”.

Så jeg var overladt til natbussen, 94N, fra Vibenhus til Hillerød. Jeg gik i nattemørket til stoppestedet og glædede mig allerede til at småblunde de 25 minutter herfra til Virum for at hente den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Lagde ikke mærke til første advarsel – en bevidstløs sovende fyr på bænken ved stoppestedet, hvor en småfnisende ven forsøgte at få liv i gutten, da bussen kunne anes.

Anden advarsel var forsinkelsen. En forsinkelse her midt om natten?

Da bussen ankom forstod jeg hvorfor. Den var så propfuld af mennesker på vej hjem fra nattelivet, at jeg alene kom ind med stor forståelse fra chaufføren. Han følte nok en slags solidaritet med den absolutte minoritet i dette scenarium: Det arbejdende folk.

Det første jeg hører er den klassiske remse fisse-fisse-fisse – passende rytmisk til nattens musik

Jeg fandt ud af, at han snarere ledte efter et solidarisk med-offer. Smilet sad så overdrevent i hans pakistanske eller indiske ansigt. Ikke så underligt. Det var en smertens smil. Lige nu var han fører af den bus, som umiddelbart havde samlet essensen af al drukkenskab op fra den indre by.

Det første jeg hører er den klassiske remse fisse-fisse-fisse – passende rytmisk til nattens musik. Men opmærksomheden blev pludselig taget af den bevidstløse ungersvend fra bænken. Nu var han hjulpet på benene og blev skubbet ind i bussen. Nej, proppet ind for at der kunne være plads til os alle. Hans hoved hans slapt ned, som var døden allerede indtrådt. Men som ved et fingerknips fornemmede han både bussens varme, larmen og et lallende publikum. Han rettede hovedet op og skreg af fuld hals ned gennem bussen:

 

– ANAAAAAAAL SEX.

 

Og en gang til. Og en gang til. De fleste hørte intet. Resten fnisede og grinede. Mig undslap der et:

– Gå nu frem, mand.

 

Hun trak en halvtom chips-pose frem, stak munden ned i den og brækkede sig i store gylp

Jeg kiggede ind i øjnene på en smuk, træt ung pige på min højre side. Fra pigerne plejer jeg at mærke solidaritet, når drengene når reptil-stadiet. Hun kiggede på mig med matte, måske lidt medlidende øjne. Jeg kunne ikke se om hun samtykkede eller bare ikke forstod mig. Og nu forstod jeg årsagen til det matte blik.

Pludselig rev hun en halvtom chips-pose frem, stak munden ned i den og brækkede sig i store gylp, mens hun hostede og spyttede.

Imens var den halvdøde fra bænken vågnet helt op som i en mani. Han stod lige bag mig og tegnede mit firmalogo med en finger på min ryg, mens en tredje, fnisende passager sagde, at nu skulle han nok passe lidt på.

 

– Anaaaal, anaaaaal, anaaaal.

 

Jeg lagde begge hænder på køleren og kyssede Mercerens forkromede stjerne

Han fortsatte sit monotome digt!

Og rigtig nok. I et par sekunder følte jeg trangen til at vende mig om, lægge armen om ham – og så plante min højre næve i maven på ham, så han kunne hvile sig på resten af turen.

Bare en ond tanke, mens jeg stående de næste 20 minutter så folk dingle og falde og brække sig i diverse poser.

 

Der var så stille, da jeg stod af og ankom til nattemørket i taxicentret.

Jeg lagde begge hænder på køleren og kyssede Mercerens forkromede stjerne.

Og mine tanker gik til chaufførerne på natbusserne – nattens virkelige ofre

 

God morgen, Danmark.

– Af og til en prøvelse