Hun er en omvandrende metafor for feminin selvsikkerhed og tydeligvis en international forretningskvinde. Jeg henter hende på en af byens førende hoteller og bærer hun det smukkeste franske navn. Jeg har et ganske særligt kærlighedsforhold til det franske sprog, som jeg – måske lige vel opstemt – betragter som et sprog med en næsten erotisk tiltrækning. Jeg har det nærmest med fransk, som Jamie Lee Curtis har det med Kevin Klines turist-italienske eller John Cleese’ cirkus-russiske i Fisken de kaldte Wanda.

Men lad nu den fetich ligge!

Den her lyse forårsmorgen, er jeg blot taxamanden på arbejde.

Jeg Henter hende i receptionen og bemærke hendes perfekte engelsk-amerikanske. Så jeg gætter ret kvalificeret på, at hun muligvis er canadier.

Hun er en af den slags kvinder, der ikke behøver kaste mærkevarerne over sin krop for at fremstå med stil. Eller også er det netop det hun har gjort, – for hvad forstår bønder sig på agurkesalat?. Hun bevæger sig adræt og hurtigt – er givetvis altid i baghånd med tid, fordi hun rejser.

Eller rettere: hun rejser og rejser og rejser og rejser og rejser, – forstår jeg senere i løbet af samtalen.

Continue reading…

Taxamandens klumme i Ekstrablaldet, EKTRA, lørdag den 17. januar 2015

 

 

Jeg siger tak med prædikantens opadvendte øjne, når solen skinner midt i denne deprimerende årstid. (Vi er i januar måned)

Men lige nu er det mørkt – kulsort, når jeg forsøger at kysse konen farvel. Det vil sige, det gør jeg jo ikke. For i den der kulkælder af et soveværelse kl. kvart over to om natten, ville jeg jo vække hustruen, mens jeg kravlede rundt på hende for at finde munden.

 jeg trækker hende hen under en lampe, så jeg, taxamanden, kan forstå med egne øjne, hvorfor jeg er så vild med hende.

Hun ville slå mig ihjel på stedet, og et eller andet sted elsker jeg livet for meget til at sætte det over styr i det danske vintermørke. Jeg afstår fra nattekysseriet og ser frem til at se hende sidst på eftermiddagen, når børn, kolleger og chefer slipper hende. Vi lever jo i verdens lykkeligste land med verdens nyeste skolereform, hvor skolelærere kommer sent hjem fra arbejde ligesom alle andre industriarbejdere. Og så gemmer hun forberedelsen og telefonopkaldene fra forældrene til fritiden om aftenen.

Af og til lykkes det at finde den langbenede skønhed i de vintermørke stuer. Og jeg trækker hende hen under en lampe, så jeg, taxamanden, kan forstå med egne øjne, hvorfor jeg er så vild med hende.

Continue reading…

 

”

Fra og med NU, er jeg blevet fast blogger på avisen.dk,

Avisen.dk er en af de større nyhedssites på nettet – i Danmark. Der er mere end en halv million besøgende om måneden ifølge de officielle tal. Og jeg er meget stolt af at være inviteret med på holdet af særligt profilerede bloggere. Så nu udkommer taxamanden altså dels på min egen blog, i Ekstrabladets magasin om søndagen – og så på avisen dk. Jeg opgiver ikke min egen blog taxamand.dk, hvorfra det hele udspringer. Den er frit tilgængelig for alle, der har lyst til at se verden gennem forruden på en Mercer. I Ekstrabladet kan du læse de mere saftige, “lige på” –  og “tabloide” historier, som det hedder i det faglige sprog for mediefolk. Og i AVISEN.DK kommer der mere fokus på det politiske og samfundsmæssige perspektiv. Mine blogindlæg fra avisen.dk vil også blive bragt her på siden.

 

 

Det var et stykke tv-udsendelse i DR, der fik det hele til at falde lidt mere på plads. ”Husker du – 1991”. – Et klip med en meget ung Søren Pind for knap et kvart århundrede siden. Han var i den varme interviewstol hos den ægte røde lejesvend og s enere tv-direktør Bjørn Erichsen. I samme udsendelse optrådte en lige så ung repræsentant for forretningslivet – tøj-forretningsmanden Mads Nørgaard..

PIND-interviewet er et vidunderligt signal om ham og ikke mindst hans borgerlige politikergenerations selv–iscenesættelse. Han går ind i politik, fordi landet er kørt ud i hampen af forgængerne. Og værdipolitisk er de kommet så vidt, at man ikke engang kan tillade sig at sige højt, at man gerne vil giftes. Så vidt har de røde ført os ud i hampen i 1991. Mens kommunismen går til grunde, fastholder det nye højre martyriet. Pind ser så vemodig ud i offerollen, at man i sekunder glemmer, at en helt ny, parlamentarisk æra er på vej: Politik som erhvervskarriere.

Mads Nørgaard sætter uden at ville noget partipolitisk – det hele ind i den nye trend: ”… I 60’erne ville forbrugerne først og fremmest finde sig selv. I 80’erne og især i 90’erne handler det primært om at skabe sig selv…”.

Continue reading…

Og jeg har sgu aldrig haft det særligt godt med at blive for bevæget

Kan rigtige mænd græde?

Altså kan De tillade sig det uden at sætte deres mandighed over styr?

Det ville jo være så let bare at svarer JA, – for selvfølgelig kan de det.

Men taxamanden er en halvgammel journalistisk knark, der grundlæggende spidser tvivlens øjenbryn, når svar bliver for hurtige og lette.

Og jeg har virkeligt et meget blandet forhold til det med mænd og gråd. Jeg har altid haft alt, alt for let ved at ”blive bevæget” i mit eget liv. Min gamle far er tidligere major i hæren, den ældste af 5 søskende – og måske den største alfahan, jeg nogensinde har mødt. Der skal en særdeles følsom tale fra sønnen, en sang fra datteren – eller et stykke klassisk musik til at finde bare skyggen af fugt majorens øje. Den stanhaftighed virker meget naturligt. Ligesom en livredder, der ikke frygter havet eller en bjergbestiger, der ikke har højdeskræk.

Og jeg har sgu aldrig haft det særligt godt med at blive for bevæget. Men jeg er mør, når det kommer til mine unger. En gang udviklede det sig til en parodi. Da min ældste – snart 27-årige datter – blev døbt i Vor Frelser kirke på Christianshavn, var det farmand, der bar. Hun blev født under akut Kejsersnit, og mens hendes mor, min daværende kone, var i narkose, var det far her, der stod med den nyfødte i armene. Jeg var beruset af lykke, stresset af en dramatisk fødsel, hvor jeg nåede at blive meget bange (moren var den tapre) – og jeg var helt prisgivet, da faderkærligheden ramte mig som en kølle fra en af vildmændene i vores rigsvåben.

Jeg græd!

Continue reading…

 

Taxamandens klumme til EB, EKSTRA lørdag den 10. januar 2014

 

Jeg bryder mig bare ikke om typen

Han er nazi-klippet, grænsende til det skaldede på så sider af hovedet og i nakken. Og så helt korklippet på toppen. Med sig har han en følgesvend af indvandrerbaggrund – igen en af disse Waffen SS-look-alikes, nu med indvandrer-baggrund!

De er begge klædt i grønt – armygrønt.

Jeg samler dem op foran stationen i rigmands-forstaden nord for København – og hvad fanden laver de to rødder her på egnen kl. 3 om morgenen to døgn efter nytårsaften?

Jeg vil ikke bruge udtrykket, at jeg ”er bange”. En af mine effektive metoder til at undgå angsten for de farlige kunder er ikke at bruge ordet. For meget af den følelse, – så kan jeg lige så godt stoppe natteroderiet.

Men jeg er 150 pct. vågen denne første arbejdsdag i det nye år. Jeg sikrer mig, at sikkerhedskameraet vender rigtigt og føler efter alarmknappen. Og så det vigtigste: Jeg sender et utvetydigt signal om, at jeg er PÅ! Kom nu ind i bilen. Jeg kan se, I fryser. Jeg har tændt for varmen i sæderne. Hvor skal I hen, drenge?

De ligner bare et par iskolde ”hit men”, men jeg spiller rollen som onkel Taxamand. Ikke noget fedteri – men overskud. Ikke nogen påtaget magtudøvelse – men: Det er MIG, der bestemmer, for sådan er det nu engang her i familien.

Continue reading…

Taxilivet spejler det almindlige liv.

Taxamandens spejler dit!

Der er dage, der skrider småsløvt fremad og hvor det måske først og fremmest handler om at få det til at løbe rundt. Altså både mentalt og resultatmæssigt. For taxamanden og hans chauffør-kolleger lever med den finte, at vi er provisionslønnede. For de flestes vedkommende alene provisionslønnede. Så hvis der virkeligt er tale om stilstand i markedet, så ligger lønnen derhenne, hvor Dansk Arbejdsgiverforening får blanke øjne og Joachim B virkeligt lægger kraft bag kuglerne. Hvor det gør så ondt, at man virkeligt får lyst at oppe sig – er den darwinistiske tese.

Jeg kender desværre ikke den følelse fra mit eget register. Jeg har altid været drevet mere af lysten til succes end angsten for fiasko.

 

Og så er der de dage, hvor svinet bare kører (og dette var IKKE en hentydning til DA, selv formanden udtaler sig rimeligt i pagt med den politiske satire i 70’erne: (Hold jeres kæft, det er os, der sidder på flæsket. Ligesom pointerne svarer meget godt til kapitalismen i slutningen af 1800-tallet: De, der tjener meget er dygtige og de, der tjener lidt er dovne)

Nej det er MIG, der er svine-heldig.

Sorry, jeg var svine-dygtig i går.

Jeg måtte slutte vagten et par timer før, fordi jeg skulle holde foredrag for veteranklubben i Journalistforbundet – min fagforening. Og en gammel sentimental idiot som undertegnede fire-hjulede journalist og historiefortæller var drevet af lige dele nervøsitet – jeg skal være ordentligt forberedt, når jeg møder gamle kolleger – og forventnings-glæde over at skulle gense en håndfuld ”gamle” kolleger.

Dekoncentration og kortere arbejdsdag – det ville givetvis blive en dårlig dag for Taxamanden..

Så sker miraklet:

Continue reading…

Jeg tør nok ikke, når det kommer til stykket. For jeg tilhører en tidsalder, hvor alderdommen mest af alt er en diagnose

Men jeg har så pokkers megen lyst til at give et bidrag til at afmontere myterne om de gamle. Eller rettere: at tilføre helt nye billeder af den absolutte senior-generation: De virkeligt gamle mennesker – og især kvinderne, som er overleverne.

Selv min hovedkritiker – min kone – mener, at jeg skal holde lidt igen med at forherlige alderdommen, for er der læsere nok til det emne i længden.

Måske er der også det forfængelige i det, at jeg hele tiden cirkler om alders-udfordringen, fordi jeg jo selv er ved at tilhøre racen Sølvræve. Er det en slags narcissisme? – Sikkert! Og hvad skulle der egentligt være galt i det, når man betænker selfie-kulturens egen-dyrkelse fra naive popstjerner til statsministre og præsidenter.

Men jeg PRØVER altså ærligt og redeligt at holde igen med alle disse historier om de fantastiske gamle mennesker. Problemet er bare, at jeg nærmest DAGLIGT opleve energibundter på den anden side af de 80 – menneske, som spreder glæde i mit arbejdsliv. De er lyspunkter i min virkelige virkelighed.

Jeg ved ikke, hvad der er så modsigende underligt ved de gamle koner, men de virker sgu mere provokerende livsglade end mine gennemsnitlige kunder!

Continue reading…

Der er mange, rigtigt mange forskellge veje i livet.

De snoede.

De hyggelige

Og så de rigtigt farlige…..

 

Klumme i magasinet EKSTRA, Ekstrabladet 3. januar 2015

 

Jeg kunne ikke vide, jeg skulle ud at køre med landets lykkeligste sjæl.

Årets første taxi-historie fra vogn 2282 handler om en ung mands liv, hvor skæbnen slog hårdt ned i det gamle år – mens det bobler af lykke i det nye.

Det er ikke mange ord, der kommer ud af mandens mund. For det første er der ikke meget spræl i en vintermorgen i Kastrup kl 7,30 – og det smitter af på kunderne. Især de, der lander og skal ud i mørket, der signalerer nat og søvnbehov – ikke morgen og ny energi. For det andet hører jeg på de få ord, at manden er nordjyde – mange kilometer nord for fjorden – fra Hjørring. Helt deroppe, hvor det, der er ”fedt” på københavnsk er ”skidt til den gode side” – på vendelbomål (Følge sangskriveren og troubadouren Allan Olsen.)

Folk som taxamanden, der er ekstrovert til eksplosionsgrænsen, ved aldrig rigtigt, hvordan man skal tackle en nordjydes stilhed. Reelt har jeg et mindreværdskompleks overfor meget rolige mennesker. Men denne morgen vælger jeg at tage rollen som den gammelgubbe, der spørger, hvad den unge fyr dog skal i Købehavn.

Jeg kunne være hans far og den rolle findes jo både norden- og søndenfjords.

Turen går til rigshospitalet.

Continue reading…