Patientens varme bamsekram

 

 

 

Jeg har flere gange skrevet, at vi – taxichaufførerne – også er en slags SOSU-assistenter. Og den status er jeg stolt af, når jeg betænker de mange gange, jeg har mødt den erhvervsgruppe og deres indsats. Sidst ved min mors sygdom og død. Men også på formiddagsdelen af min arbejdsdag, hvor jeg kører en del kørsel for ældre i flere af de københavnske forstadskommuner.

I mit taxi-selskab er vi backup for Falck i hele hovedstadsregionen. Så vi kører dialysepatienter, kræftpatienter, akut syge som er friske nok til ikke at skulle køre ambulance. Jeg er glad, når kunderne/ patienterne er glade, men jeg vil egentlig gerne fjerne godhedsstemplet.

Det her er et job, and that’s it!

Jeg så det smukkeste billede af omsorg i dag, da en høj og flot taximand med baggrund i et af de nordafrikanske lande, tror jeg, krydsede den befærdede vej med en meget gammel, lille, krumbøjet og helt hvidhåret kvinde.

Dette idylliske hverdagsbillede af indvandreren med den gamle dame nærmest lykkeligt hængende i hans arm tværs over den trafikerede vej – var smukt.

Ligesom min oplevelse med den gamle, stærkt bevægelseshæmmede, gamle mand en dag, der ellers så ud til at blive kold og klam.

 

Han skulle tage turen med en ergoterapeut fra genoptræningscenteret til sin bopæl for at få kigget på evnen til at kunne klare sig selv – f.eks. tage en taxi. Eller rulle med den nye rollator.

Jeg holder mig i baggrunden, for det er terapeuten, der er på arbejde og skal tjekke og rådgive.

Med stort besvær får hun ham ind på forsædet, som jeg har sænket og trukket helt tilbage. For han er han er høj men også stiv og med rystende bentøj

 

– Det er vist meget fint med din Mercedes, men det er sandelig svær at få på for en olding som mig

Det er en meget dannet mand, jeg kører med. Belæst, berejst – med på grænsen af ikke at kunne tage fysisk vare på sig selv efter en alvorlig sygdomsperiode. Her sidder vi så, side om side. De to ”sølvræve” glemmer alt om den helt unge dame på bagsædet, – ergoterapeuten. Hun tænker sikkert sit – lidt overbærende – under de to gamlinges konversation først om biler – sidenhen om London. Dens bydele, dens kultur, dens gode restauranter.

 – Det er vist meget fint med din Mercedes, men det er sandelig svær at få på for en olding som mig, siger han ironisk

 Så griner vi begge, mens han beskriver sin drømmetaxi.

 – En London-taxi, sådan en fabriksbygget en. En af de sorte, hvor man sidder overfor hinanden. Sådan en, hvor passageren ikke skal enten klatre op eller falde ned. Man stiger ind.

Engang blev de bygget af British Leyland. Nu bygges tidstypisk nok af et kinesisk ejet firma. Vi er enige og vi nikker til hinanden. Vi taler detaljer og udveksler viden. Hvor mænd mødes er der altid en konkurrence på, hvem der er klogest siger min kone.

Hun har nok ret. Men lige nu er vi legekammerater

 Vi har det hyggeligt på den korte tur. To modne herrer, der ikke tidligere har mødt hinanden men som kender noget til verden.

Nu kigger den unge dame på bagsædet ud af vinduet.

Hun keder sig vist lidt.

Vi er hurtigt fremme – og her begynder problemerne. Den gamle mand, som formentlig er langt oppe i halvfjerdserne er nydelig – og tung. Over hundrede kilo, indrømmer han. Vi er i samme vægtklasse.

Terapeuten bikser og bakser med mand og rollator. Og lige lidt hjælper det. Hun anbefaler, at vi kører tilbage og at de prøver en anden dag – formentlig med en højere bil. Han stønner og forbander Mercedes, men han vil fandeme ikke give op.

Jeg holder mig i baggrunden. Jeg er er ikke uddannet i løft og behandling af gangbesværede og frygter, at jeg kan gøre noget forkert, der skader patienten.

På den anden side kan jeg ikke bære tanken om, at han og jeg skal lede et kollektivt nederlag. Så det næøste der sker, skyldes ikke, at jeg er et særligt godt menneske. Det er situationens beredskab! Pludselig kan jeg ikke styre min tavshed og jeg ser en løsning, som sikkert er helt udenfor paragraffer og løftetekniker.

– Måske er det for meget for dig at jeg kommer fysisk helt tæt på dig. Men hvis vi nu sætter rollatoren til side, så kan jeg løfte dig ud af forsædet. Jeg kommer tæt på dig, hvis det er ok.

 Nederlag eller Taxamanden som redningsmand. I få sekunder tænker manden sig om, mens kan kigger på mig.

Han vælger redningskransen.

Hans ben vakler, så han holder mig tættere og jeg venter med at slippe, mens han finder balancen

Så går jeg ned i knæ ud for forsædet, stikker mine arme ind mellem hans og lægger dem med spredte fingre på hans ryg. Han lægger sine arme om mine. – Så løfter og trækker jeg forsigtig op, mens jeg strækker knæene

Hans ben vakler, så han holder mig tættere og jeg venter med at slippe, mens han finder balancen.

 Det er et yndigt syn.

Ergoterapeuten kigger lidt betuttet.

Fodgængerne og naboerne tænker sikkert deres.

De to gamle mænd med hvid-gråt hår står tæt omslynget som et dansepar i en intim og sen nattetime. Kind mod kind for ikke at vælte Jeg ved ikke hvorfor, men det er sådan en fed fornemmelse. Ligesom ham, der arrangerer latter-arrangementer står jeg midt i en både kejtet nærheds- session for mænd, der normalt ikke går rundt og krammer fremmede mænd. Slet ikke min kunde, som, helt sikkert har en erhvervskarriere eller en eller anden højere stilling bag sig.

 Han hænger stadig på mig som et redningsoffer ved en ildebrand. Så træder han over en af sine grænser. Glad for at han ikke behøvede give op. Han trykker sig en anelse tættere på mig, klapper mig på ryggen, mens han taler privat og lavt tæt på mit øre.

 – Tak, tak, tak, skal du ha’!

 – Selv tak, siger jeg, mens jeg klapper ham på ryggen.

 En ordentlig bamsekrammer

 

Jeg er bare Taxamand.

Men lige nu har jeg verdens bedste job.

 

God morgen Danmark.

– Vi deler biler, vi deler alt på Facebook.

Tag lige en kramme-deler i dag.

 

Next ArticleMANDE-INFLUENZA: Tak for medfølelsen