Dagens blogindlæg bringes også i Avisen.dk – en af Danmarks større nyhedessites

 

I politik skifter det hele tiden rolle, hvem det er synd for.

Indtil vedtagelsen af de nye regler om udledning af kvældstof fra landbruget, var det ifølge det borgerlige Danmark, – helt utroligt synd for bønderne, at de var svinebundet af miljøregler, som begrænser udledningen af gødningsstoffer. De kan nærmest hverken dyrke ordentligt foderkorn, brødkorn – ja, endnu værre – korn til øl-fremstilling – hvis de skulle overholde Danmarks stalinistiske miljølovgivning.

Da Eva Kjer Hansen dumpede var det synd, at hun ikke kunne beholde sin post som minister.

Og nu gør vi klar til at diskutere indslusningsløn for flygtninge, for det er synd, at de ikke kan komme i arbejde og tjene deres egne penge.

Og i Liberal Alliance er går man forud med den mest fortvivlede synd-for-omsorg, når det gælder alle i kongeriget: Hvor er det dog synd for os danskere, at vi skal betale den høje skat. Ikke mindst de stakler, der pines af topskatten. For når vi beskattes går det ud over væksten, og så bliver det for alvor synd for os alle.

Men i denne logik, er der følgelig også nogle, som det ikke er så synd for.

Det er tilsyneladende ikke så synd for vore efterkommere. Selv om det kan tage årtier, før det viser sig om den friere udledning af gødningsstoffer i virkeligheden skader naturen, har det ikke bekymret så mange i det politiske flertal, hvilken natur vi efterlader til vore børnebørn. Og det bekymrer ikke de koboltblå liberalister, hvad der sker med de grupper, der rammes af de nedskæringer, der skal til for at holde skatten mede. Meget kan man sige om ikke mindst Liberal Alliance – men de siger tingene lige ud. Joachim B. Olsen får kvalme af at kalde fattigdommen i Danmark for fattigdom. Og i nogle tv-udsendelser for et par år siden, hvor den mediebevidste og sympatiske Simon Emil Ammitzbøll rykkede ind i tre dage hos en enlig mor og ægte arbejdsløs og kontanthjælpsmodtager, var hovedindtrykket da heller ikke til at tage fejl af: Synd for – nej! Hun burde måske i virkeligheden tage sig lidt sammen.

 

Og så en verden jeg selv kender noget til: Det er i hvert fald ikke synd for taxi-folket – hverken vognmænd eller chauffører, når den moderne New Biz-kapitalisme rammer det gammeldags, individuelle transporterhverv. Det hedder bare UDVIKLINGEN – og den kan man som, bekendt ikke stoppe.

 

Den politiske verden og vælgernes virkelighed er i konflikt i disse år.

 

På den ene side er åbenheden nærmest grænseløs. Vi er alle sammen velkomne i politikernes liv i tv, i tekst og billeder – langt ind i deres privatliv. I sidste ende er denne indsigt en slags markedsføring af politikernes personligheder. Hvis det er afgørende at danse i tv’s primetime for at nå folket – så danser både den knoklede venstremand sig til fiasko og den muskuløse kuglestøder sig til succes. Hva’ fa’en? Politikere er jo bare politikere som dig og mig. Tynde og stærke og fede og smukke og misserable fodboldspillere og højrøvede bøsser.

Vi er alle i samme båd!

På den anden side er ligheden og åbenheden i realiteten syntetisk. Politik er i højere og højere grad en egentlig karriere fra vugge til grav. Og går det galt for nogle, er det ikke opsigtsvækkende at skifte parti eller simpelthen lave et nyt. For når ideologierne forvitrer, er det personvinklen, det handler om. Hvorfor skulle det dog være et problem at fjerne det sociale i social-liberal og sætte fuld selvfedme på liberal, når det nu først og fremmest er Simon, det kloge og dygtige menneske, der tæller?

Og sådan bliver de nye spilleregler: Åbenheden er et fokus på parlamentarikerne og deres univers og folket køber ind i den politiske butik.

Jeg er ikke rød nok til at kunne stemme på Enhedslisten. Men jeg er begejstret for deres princip om, at slippe folketingsmedlemmerne ud i virkeligheden, når de har ”siddet inde” i to valgperioder. Jeg ville dybest set ønske, at EL-princippet var gældende for alle partier.

Indtil det gennemføres, vil jeg tilbyde at bytte rolle med Ammitzbøll. Ikke i den der forlorne tv-udgave over 3 dage, hvor han rykker ind hos den arbejdsløse og det hele dybest set ender som et underholdningsprogram fyldt med klicheer. Folketingsmedlemmet der kører op foran taberens hus i sin store fede, sorte ”Bimmer”. Et ”virkelighedsbesøg” så iscenesat og banalt, at man skal være evnesvag for ikke at forstå symbolikken.

Nej, lad os tage et halvt år, hvor vi bytter roller, løn og levevilkår.

 

Jeg har selv prøvet at tjene virkeligt gode penge, og det ville være fedt at prøve det igen. Og måske kunne jeg nå at blive småsur over topskatten og finde ud af, at så sjovt er det ikke i længden. Den ene dag en aktør i et mediecirkus og Guds gave til menneskeheden og gæst i alt fra talkshows til underholdningsprogrammer om kluntede drenge på et fodboldhold, hvor ingen kan spille fodbold. Den næste bare en lallende idiot. Jeg ka’ det lort!. Jeg har været chef i DR. LA er jo et parti for det frisatte menneske, så mine holdninger ville ikke være så farlige – og selvfølgelig ville jeg stemme med partiet, når kom til stykket.

Og Simon Emil kunne skrabe penge sammen til erhvervskørekortet og chauffør-kurset i Amu-uddannelsen. Arbejde de 60 timer ugentligt – undertiden til en timeløn, som svarer til en indslusningsløn. Tilhøre et etnisk mindretal på arbejdspladsen og være dagligt tæt på både den kristne, den jødiske og den muslimske verdensopfattelse. Slide i det lørdag nat, mens pirat-knægtene fra Vestegnen kører rundt og samler kunder under styring af UBER’s verdensomspændende app, mens du kan høre, at den konkurrence er din egen skyld. Du havde det for fedt, indtil konkurrencen kom. Men også grine af dårlige, sjofle vittigheder og få panderynker af livets besvær over chokoladekringlen og fredagsbajeren eller en Cola Zero i mandskabsstuen.

 

Skal vi bytte virkelighed, Simon?