Der er mange, rigtigt mange forskellge veje i livet.

De snoede.

De hyggelige

Og så de rigtigt farlige…..

 

Klumme i magasinet EKSTRA, Ekstrabladet 3. januar 2015

 

Jeg kunne ikke vide, jeg skulle ud at køre med landets lykkeligste sjæl.

Årets første taxi-historie fra vogn 2282 handler om en ung mands liv, hvor skæbnen slog hårdt ned i det gamle år – mens det bobler af lykke i det nye.

Det er ikke mange ord, der kommer ud af mandens mund. For det første er der ikke meget spræl i en vintermorgen i Kastrup kl 7,30 – og det smitter af på kunderne. Især de, der lander og skal ud i mørket, der signalerer nat og søvnbehov – ikke morgen og ny energi. For det andet hører jeg på de få ord, at manden er nordjyde – mange kilometer nord for fjorden – fra Hjørring. Helt deroppe, hvor det, der er ”fedt” på københavnsk er ”skidt til den gode side” – på vendelbomål (Følge sangskriveren og troubadouren Allan Olsen.)

Folk som taxamanden, der er ekstrovert til eksplosionsgrænsen, ved aldrig rigtigt, hvordan man skal tackle en nordjydes stilhed. Reelt har jeg et mindreværdskompleks overfor meget rolige mennesker. Men denne morgen vælger jeg at tage rollen som den gammelgubbe, der spørger, hvad den unge fyr dog skal i Købehavn.

Jeg kunne være hans far og den rolle findes jo både norden- og søndenfjords.

Turen går til rigshospitalet.

Og pludselig fik han nogle blå mærker på huden, og så gik han endelig til lægen i Hjørring

Han var træt i begyndelsen af 2014. Men træt og temmelig lykkelig. I august 13 mødte han sin kæreste. Han er automekaniker og hun er vild med heste og med ham. Så det talte i den grad i ungersvendens favør, at han allerede havde købt sig en ejendom helt ude på landet og havde de bedste rammer for et rart, kærligt og frit liv. Så allerede i april 2014 flytter de sammen med heste og hinanden. De har hamrende travlt, så hans træthed var ikke uforståelig – men blev alligevel for meget. Og pludselig fik han nogle blå mærker på huden, og så gik han endelig til lægen i Hjørring.

 

– Jeg kan love dig for, at så gik det stærkt. Næste morgen blev jeg først indlagt på det lokale sygehus og så sendt videre til Ålborg. Her diagnosticerede man ham hurtigt: Jeg havde leukæmi. Men det underlige var, at de ikke kunne finde egentlige kræftceller. Det vidste sig, at han havde en sjælden leukæmi, der er dødelig, hvis den ikke behandles – selv om der ikke er tale om egentlig cancer.

 

Den unge mand skal igennem den helt store tur, som kulminerer med en knoglemarvstransplantation. Det kræver først og fremmest, at man finder den rette donor med den rette vævstype. Men her er heldet og skæbnen med den unge mand. For hans egen lillesøster passer som fod i hose – og i løbet af ret kort tid kan det nødvendige og hårdhændede indsats for hans liv sætte ind. Allerførst udsættes han for en kemo, hvor hele hans immunsystem slås ned. Så hentes der marv med stamceller fra donorens – søsteren ved en operation på Rigshospitalet midt i august. – Cellerne lægges ind i ham for at starte opbygningen af et helt nyt immunsystem – gøre ham rask.

Det er en kritisk periode, hvor patienten er helt isoleret for at forhindre, at han rammes af sygdomme netop nu, hvor hans immunsystem er ude af kraft.

 

Og mens han ligger der, dødssyg på rigshospitalet, kan han tænke grundigt over en ny lykke i livet. Han skal være far.

 

– Det er klart, det virkede også som en slags medicin på mig. Nu SKULLE jeg blive rask.

 

Transplantationen af rygmarv virkede. Han begyndte at blive rask. Men det gik og går mere langsomt, end han regnede med. I mellemtiden mister han sig job som automekaniker, for det er krisetider i Udkantsdanmark og han har allerede været længe væk fra arbejde på grund af sygdommen.

Tilbage på gården og i et kæresteforhold, som i realiteten er meget nyt. En dokumentarfilm på speed, har 2014 været: Flytte sammen, bygge op, blive dødssyg, helbredt – og få det første barn lige efter dette drama.

Jeg nyder skridtene – de små, der går fremad

Nu er han på vej til endnu et tjek. Men hidtil er alt gået vel og afstanden mellem de lægelige tjek er blevet mindre.

 

– Er livet ved at være det samme?

 

Selv i mørket, og uanset hans mordjyske understatement kan jeg se, at han smiler.

 

– Jeg er på vej. Men det bliver ikke det samme liv i 2015. – Eller fremover. Jeg nyder skridtene – de små, der går fremad. Og jeg har lært at slappe lidt mere af

 

Og så er der lige ham sønnike, der sandsynligvis ser dagens lys blot få dage efter efter at disse linjer læses.

 

God dag, Danmark

– lad os se mirakler i 2015