Hvis en af mine døtre flyttede til Jylland, ville der blive indkaldt til krisemødet i familiebestyrelsen.
Ikke noget entydigt krav om at blive her i byen – i riget – i midten. Her i familien har vi jo vores frie vilje. Og hjemmets alderspræsident – den store alfahan midt i et paradis af kvinder – er jo selv emigrant fra det stormfulde skær i Østersøen. Jeg ved jo, at der findes et liv nord, syd, øst og vest for Valby Bakke. Og det slog ikke bunden ud af mit liv, da sent i august 1973 sendte min skibsbriks og morfars skrivebord med coasteren m/s Mito – og selv blev fragtet af min far i den pang-blå VW Variant 1600, stationcar til Århus.
Hjem til Århus
Sådan føltes det.
Men der krøb en provinsiel familiefar ind i min globale sjæl, da jeg nåede bedsteforældrealderen. Og et eller andet sted passer det mig fremragende, at der højst er en halv snes kilometer mellem mig og ungerne. Og her måler jeg så efter den unge, nybagte parcelhusejer, der har lagt den mest radikale afstand til forældrene i en stærk selvstændiggørelsesproces med ejerbolig, Skoda, kæreste og barn.
Line er flyttet til Lyngby!




