Hun nikker til mig med en venligt, professionelt smil, da jeg åbner bagklappen og tager deres bagage.

Han sætter sig ind i den nye gråsorte Mercedes, – uden øjenkontakt. De har profilerede jobs i en stor, international koncern, og nu skal de ind til hotellet i det indre København efter en lang og møde-træt arbejdsdag. Nydelige, dannede mennesker et sted i den højproduktive 40-år alder. Hun er engelsk-britisk, og han er britisk med rødder i en af de store, gamle kolonier. Indien eller Pakistan. De taler begge det flotte engelske, det sprog, som har et anstrøg af aristokrati i TAXAMANDENS og journalistens ører. Men deres attitude er meget forskellig.

Hun er lyttende og vil muligvis gerne have en eller anden dialog med mig.

Han er koldblodet – formentlig med udgangspunkt i en kultur, hvor taxichauffører kører til i de laveste kaster.

Jeg ved, det både er barnligt og forfængeligt, – og at det i en vis forstand uprofessionelt. Jeg bør principielt være ligeglad med kundernes syn på deres service-leverandør, – herunder en evt. social nedladenhed. Men jeg må indrømme, at i nogle situationer KÆMPER jeg for accept af mit arbejde og fag. Former mit sprog. Dokumenterer mine evner i Engelsk, tysk og fransk.

Gennem hele min omvendte dannelsesrejse fra de højere luftlag til arbejdsmarkedets gulv af beton og asfalt har mine sprogkundskaber aldrig været bedre end i mit 66. leveår.

Jeg lovede faktisk mig selv, da jeg startede mine skriverier fra den virkelige virkelighed, at jeg IKKE ville være frontkæmper for taxibranchen, hvor de ansatte og mange af vognmændene reelt er det moderne samfunds proletariat i indkomst og arbejdstid. Også selvom jeg kan konstatere, at min bruttoindkomst i dag er ca. 20 pct. lavere end for bare et år siden. Ikke blot reallønsfald, som det udtrykkes i samfundsvidenskaben. Vi taler om et drop i kroner og ører i denne branche, hvor vi almindeligvis er 100 pct. provisionslønnede. Så når omsætningen falder, er det direkte for nedadgående med månedslønnen.

Men jeg er tøvende overfor den artikulerede social-kamp.

Med min baggrund i mediernes højere middelklasse og en pæn slat af private pensionsmidler, – med det scenelys i lyd og på billeder, som jeg har badet mig i, vil jeg simpelthen ikke fremstå som en skuffet burgøjser på charterrejse i arbejderklassen. Det kan skabe kvalme hos mine læsere og samvittighedskvaler hos mig selv at klæde mig i arbejder-gevandter, når jeg har middelklasse-habitter hængende i klædeskabet.

Men friheden!

Jeg elsker friheden og den forbudne frugt af indignation og ord. Så nu bryder jeg reglen om min sociale tavshed – bare denne ene gang, så sker det aldrig, aldrig mer´.

Den er hård, den sociale nedladenhed og den ustraffede bashing af taxichauffører som én ”race” på arbejdsmarkedet. Ja, netop race. De hygge-racistiske replikker om, at ”…det er fedt endelig at køre med en hvid … ”. Sandheden er, at mennesker med anden etniske baggrund udgør vores samfunds laveste klasse og at netop de er villige til at tage det dårligst betalt arbejde.

Eller teenagerne på vej hjem fra weekend-druk for hundredvis af kroner .– Og så synes de, at det er over stregen at skulle betale 70 kr. pr. hoved for at blive kørt hjem til forstaden.

Men også ” … Journalist – hvad fanden laver du så i en taxi?” … siger deres mund, mens øjne spørger: Har du taget af kassen – eller fik du et sammenbrud? Eller var du bare for dårlig?

Men de generelle angreb er de mest ubehagelige. Fra den indfødte middelklasse, der aldrig har haft arbejderens smuds på deres fingre og derfor kan gør sig morsomme på sociale medier over etniske chaufførers dårlige dansk-kundskaber. Til erhvervskvinden fra Fyn, der i lokal-pressen hulker over, at den elendige taxibranche ikke bare kan erstattes af UBER. Den amerikanske storkapital, der åbenbart er redningen for taxibetjeningen i provinsen. Det er nedladende, det er kynisk, det er noget erhvervsmæssigt vrøvl – ”men det’ da lig’ majet”.. For lige om lidt kører bilerne selv, dronerne flyver. Deleøkonomi og digitalisering redder os fra de sidste rester af industrisamfundet og dets forældede klassedeling.

Det er mit virkelige liv herude i aftenen og natten, der redder mig fra arbejdslede og social depression.

Min ven og tidligere wing man, Morten, der er politisk blå, men kæmper en utrættelig kamp mod uretfærdigheder og uprofessionalisme i branchen. De latterlige, politiske rollespil og medie-iscenesatte, politiske modsætninger er ubrugelige mellem os.

Eller min driftsleder Casper, som jeg vandrer med, armene over begge drenges skuldre på en sløv nattevagt langs taxi-køerne i lufthavnen, mens han fortæller mig, at jeg sgu gør det godt – som taxichauffør!

Eller Peter, min regnbuefarvede dagmand, som kender vores liv, fordi vi er født i den samme år i 50’erne: ”Hvordan gik det i dag? hvad gør vi i morgen, gamle dreng?”

Og den unge kurder, der henvender sig til mig på taxi-radio-kurset og tiltaler mig med en høflighed og respekt, som forsvandt med generations-oprøret i 68. ” … om jeg allervenligst kunne hjælpe ham med at finde en vognmand og noget arbejde … ”.

Eller ”J”, min unge diagnoseramte kunde med Tourette, ADHD og hele spekteret. Når vi giver hinanden en krammer foran specialskolen, fordi vi bare har savnet hinanden i sommerferien.

Og en anden kunde, der lemmer mig en 50’er for en klog snak om livet og døden.

Eller en tilfældig én fra gaden – som i weekenden sendte mig en besked via Messenger for at takke for min professionelle behandling af et familiemedlem.

Så breder arbejdsglæden sig.

Og kærligheden til folket af alle racer.

En sentimental lykke, som også digteren Kaalund mærkede for 150 år siden, da kampen sidst stod for i de lave klasser:

”Jeg elsker den brogede verden”

” … Var livet en dans på roser,

mon alt da var bedre end nu?

Hvis ej der var noget at kæmpe for,

hvad var da vel jeg og du ? … ”