Jeg tør nok ikke, når det kommer til stykket. For jeg tilhører en tidsalder, hvor alderdommen mest af alt er en diagnose

Men jeg har så pokkers megen lyst til at give et bidrag til at afmontere myterne om de gamle. Eller rettere: at tilføre helt nye billeder af den absolutte senior-generation: De virkeligt gamle mennesker – og især kvinderne, som er overleverne.

Selv min hovedkritiker – min kone – mener, at jeg skal holde lidt igen med at forherlige alderdommen, for er der læsere nok til det emne i længden.

Måske er der også det forfængelige i det, at jeg hele tiden cirkler om alders-udfordringen, fordi jeg jo selv er ved at tilhøre racen Sølvræve. Er det en slags narcissisme? – Sikkert! Og hvad skulle der egentligt være galt i det, når man betænker selfie-kulturens egen-dyrkelse fra naive popstjerner til statsministre og præsidenter.

Men jeg PRØVER altså ærligt og redeligt at holde igen med alle disse historier om de fantastiske gamle mennesker. Problemet er bare, at jeg nærmest DAGLIGT opleve energibundter på den anden side af de 80 – menneske, som spreder glæde i mit arbejdsliv. De er lyspunkter i min virkelige virkelighed.

Jeg ved ikke, hvad der er så modsigende underligt ved de gamle koner, men de virker sgu mere provokerende livsglade end mine gennemsnitlige kunder!

”V” er min alderspræsident. Det er SÅ fedt at køre med en kvinde, som er født i 1913 – og kan fejre sin 102-årsdag i maj. Jeg har skrevet om hende før – også i min bog. Det var hos hende, at jeg mødte den nydelige, ældre kvinde på trappen til Ordrup-Villaen med hendes kommentar: ”Nu skal jeg kalde på min datter”. Det VAR datteren. Og mor lever. Det er hende jeg jævnligt har kørt til pensionistcentret udenfor byen. Hendes korttidshukommelser har det ikke for godt. Men når det handler om barndommen på Amager, fortiden som kontordame i etaten og den for årtier siden afdøde mand, der ELSKEDE at køre Mercedes, så er hun skarp som en ragekniv. Jeg tror vi kunne optræde med vores dialog ud af landevejen. Når hun dels gentager de kortsigtede spørgsmål for hvert andet minut, dels griner højlydt af sin egen glemsomhed – og så pludselig gengiver helt klare snapsots – sort-hvid billeder fra sin ungdom i begyndelsen af 1930’erne.

– Skal vi til Hørsholm nu. Vi tager vel motorvejen, men da jeg var ung ”ciklede” vi hele vejen. Og nej det er ikke en stavefejl men lydskrift. Et udpluk af en udtale, som ikke har været brugt i halve århundreder.

Man cykler ikke. Man ”CIKLER”!.

 

De holder Dem sgu godt frue

Nordpå henter vi en anden pensionist, der er godt oppe i 90’erne. 95 – og det gør hun alt for ikke at skjule – uden at sige det direkte. Det er mig, der skal gætte. Og så vel lige det strøg af forfængelighed, at jeg derefter må finde en høflighedsfrase for at udviske tallets nådesløshed .

For hvordan siger man til en kunde, at hun da slet ikke ligner en på 95 – hvorved man kommer til at antyde, at hun med den fremskredne dåbsattest er døden nær?

Jeg har en håndfuld replikker efterhånden.

– Det må jeg sige, der overrasker De mig?

– Det bærer de smukt, frue – (og så taler vi ikke mere om det).

– Jeg er selv næsten 61, så jeg er blevet gammel nok til at smigre: De holder Dem sgu godt frue (I det indre Hellerup kan dette ”sgu” udelades i respekt for det anstændige sprog).

 

Men kunderne er nu også snedige for at komme ind på det forfængelige men også fatale aldersfænomen.

Som hende damen nordpå, på de 95, der denne morgen havde Nordsjællands tydeligste glimt i øjet, da vi netop sad og talte om gode biler med fru ”V” – alderspræsidenten. Vi talte bilpriser – og rystede selvfølgelig kollektivt på hovederne af disse vanvittige tal.

– Hvad koster egentlig sådan en halvstor BMW?

 

Jeg kom med et tal, men det var nu hendes svar, der var det vigtigste og fik mig til at kigge en ekstra gang i bakspejllet:

 

– Aha. Sådan en fik min datter og svigersøn af deres børn – i guldbryllupsgave!

 

– Dengang var der jo ikke noget, der hed abort

Og det var ganske vidst. Denne knivskarpe kvinde på 95 var ”ret tidligt ude” – og fejrede for et år siden datterens guldbryllup.

Man kan roligt sige, at hendes bramfrihed er Intakt. Efter at have rost hende for at virke yngre, gik hun lige til sagen så også de øvrige passagerer kunne nikke til taxamanden:

 

– Dengang var der jo ikke noget, der hed abort.

 

Sådan, så er den på plads

En frue af folket!

 

Også var det, at den ene af to ældre kvinder satte min blufærdighed på prøve senere på dagen, da jeg kørte dem hjem efter et fælles besøg hos en speciallæge.

Den ene med en dårlig arm. Den anden med et dårligt ben. Skrøbelige – men i højlydt diskussion om en ganske særlig indisk film, de lige havde set og var vilde med. De beskrev naturen for hinanden. Og kulturen og disse lettere komiske mandspersoner. Den ene kvinde leder pludselig efter ordet. Hun har pludselig glemt navnet på en særlig medicin, som de indiske mænd går så meget op i.

 

– Hvad er det nu den hedder, den der pille, som, mænd må tage, hvis de har problemer med at præstere?

 

Jeg har kun et svar, – selv om det vist er første gang jeg råber det navn ud i kabinen til en ældre frue fra det pænere borgerskab.

 

– Viagra!

 

– Ja netop, Viagra, siger hun og smiler til mig i bakspejlet, som en drillesyg, ung pige.

 

Det er i netop det øjeblik, jeg tænker på min gamle drøm, som jeg nok alligevel ikke tør føre ud i livet, når det kommer til stykket.

 

 

Jeg vil skrive erotiske noveller, når jeg er fyldt 80.

Små, frække historier om gamle mennesker og kærligheden.

 

God Morgen Danmark.

– især til fruerne med det skarpe mundtøj