– Peter siger ikke så meget, siger SOSU-assistenten og smiler lidt vemodigt.

Hun har fulgt sin patient ind til ortopædskomageriet, og nu går turen tilbage til plejehjemmet.

Det er mig, der har fået opgaven af være chauffør i vogn 2282 fra København til en by i Nordsjælland. Jeg forstår hendes besked. Ikke sådan, at jeg på nogen måde har kompetence til at diagnosticere. Men efter fire år i taxibranchen genkender jeg den hårde konsekvens af en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Den ene arm trykker han ind til kroppen med den, slappe halvt knyttede hånd. Og så trækker han på benet i samme side. Når ”Peter ikke siger så meget”, skyldes det, at han er ramt af afasi – han magter kun i meget ringe forstand talens brug. Enkelte ord som et ”ja” eller et ”nej”. Og så en høj brumme-lyd, som ligner en blanding af kluklatter og et lille brøl.

Han er en herre – først eller midt i 60’erne.

En nydelig mand. Slank men ikke mager. Pæn med ikke smuk. Lyst hår og så de der øjne, der kigger meget dybt – næsten lidt intimt på mig. Det er som om han taler til mig med dem.

Turen til Nordsjælland bliver en lidt speciel rejse med to forskellige udgangspunkter. SOSU-assistenten er meget hjertelig – og på arbejde. Der er ikke brug for så megen akademisk eftertænksomhed her. Hun taler højt og tydeligt – og er meget kærlig overfor patienten Peter. Men jeg skal lige vende mig til at hun taler om ham og hans situation i ”tredje person”, når han nu engang sidder på forsædet – i den lettere, intime nærhed. Han ryger ikke. Han er ren og soigneret og bruger ikke noget ”duftevand”.

Jeg kan lugte mine kunder.

Sådan er det bare.

Selv reagerer jeg lidt akavet og fjollet på den stumme mand ved min side. Jeg har fortrængt, hvad jeg sagde, men det var noget med en håndfuld banaliteter ”om det skønne vejr i denne helt usædvanlige sensommer”. Og så et forsøg på en vittighed, hvor Peter høfligt kvitterer. For første gang hører jeg den specielle brummelyd, som egentlig ville være lidt uhyggelig, hvis ikke solen skinnede og det her jo bare er en transportopgave. Et arbejde.

Jeg føler mig egentlig lidt flov. En syg mand, som ikke mestrer talens brug, og så forsøger jeg mig med vittigheder for at fremtvinge en utvungen, munter stemning. Min elskede faster opdragede mine fætre på den måde, når de som børn en meget sjælden gang røg i totterne på hinanden på en af bilturene til Sverige.

Når de begyndte at råbe og slås fra bagsædet, artikulerede hun et nødskrig ud i bilen så højt, at vi alle var ved at blive blæst ud på asfalten:

– SE SOLEN!

Om det nu var de varmende stråler eller det fysiske lydtryk fra faster Kirsten – det virkede. Hun distraherede de kæmpende sønner på bagsædet og alt åndede atter fred på familiens skovtur.

…som havde han mistet forstanden eller var gået i barndom.

Her forsøgte jeg at distrahere fra en lidt pinlig situation. Jeg havde behandlet min kunde som et barn, – det var det, jeg havde det dårlig med. Manden har formentlig haft en hjerneblødning og kan ikke tale. Men det er jo ikke det samme som, at jeg skal behandle ham, som havde han mistet forstanden eller var gået i barndom.

Jeg blev pludselig ret stille.

Jeg kunne mærke, han kiggede på mig og rent intuitivt vendte jeg kort ansigtet mod ham og kiggede ind i de talende blå og intense øjne.

Kør nu Taxamand. Det er det, du får dine penge for

– Det er OK, Taxamand. Det sværeste ved at have en hjerneskade som min er, når mine omgivelser ikke ved, hvad de skal sige eller gøre. Stop nu den der dårlige samvittighed. Jeg kan godt nyde turen, selv om jeg ikke kan tale. Og jeg har efterhånden lært at tilgive, når mine omgivelser er åndssvage. Når de taler til mig, som om jeg er mindre-begavet. I virkeligheden er det jo bare en form for nervøsitet. Et anstrøg af angst for at blive ramt selv. som havde han mistet forstanden eller var gået i barndom. Kør nu Taxamand. Det er det, du får dine penge for. En kort sviptur i livet, tilsat lidt godt humør.

Det er for vildt. Men hans øjne taler til mig. Først med lidt irritation – for så at slutte med humoristisk eller måske en lidt ironisk nuance.

Ikke et ord – men klar besked.

 

Så tager assistenten fat, for hun vil altså bare gerne have en snak for at slå ventetiden ihjel. Det handler om ”systemet”, nedskæringer og kampen for at tage sig af vore medmennesker. Regeringen og de professionelle politikere får en gang høvl – og det er vidunderligt. Min evige dialektiske og journalistiske ”på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-kultur” kan jeg lade ligge. Det er så fedt indimellem bare at kunne enes med en kunde om, hvem der er djævle og hvem der er engle.

 

Indimellem kigger Peter på mig. Jeg aner det i øjenkrogen og vender mig af og til mod ham med et ægte smil.

 

– Jeg er vist kommet til møde i foreningen ”Rygklapperne”. (kritisk)

– Ja, giv nu de røvhuller tørt på. (aktivistisk)

– Slap dog af. (Belærende)

– Nu bli’r det for frelst. (drillende)

– Og hvilket parti stiller Taxamanden så op for? (sarkastisk)

 

Jeg får alle kommentarerne – uden et ord.

 

han smiler som havde vi en hemmelighed.

Da vi er fremme en halv time senere, trækker jeg rollatoren ud gennem bagsmækken og kører bevidst udenom assistenten for at hjælpe Peter ud. Det her vil jeg selv. Jeg har slået bremserne til for at sikre, at den ikke ruller, før manden selv har løsnet dem igen. Og jeg holder fast på håndtagene for en sikkerheds skyld

Så lægger han den raske hånd på min ene, uden at nogen bemærker det. Det KAN ikke være tilfældigt, for han smiler som havde vi en hemmelighed.

 

– Tak for turen, Taxamand. Det var hyggeligt at lytte til jer.

 

Så talte øjnene igen.

 

God morgen, Danmark

– især til jer med de stumme stemmer.