Hans karriere er trukket direkte ud af et eventyr. I hvert fald indtil for en uge siden.
Han blev kong Radio indenfor Statsradiofoniens mure, mens jeg – hans tidligere kollega – i dag dyrker min radiomani ved at lytte! P1, Radio 24syv, Regionalradio. Ord og lydbilleder mellem kunderne på mine 12-timers-vagter.
Leif Lønsmann med det for længst sløjfede Larsen var DR’s sidste radiodirektør og indtil for få dage siden direktør for DR’s koncerthus. Han fik sparket i jagten på de hundrede af millioner, som DR nu skal spare.
Min historie om ”Løns” er ikke historien om DR’s grusomme fremtid. Den er dels kørt så melodramatisk især blandt journalister (og den branche er lille her i landet og så mange har været DR-tilknyttede), at proportionerne i fyrings-omtalerne er skøve. Og dels vil det ikke bekomme Løns (hans kælenavn) vel, at blive set som et offer. Det sidste har han kæmpet imod, siden han voksede op i små og vanskelige kår i Odsherred. Han har aldrig skjult det. Men han bærer de uprivilegerede blufærdighed i sin personlighed. Han er virkeligt den levendegjorte historie om kioskejerens søn, der nærmest vred sig ud af fattigdommen ved egen hjælp og tog hele turen på kostskole og til København. Han var den mindste mand i DR, der voksede til at blive en af de helt store. Formentlig, én af Europas største kendere af radio og public service-kulturen.
Jeg mødte Løns, da han lige var stoppet som militærnægter i DR og havde fået en stilling som ufaglært i Radioens Båndværksted, der hjalp almindelige mennesker med at lave radio. Egentlig læste han matematik og der er ingen tvivl om, at Lønsmann er et endog særdeles begavet menneske, der indimellem har en grænse-autistisk hukommelse. Han er ikke god at quizze med – med ham på modstanderholdet.
Han og jeg fulgtes ad op ad DR’s rullende karriere-trappe, indtil han slog mig på stregen. Det var Løns, der fik stillingen som radiodirektør, uanset min støtte fra DR’s generaldirektør.
I dag ved jeg, at bestyrelsen valgte rigtigt. Løns udviklede perspektivet for den moderne radio i DR – jeg var entreprenøren. Og så var han modig nok til at ansætte mig, konkurrenten, som sin ”chefredaktør” – programchef for radioens chefredaktion. Radioen bestod af 3 kanaler – men hurtigt blev vi fire og begyndte den digitale knopskydning. Dengang, i begyndelsen af 00’erne var opgaven, at vi ikke skulle smadres af de nye, kommercielle radioer.
Det gik ikke så skidt endda.
Jeg var sur – og jeg tabte i længden og måtte gå
Leif Lønsmann udviklede sig til at blive en af de mest professionelle radiodirektører og -kendere – i hvert fald i Europa. Men da DR’s tre chefredaktioner – radio, tv og nye medier – blev slået sammen til én, måtte Løns og DR-huset finde ud af, hvad pokker man skulle stille op med den nørdede radiotænker i den nye verden, der blev mere og mere domineret af billeder og nye medier.
Jeg var sur – og jeg tabte i længden og måtte gå.
Løns har alle tider været CORPORATE, som management-drengene siger. Han er firmaets mand! Og der stod jeg og andre så lidt undrende og kiggede på, at ham, der nærmest er sværmerisk besat af Dansktoppen og den jævne mands smag, pludselig skulle være frontkæmper for den klassiske musik og elite-kulturen
Typisk Løns. Han lavede succes – båret af drømmen om musikoplevelser til folket – sine enorme ambitioner – og givetvis også den taktiske hjernehalvdel.
Mere spydspids i det moderne medieunivers, hvor brugerne går mere efter egen smag end efter brede masseprodukter
Men radiomediet kom til at savne Lønsmann, tænkeren og krigeren. Siden jeg selv forlod DR for 7-8 år siden, har jeg ikke forstået, hvorfor i al verden, DR-ledelsen ikke trak Leif Lønsmann ind i kampen for at dreje skuden derhen, hvor succesen ikke er en belastning. Mere spydspids i det moderne medieunivers, hvor brugerne går mere efter egen smag end efter brede masseprodukter. Mere plads til kommerciel tænkning – udenfor DR.
Jeg kan jo ikke vide, om medieforligets radiodel var blevet bedre under kong Løns’ regime. Men mon han ville skrive under på en public service-kontrakt, hvor DR og kulturministeren tilsyneladende har blokeret forbindelsen mellem det, de siger og det, de gør. De fejrer den nye, digitale virkelighed og løftet om smallere fyrtårne – ved at slukke lyset i tre af de slanke tårne.
Og ja, – hvor tilfældigt det end måtte være: De gav sparket til kong Radio, der i sin tid var bagmanden til den nye radio.
Du må gerne dele mine ugentlige opslag, hvis emnet interesserer dig. Taxamanden elsker trafik
SÅ FIK RADIOKONGEN SPARKET
Hans karriere er trukket direkte ud af et eventyr. I hvert fald indtil for en uge siden.
Han blev kong Radio indenfor Statsradiofoniens mure, mens jeg – hans tidligere kollega – i dag dyrker min radiomani ved at lytte! P1, Radio 24syv, Regionalradio. Ord og lydbilleder mellem kunderne på mine 12-timers-vagter.
Leif Lønsmann med det for længst sløjfede Larsen var DR’s sidste radiodirektør og indtil for få dage siden direktør for DR’s koncerthus. Han fik sparket i jagten på de hundrede af millioner, som DR nu skal spare.
Min historie om ”Løns” er ikke historien om DR’s grusomme fremtid. Den er dels kørt så melodramatisk især blandt journalister (og den branche er lille her i landet og så mange har været DR-tilknyttede), at proportionerne i fyrings-omtalerne er skøve. Og dels vil det ikke bekomme Løns (hans kælenavn) vel, at blive set som et offer. Det sidste har han kæmpet imod, siden han voksede op i små og vanskelige kår i Odsherred. Han har aldrig skjult det. Men han bærer de uprivilegerede blufærdighed i sin personlighed. Han er virkeligt den levendegjorte historie om kioskejerens søn, der nærmest vred sig ud af fattigdommen ved egen hjælp og tog hele turen på kostskole og til København. Han var den mindste mand i DR, der voksede til at blive en af de helt store. Formentlig, én af Europas største kendere af radio og public service-kulturen.
Jeg mødte Løns, da han lige var stoppet som militærnægter i DR og havde fået en stilling som ufaglært i Radioens Båndværksted, der hjalp almindelige mennesker med at lave radio. Egentlig læste han matematik og der er ingen tvivl om, at Lønsmann er et endog særdeles begavet menneske, der indimellem har en grænse-autistisk hukommelse. Han er ikke god at quizze med – med ham på modstanderholdet.
Han og jeg fulgtes ad op ad DR’s rullende karriere-trappe, indtil han slog mig på stregen. Det var Løns, der fik stillingen som radiodirektør, uanset min støtte fra DR’s generaldirektør.
I dag ved jeg, at bestyrelsen valgte rigtigt. Løns udviklede perspektivet for den moderne radio i DR – jeg var entreprenøren. Og så var han modig nok til at ansætte mig, konkurrenten, som sin ”chefredaktør” – programchef for radioens chefredaktion. Radioen bestod af 3 kanaler – men hurtigt blev vi fire og begyndte den digitale knopskydning. Dengang, i begyndelsen af 00’erne var opgaven, at vi ikke skulle smadres af de nye, kommercielle radioer.
Det gik ikke så skidt endda.
Leif Lønsmann udviklede sig til at blive en af de mest professionelle radiodirektører og -kendere – i hvert fald i Europa. Men da DR’s tre chefredaktioner – radio, tv og nye medier – blev slået sammen til én, måtte Løns og DR-huset finde ud af, hvad pokker man skulle stille op med den nørdede radiotænker i den nye verden, der blev mere og mere domineret af billeder og nye medier.Jeg var sur – og jeg tabte i længden og måtte gå.
Løns har alle tider været CORPORATE, som management-drengene siger. Han er firmaets mand! Og der stod jeg og andre så lidt undrende og kiggede på, at ham, der nærmest er sværmerisk besat af Dansktoppen og den jævne mands smag, pludselig skulle være frontkæmper for den klassiske musik og elite-kulturen
Typisk Løns. Han lavede succes – båret af drømmen om musikoplevelser til folket – sine enorme ambitioner – og givetvis også den taktiske hjernehalvdel.
Men radiomediet kom til at savne Lønsmann, tænkeren og krigeren. Siden jeg selv forlod DR for 7-8 år siden, har jeg ikke forstået, hvorfor i al verden, DR-ledelsen ikke trak Leif Lønsmann ind i kampen for at dreje skuden derhen, hvor succesen ikke er en belastning. Mere spydspids i det moderne medieunivers, hvor brugerne går mere efter egen smag end efter brede masseprodukter. Mere plads til kommerciel tænkning – udenfor DR.Jeg kan jo ikke vide, om medieforligets radiodel var blevet bedre under kong Løns’ regime. Men mon han ville skrive under på en public service-kontrakt, hvor DR og kulturministeren tilsyneladende har blokeret forbindelsen mellem det, de siger og det, de gør. De fejrer den nye, digitale virkelighed og løftet om smallere fyrtårne – ved at slukke lyset i tre af de slanke tårne.
Og ja, – hvor tilfældigt det end måtte være: De gav sparket til kong Radio, der i sin tid var bagmanden til den nye radio.
Du må gerne dele mine ugentlige opslag, hvis emnet interesserer dig. Taxamanden elsker trafik
Taxamand
Next ArticleMINISTERIET FOR GAKKEDE TAXITURE