Måske er det vejret.

Efter det smukkeste forår, den varmeste og tørreste sommer, og det igen varmeste – et helt utroligt efterår. Efter dette det behageligste, danske klima i mange årtier, er det blevet ægte vådt og gråt efterår. Nu kender vi naturen igen. Denne årstid er skabt til melankoli og jeg har i ugevis tænkt på, om vi mon ville skifte nationalkarakter, hvis vejret altid var så lalle-godt.

Selv tror jeg, at jeg ville savne melankolien, selv om jeg ikke er en særlig god melankoliker. Jeg genetisk og social betinget fra en vi-er-gode-nok-og-det-skal-nok-gå-familie. Det er jeg ret taknemmelig for.

 

Måske er det vejret, der bringer men det er i hvert fald en kunde, der sætter gang i eftertanken. Først er hun helt basalt – bare irriteret.

Hun er en ældre dame, som er besværet af nogen overvægt, et givetvis ret høj alder – og store gigtsmerteroveralt i kroppen. Undervejs, da vi er blevet bedre venner, viser hun mig de gigtkrogede, lettere deforme hænder, som engang sad på en elegant kvinde. Hun drejer hænderne foran sig var det til gllæde for en læges diagnose, mens hun kigger på mig for at få den uigenkaldelige dom. Da jeg prøver med nogle slappe bemærkninger om tiden og livet, der jo kræver en luns af vores sundhed, ryster hun næsten usynligt på hovedet uden at sige en lyd. Og da jeg så selv forsøger med mine skavanker og slitager på en 60-årig gamling, mumler hun bare et “åh, Herregud”, , – sandsynligvis for nærmest med henvisning til, at jeg er en grønskolling i forhold til hende.

Jeg er 4 år yngre end hendes ældste søn.

Continue reading…

Jeg ved godt, at jeg snart vil blive betragtet som en slags tværgående ambassadesekretær for de skandinaviske folk i København.

Måske inspireret af en flok amerikanske mediefolk, som jeg mødte på en konference i New Orleans. De var vildt optaget, hvordan vi dog kunne banke det der underlige, tværnationale samarbejde op mellem de nordiske lande. Ikke bare det formelle samarbejde – og ikke mindst den kulturelle, fælles identitet, der jo OGSÅ er en del af det skandinaviske.

Jeg blev nærmest helt stolt over, at andre kunne se det. Og trods det faktum, at vi dybest set har organiseret os forskelligt på nogle vigtige, internationale områder. Finnerne med deres både frivillige og tvungne forhold til Sovjetunionen/russerne. Svenskerne og deres store behov for enegang udenrigspolitisk. Hellere et voldsomt forsvarsbudget, egen våbenindustri og salg af våben til alle mulige og umulige regimer. Men for Guds skyld ikke medlem af NATO.

Nordmændene, som er dybt integreret i Nato og i det europæiske samarbejde. Og for Guds skyld ikke medlem af EU.

Og Island må man ikke glemme. Ikke militær. Ikke EU, en total økonomisk deroute – og så rejser de sig igen med hårdt arbejde, gældssanering osv.

Continue reading…

 

Fra min klumme i Ekstrabladet, EKSTRA lørdag den 6. september 2014

 

Taxichauffører kan være smålige folk.

Taxamanden kan i hvert fald, det må jeg erkende. Selv om jeg som de fleste dødelige sjæle mener, at det har sine grunde.

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at jeg har været på denne attraktive adresse før. Ikke fordi selve boligen i denne karré er rent økonomisk overklasse. Men beliggenheden! Og så har jeg som andre taxafolk den denne rest af reptil-hjerne, hvor jeg bare mærker en indre irritation. Sådan en slags gråhaj-hukommelse, hvor jeg kan erindre, at jeg bed – jeg kan bare ikke huske hvorfor.

Da den gamle dame går forsigtigt ud til taxaen – hun har punktligt ventet i nogle minutter, selvom jeg er forudbestilt og faktisk var her nogle minutter før afgang – genkender jeg irritationens årsag. For blot et par dage side kritiserede hun prisen for en kort hjemtur fra hospitalet ved at vifte med kvitteringen for udturen. Ud havde det kostet 76 kr. Retur måtte hun betale 85 til mig.

Jeg var pissed – og kolde som en brøndgravers agterparti

Continue reading…

 

 

 

 

En smeltedigel ((Engelsk): melting pot) er oprindelig betegnelsen for en ildfast beholder, smeltning af metaller eller andre materialer ved høj temperatur. De findes i mange størrelser fra små til laboratoriebrug, til meget store i metalindustrien

Det er blevet noget af en kliché – begrebet smeltedigel

Så meget, at det engelske begreb for det samme – melting pot – også bliver brugt i den danske dagligdag.

En smeltedigel er oprindeligt en ildfast beholder til at sammensmelte forskellige metaller.

I dag er begrebet mest kendt som metafor – symbol-ord for samfund som er en sammensmeltning af forskellige religioner, kulturer og etniske grupper.

Sådan en interessant ”sammensmeltet” personlighed mødte jeg i går. Og på taxituren fra Østerbro til en af forstæderne længere nordpå for København, fik jeg en familiehistorie af de meget spændende. Historien om en mand som er en legering af alt muligt – og som nu kæmper indædt for sit livsmål:

Han vil være dansker. Han er vildt begejstret for det store danske firmas, han er ansat i. Han er en stor beundrer af vores evne til at passe på hinanden. Og så vil han gerne være borger i det her land.

Og i hans familie er den overlevelseskamp ikke noget nyt. Den er nærmest en organisk del af det stof, som familie er skabt af.

Her er den hurtige udgave:

Continue reading…

I går var det et vendepunkt i taxamandens liv.

Jeg var i retten i professionelt øjemed. Første gang jeg mødte den unge mand, der sad der og så lille ud ved siden af sin forsvarer var, for halvandet år siden i minefeltet, downtown København. Efter en episode, hvor han lavede hærværk på min vogn, røg tanken igennem mig:

– OK, vi mødes i Byretten.

Jeg sagde ikke noget. Jeg tænkte det bare.

Det skulle vise sig at være nærmest profetisk tale – og mødet fandt sted i går. For anden gang i Byretten – og det bliver ikke vores sidste møde. Indtil videre har jeg holdt sagen for mig selv, men nu skal den ud, grotesk og subtil som den er.

Det startede den 28. april 2013, da den unge mand er i byen i noget, der ligner – i bedste fald – en kodyl-brandert. Jeg har kunder i vognen og sniger mig meget forsigtigt forbi en af barerne i den indre by. Der er ikke megen plads mellem fortov og bygning på den ene side og så et rækværk, som er stillet op foran baren for at sikre rolige adgangsforhold til stedet. Det er midt om natten en lørdag aften og byen er ved at være bedøvet af druk.

Continue reading…

Vådt, gråt – efterår.

Det er nærmest som en iscenesættelse.

Det har regnet hele natten, men er netop stoppet her ved 3-tiden, hvor jeg mødte ind. Sidenhen holdt jeg i den nordlige forstad blot en snes kilometer fra Københavns bymidte. Og ca. 750 kroner fra lufthavnen. Jeg har endnu ikke fået taxiselskabets vinter-jakke på, så efter at have stampet et par gange rundt om den grå Mercer med det grønne logo, må jeg hurtigt ind i den lune kabine igen.

Som så ofte har jeg parkeret på selvbetjenings-tankstationen og her er totalt, ganske og aldeles, – fuldstændigt mennesketomt.

Underlig fornemmelse, at man lever af at servicere mennesker, men at man ville få en mindre forskrækkelse, hvis der pludselig mødte et op.

Ensomheden hører med i denne scene. Bortset fra radioen i den magre udgave her i timerne mellem nat og morgen.

Continue reading…

 

 

Fra taxamandens klumme i Ekstrabladet, EKSTRA, den 30. august.

 

Det er morgen i forstaden syd for København.

Sammen med alle andre danskere på landevejen og ved køkkenbordet tæppebombes jeg fra radioen af de sorteste udsigter for menneskeheden. I Afghanistan er Taleban ved at vinde frem i takt med at USA og allierede trækker sig ud. I Syrien flygter mennesker i hundredetusindvis. Og så er der IS – den islamiske stat, der indtager land mellem de nationer i det nordlige Afrika, som er optaget af opgør andetsteds.

Jeg har været journalist i 40 år og arbejdet i oplysningens tjeneste i de folkelige medier. Så jeg burde om nogen lytte opmærksomt til nyhedsudsendelsernes spejling af verden lige nu.

Men denne morgen er jeg mæt og jeg drejer kanalvælgeren over på en station med ”more rock and less talk”. Det er en af de morgener, hvor jeg har behov for overlevelse. – Bare en lille fornemmelse af, at der eksisterer en fremtid for mig og mine efterkommere.

Eller sagt lige ud: Til helvede med den religiøse fascisme, som breder sig som en pest over hele verden.

Continue reading…