Så er der møde i hjemstavnsforeningen…

Taxilivet spejler det almindlige liv.

Taxamandens spejler dit!

Der er dage, der skrider småsløvt fremad og hvor det måske først og fremmest handler om at få det til at løbe rundt. Altså både mentalt og resultatmæssigt. For taxamanden og hans chauffør-kolleger lever med den finte, at vi er provisionslønnede. For de flestes vedkommende alene provisionslønnede. Så hvis der virkeligt er tale om stilstand i markedet, så ligger lønnen derhenne, hvor Dansk Arbejdsgiverforening får blanke øjne og Joachim B virkeligt lægger kraft bag kuglerne. Hvor det gør så ondt, at man virkeligt får lyst at oppe sig – er den darwinistiske tese.

Jeg kender desværre ikke den følelse fra mit eget register. Jeg har altid været drevet mere af lysten til succes end angsten for fiasko.

 

Og så er der de dage, hvor svinet bare kører (og dette var IKKE en hentydning til DA, selv formanden udtaler sig rimeligt i pagt med den politiske satire i 70’erne: (Hold jeres kæft, det er os, der sidder på flæsket. Ligesom pointerne svarer meget godt til kapitalismen i slutningen af 1800-tallet: De, der tjener meget er dygtige og de, der tjener lidt er dovne)

Nej det er MIG, der er svine-heldig.

Sorry, jeg var svine-dygtig i går.

Jeg måtte slutte vagten et par timer før, fordi jeg skulle holde foredrag for veteranklubben i Journalistforbundet – min fagforening. Og en gammel sentimental idiot som undertegnede fire-hjulede journalist og historiefortæller var drevet af lige dele nervøsitet – jeg skal være ordentligt forberedt, når jeg møder gamle kolleger – og forventnings-glæde over at skulle gense en håndfuld ”gamle” kolleger.

Dekoncentration og kortere arbejdsdag – det ville givetvis blive en dårlig dag for Taxamanden..

Så sker miraklet:

Ved middagstid bliver jeg kaldt på en tur fra bymidten i København – til Gilleleje. Det får dagens indtjening til at ligge i den gode ende. Og da jeg så henter kunden, genkender jeg min ældre kundes dialekt. Han er granitperker ligesom mig – og for det ikke skal være løgn: Vi stammer fra samme by på ”Østlandet”. Og hans kone har arbejdet for min mor. Kender ham ikke personligt, men vi har bare den bedste basis for en god dialog, hvor det er grundlæggende godt, at der ikke er andre til stede. For nu skal vi endevende de sidste 40 års historie på hjemegnen.

Man kan vist roligt sige, at der er årsmøde i hjemstavnsforeningen.

Vi muterer til Østersøens færinger eller Østdanmarks grønlændere, kunne man sige.

Vores eget liv og vore egne normer. Og jeg kan stå inde for, at selvom jeg i nyere tid egentlig aldrig har drømt om at vende tilbage til klippeøen, selvom jeg er ”halvblods” og nogle derfor ikke engang betragter mig som fuldbåren eller – befaren bornholmer, – så er jeg totalt indfødt i de tre kvarter vores samtale finder sted i Mercerens intime rum. Ikke fordi jeg tilstræber det. Men fordi det er uundgåeligt .

 

Han er sidst i 70’erne og deltager i nogle ”forsøg”på en af regionens sygehuse efter nogle tidligere kredsløbs-operationer. Og han taler om det systemskifte, han aldrig havde forestillet sig, da han var yngre, for han er klippefast bornholmer med stort B.

– Jeg havde altid regnet med, at skulle nyde mit otium på hjem-øen. Men i vores familie opleve vi jo det samme som de fleste bornholmske familier: Vore børn blev voksne og de bornholmske rammer var for snævre for dem. De bosatte sig ”ovre”, som det hedder på Bornholmsk (Hvis man bosætter sig ”på øen” betyder det som ofte Christians Ø og slår man sig ned ”på landet” – er det på selve Bornholm. Sådan husker jeg betydningerne…)

 

Han fortsætter:

 

[pullquoteVi besluttede at sælge vores hus på Bornholm og flytte tættere på vore børn i Nordsjælland][/pullquote]– Da børnene blev voksne og slog sig fast ned på Sjælland, begyndte børnebørnene at komme. Og så var det HELT sikkert, at de ikke ville vende tilbage. Det her, det går bare ikke, sagde min kone. Og så blev beslutningen ret hurtigt taget. Vi besluttede at sælge vores hus på Bornholm og flytte tættere på vore børn i Nordsjælland.

Der var bare ikke noget at gøre.

 

Taxamanden kan bekræfte, at bedsteforældrerollen kan være vanskelig at praktisere på baggrund af en rejsetid på en håndfuld timer eller en urimeligt dyr flyrejse. Det er svært at gennemføre en ægte nærhed på baggrund af timers fysisk afstand.

 

Min bornholmske kunde er en ærlig mand. Han er ubetinget glad for at være tæt på sine børn, der også har været en hjælp igennem et længere sygdomsforløb med by-pass og to nye knæ. Han er glad for sine unger, – men og 100 pct. forliget sig med et otium udenfor klippeøen har han ikke. Heller ikke efter, at der faktisk er gået 10 år og han er faldet til i den nye, moderne bolig oghar et godt forhold til de nye naboer.

 

– Ved du hvad, siger han og kigger på mig med ærlige øjne, der i sandhedens tjeneste også har et lyn-glimt af vemod. Der skulle træffes et valg og sådan er livet nu engang. Men jeg bryde mig stadig ikke om at holde sommerferie på Bornholm. Valget var et enten eller – og beslutningen blev et ”eller”.

 

Men min sjæl er for længst flyttet – 100 pct. – Tror jeg nok!

Vi lader den ligge, den med den forladte hjemegn. Og i øjeblikket er jeg glad for min status som ”halvblods”.

Jeg elsker og er stolt af min hjemegn.

Men min sjæl er for længst flyttet – 100 pct.

Tror jeg nok!

 

På vejen ind i hans nye hjemby, fokuserer min bornholmske landsmand på fremtiden og kaster sin stoltheden på ikke mindst fysioterapeut- og fitness-faciliteterne, som holder kroppen i gang trods alderens skavanker og reparationer.

Og de nye venskaber.

 

God morgen, Danmark.

Særligt til jer i min hjemby, hvor solen står tidligere op end noget andet sted i landet.

Next ArticleVideohilsen: Velkommen i min nye Mercer