Jeg ved godt, at jeg snart vil blive betragtet som en slags tværgående ambassadesekretær for de skandinaviske folk i København.

Måske inspireret af en flok amerikanske mediefolk, som jeg mødte på en konference i New Orleans. De var vildt optaget, hvordan vi dog kunne banke det der underlige, tværnationale samarbejde op mellem de nordiske lande. Ikke bare det formelle samarbejde – og ikke mindst den kulturelle, fælles identitet, der jo OGSÅ er en del af det skandinaviske.

Jeg blev nærmest helt stolt over, at andre kunne se det. Og trods det faktum, at vi dybest set har organiseret os forskelligt på nogle vigtige, internationale områder. Finnerne med deres både frivillige og tvungne forhold til Sovjetunionen/russerne. Svenskerne og deres store behov for enegang udenrigspolitisk. Hellere et voldsomt forsvarsbudget, egen våbenindustri og salg af våben til alle mulige og umulige regimer. Men for Guds skyld ikke medlem af NATO.

Nordmændene, som er dybt integreret i Nato og i det europæiske samarbejde. Og for Guds skyld ikke medlem af EU.

Og Island må man ikke glemme. Ikke militær. Ikke EU, en total økonomisk deroute – og så rejser de sig igen med hårdt arbejde, gældssanering osv.

Og vi er ved at rejse os igen. Vi ligger jo også for os selv derude i Atlanten

– Det er nok grundlæggende sådan vi er i island, siger min nordatlantiske kunde på en tur fra lufthavnen. Vi er udsprunget af det nordiske, men vi er først og fremmest totalt os selv. Det kommer der forhåbentlig noget godt ud af, ikke mindst, når vi er helt nede. Sådan var det med fiskeriet – men så rejser vi os igen. Vi er os selv. Så kom det økonomiske sammenbrud. Og vi er ved at rejse os igen. Vi ligger jo også for os selv derude i Atlanten. – Og selvfølgelig kan der også være noget negativt i det. At vi bliver overmodige og tror vi kan klare alt selv. Og det kan vi jo lige så lidt som resten af verden.

 

Jeg havde gættet på, at hans svage dialekt i det flotte danske kom fra Nordatlanten. Jeg troede det var Færøerne – og gættede forkert. Han talt overmåde godt dansk sammenlignet med de yngre Islændinge. Han har sådan nogenlunde samme alder som den anden gråhårede i Merceren – taxamanden. Om det sproglige siger han:

 

– Da jeg var barn og ung var dansk ubetinget andet sprog – første fremmedsprog, vi lærte i skolen. Sådan er det ikke mere. Nu er det engelsk.

 

Vi er enige om, at det dybest set er det klogeste i en global verden, hvor de unge i høj grad tager deres uddannelser på tværs af landegrænser.

 

Det dansk-svenske forhold går vi lidt stille med for tiden. Hvis vi ikke ligefrem spøger med det – kunderne og jeg. Jeg har f.eks. tilbudt at mægle mellem det kontrollerede Sverige og det frihedselskende Danmark. Eller skulle man sige: Det ansvarlige Sverige og det dum-smarte Danmark, for nu med det sidste adjektiv at citere vores regent fra en af hende berømte nytårstaler. Politisk forsnævnet i korrekthed – eller ansvarligt? Frit eller dum-smart? Svensk eller dansk? – du vælger selv

Lidt stille er vi i taxien – også fordi vi reelt er i tvivl, tror jeg. Svenskerne elsker dybest set den danske evne til at være frigjort og lidt upassende – men samtidigt synes de, at anledningen er lidt tvivlsomt. Jeg er enig et langt stykke af vejen. Jeg elsker den danske frihedstrang, snapsen i butikkerne og jointrygerne i Christiania. Men anledningen. At kæmpe for en talentløs, halv og helracistisk kunstner? – Jamen jeg ville jo heller ikke bryde mig om, hvis nazi-Jonni fra Greve fik lov til at udstille anti-jødisk propaganda på det lokale bibliotek.

 

Og så Nordmændene og danskerne.

Det går jo så fantastisk godt.

Normændene elsker deres kultur- og drukture til Danmark. Mange familier elsker skirejserne til broderlandet.

Og der er alene på CBS (Copenhagen Business School) omkring 1600 norske studerende. Og de elsker København, kan taxamanden ellers hilse at sige. Og taxipriserne. De synhes, at det er uhyggeligt billigt at køre taxi i Danmark.

Hørt!

 

Men så er der det med sproget. De er forskellige – dog ligger de også så tæt på hinanden, at man let kan gøre sig forståelig. Der er ikke grund til at lære nabosproget!

 

De var der heller ikke, da en af dagens kunder flyttede hertil med sin kone for en halv snes år siden. Direkte ind i en af byens bedste forstadskvarterer. De fik to af deres tre børn hernede – og børnene lærte naturligvis fuldt dansk – og så norsk på hjemmefronten for at kunne udtrykke sig på forældrenes tungemål.

Men der var et eller andet galt i det sociale liv, kunne manden mærke.

 

– Det lyder måske lidt latterligt, men det virkede som om vi ikke blev helt accepterede og integrerede i børnenes skole og i kvarteret, hvor vi bor – alene fordi vi talte norsk. Først undrede jeg mig. Så blev jeg lidt stædig og irriteret. Men så lod jeg mildheden indtage mig. Jeg tror deres refleksion var – bevidst eller ubevidst – at så længe vi vedblev med at tale norsk var vi i realiteten ikke fast-boende. Vi blev også ofte spurgt, hvornår vi skulle rejse tilobage eller hjem igen. Men vi ville ikke rejse, Vi havde gode job og vi var glade for at være her og med tiden ville vi blive en slags danskere.

 

Men sproget var barrieren. Ikke en forståelsesmæssig barriere. Mern en sproglig eller kulturel.

 

Og med et fingerknips var vi faktisk en ganske almindelig familie, i en dansk forstad med børn på en ganske al mindelig dansk skole

-En dag besluttede jeg mig for, at nu skulle det være slut. Turen var kommet til at fælles møde for forældre og børn hjemme hos os og jeg skulle holde en tale til alle som dagens vært. Det gjorde jeg så – på det allerbedste danske jeg kunne. Og jeg besluttede herefter, at nu ville jeg lære dansk og tale det til dagligt, uanset om nogle hele tiden spurgte ”og hvor er du så fra”.

– Da jeg havde holdt den korte og ubetydelige tale var alle vildt begejstrede. – Nej, hvor er du dygtig. Nej. Hvor er det flot. Jeg blev helt overrasket.

Og med et fingerknips var vi faktisk en ganske almindelig familie, i en dansk forstad med børn på en ganske al mindelig dansk skole. Siden er er vi ikke blevet spurgt, hvornår vi skal rejse hjem igen – selv om alle kan høre, at vi er vokset op i et andet land.

 

Underligt – eller måske: Helt naturligt.

I hvert fald typisk dansk.

 

God Morgen, Danmark

– også til resten af perkerne i den nordisk union.