Det er semesterstart på de højere læreranstalter i disse dage. Og for nogle er det selve starten på studenterlivet. Det kan man forvisse sig om, når man kører tidlig morgen om fredagen og i weekenden. Det hele starter naturligvis med socialisering i byen. Jeg har sagt det så ofte til de, der spørger om, hvordan man ”læser” markedet for taxafolk: Taxafolk er reelt praktiserende barfods-sociologer. Man gætter på vaner, rutiner, passioner, events – og så kører man sultent, som rovdyret, der leder efter de vandhuller, der gav kød på bordet, sidste gang man kom forbi.
Om en uge eller to kommer de unge tilbage fra deres rus-kurser, hvor ældre studerende har indviet dem i tidens vilkår og hvor de har skabt de første alliancer. Måske romancer.
Så er taxa-rovdyrene der igen, når de unge måske er ude for at kysse på dem, der var særligt dejlige på rusturen. Vi kører dem hjem!
Jeg ville ønske, jeg kunne have uddannelsesminister Østergård (Der i de sidste 24 er blevet forfremmet til skatteminister og kommet tættere på tallene og statskundskab…) med på forsædet. Han har – besynderligt nok for en mand fra det kulturradikale parti, der historisk har hævdet frisindet og friheden – gjort sig selv til en mavesur (ung?) mand, der er mange år ældre end hans dåbsattest. Nu skal de høre efter. Nu skal de blive færdige hurtigere. (Han var selv ni år om at gennemføre sin scient. pol-uddannelse !…) Nu skal de have færre studieretninger at vælge imellem. Nu skal de tage sig sammen. Endnu et af tidens anstrengelser for at lade politologien sejre over politikken. En tendens der i øvrigt ser ud til ikke af give vældig succes til de radikale – og den rene katastrofe for resten af blokken.
Når jeg møder de studerende kan jeg ikke genkende denne lyst til at ruske dem for deres ladhed. De er ofte mere alsidige og heldtøbte. De har undladt at starte på uddannelse, før de føler sig modne til at gennemføre den. Frie mennesker, kan man sige. Hvad der vel egentligt er ret rimeligt for individer først i 20’erne.
En tidlig morgen skal tre unge kvinder til deres fælles lejlighed i Lyngby. To af dem skal studere på det tekniske universitet – en tredje, en norsk kvinde, starter til sommer på Københavns Universitet. Hun er en af de flere tusinde, norske studerende i vores hovedstad. De elsker Danmark og det, de oplever som et mere liberalt samfund.
De to unge danskere – fra Randers – har bare lyst til at fortælle om deres forventninger midt i nattetrætheden og en lykkelig beruselse med de nye venner. Denne ene af dem, en smuk ung kvinde, som er skåret ud af verdens ideal-opfattelse af en ung dansker. Selvstændig i fremtoning. Glad. Hun har taget den tid, der skulle til for at være klar til stidiet. Miljøstudiet på DTU. Og så handler det jo ikke bare om at “komme i gang igen”. Den helt store forandring er i virkeligheden at skifte miljø.
– Jeg er jo jyde og egentlig er jeg nok lidt vildere med Århus end København. Men nu synes jeg, at det var på tide at komme lidt længere hjemmefra og så må vi se, hvor stort savnet bliver. Jeg er spændt – ikke særligt nervøs. Men naturligvis kan jeg mærke forventningerne i maven.
Hendes og venindens farvel til det kronjyske Randers er ikke bare et farvel til familie og venner. De har begge sunget i kor på særdeles højt niveau i Sct. Peders Kor. Men nu må den passion lægges på hylden til fordel for studierne. Om hun kan fortsætte med at synge lige nu, ved hun endnu ikke. Hun undskylder, at kormusikken er lidt snæver for almindelige mennesker og at noget af musikken er helt ny.
– Det er da lige meget, siger jeg kækt med tidsånden.
– Vil du høre det, siger hun, mens hun leder efter sin smartphone i lommen i den store frakke. Det er koldt. Og det sner.Og hun bærer på en mild, lidt salig beruselse
Jeg nikker bare.
Så lægger hun telefonen på hylden foran radioskærmen. Og snart fader der smuk kormusik op i taxaen.
Der bliver stille, helt stille udover musikken i taxaen og hvis jeg ikke forvaltede chaufførjobbet ville jeg lukke øjnene.
Vi kører ad strandvejen og gennem Klampenborg langs dyrehaven, mens de tunge fnug falder.
Jeg holder kæft som jeg ikke har gjort det i årevis
Og så lytter vi bare.
O nata lux.
Om lyset, der fødes, siger mit skole-latinske.
Symbolsk og formentlig religiøst.
Og sådan føles det efter timer med untji-untji-untji-musik
semesterstart & Studenterliv
Det er semesterstart på de højere læreranstalter i disse dage. Og for nogle er det selve starten på studenterlivet. Det kan man forvisse sig om, når man kører tidlig morgen om fredagen og i weekenden. Det hele starter naturligvis med socialisering i byen. Jeg har sagt det så ofte til de, der spørger om, hvordan man ”læser” markedet for taxafolk: Taxafolk er reelt praktiserende barfods-sociologer. Man gætter på vaner, rutiner, passioner, events – og så kører man sultent, som rovdyret, der leder efter de vandhuller, der gav kød på bordet, sidste gang man kom forbi.
Om en uge eller to kommer de unge tilbage fra deres rus-kurser, hvor ældre studerende har indviet dem i tidens vilkår og hvor de har skabt de første alliancer. Måske romancer.
Så er taxa-rovdyrene der igen, når de unge måske er ude for at kysse på dem, der var særligt dejlige på rusturen. Vi kører dem hjem!
Jeg ville ønske, jeg kunne have uddannelsesminister Østergård (Der i de sidste 24 er blevet forfremmet til skatteminister og kommet tættere på tallene og statskundskab…) med på forsædet. Han har – besynderligt nok for en mand fra det kulturradikale parti, der historisk har hævdet frisindet og friheden – gjort sig selv til en mavesur (ung?) mand, der er mange år ældre end hans dåbsattest. Nu skal de høre efter. Nu skal de blive færdige hurtigere. (Han var selv ni år om at gennemføre sin scient. pol-uddannelse !…) Nu skal de have færre studieretninger at vælge imellem. Nu skal de tage sig sammen. Endnu et af tidens anstrengelser for at lade politologien sejre over politikken. En tendens der i øvrigt ser ud til ikke af give vældig succes til de radikale – og den rene katastrofe for resten af blokken.
Når jeg møder de studerende kan jeg ikke genkende denne lyst til at ruske dem for deres ladhed. De er ofte mere alsidige og heldtøbte. De har undladt at starte på uddannelse, før de føler sig modne til at gennemføre den. Frie mennesker, kan man sige. Hvad der vel egentligt er ret rimeligt for individer først i 20’erne.
En tidlig morgen skal tre unge kvinder til deres fælles lejlighed i Lyngby. To af dem skal studere på det tekniske universitet – en tredje, en norsk kvinde, starter til sommer på Københavns Universitet. Hun er en af de flere tusinde, norske studerende i vores hovedstad. De elsker Danmark og det, de oplever som et mere liberalt samfund.
De to unge danskere – fra Randers – har bare lyst til at fortælle om deres forventninger midt i nattetrætheden og en lykkelig beruselse med de nye venner. Denne ene af dem, en smuk ung kvinde, som er skåret ud af verdens ideal-opfattelse af en ung dansker. Selvstændig i fremtoning. Glad. Hun har taget den tid, der skulle til for at være klar til stidiet. Miljøstudiet på DTU. Og så handler det jo ikke bare om at “komme i gang igen”. Den helt store forandring er i virkeligheden at skifte miljø.
– Jeg er jo jyde og egentlig er jeg nok lidt vildere med Århus end København. Men nu synes jeg, at det var på tide at komme lidt længere hjemmefra og så må vi se, hvor stort savnet bliver. Jeg er spændt – ikke særligt nervøs. Men naturligvis kan jeg mærke forventningerne i maven.
Hendes og venindens farvel til det kronjyske Randers er ikke bare et farvel til familie og venner. De har begge sunget i kor på særdeles højt niveau i Sct. Peders Kor. Men nu må den passion lægges på hylden til fordel for studierne. Om hun kan fortsætte med at synge lige nu, ved hun endnu ikke. Hun undskylder, at kormusikken er lidt snæver for almindelige mennesker og at noget af musikken er helt ny.
– Det er da lige meget, siger jeg kækt med tidsånden.
– Vil du høre det, siger hun, mens hun leder efter sin smartphone i lommen i den store frakke. Det er koldt. Og det sner.Og hun bærer på en mild, lidt salig beruselse
Jeg nikker bare.
Så lægger hun telefonen på hylden foran radioskærmen. Og snart fader der smuk kormusik op i taxaen.
Der bliver stille, helt stille udover musikken i taxaen og hvis jeg ikke forvaltede chaufførjobbet ville jeg lukke øjnene.
Vi kører ad strandvejen og gennem Klampenborg langs dyrehaven, mens de tunge fnug falder.
Jeg holder kæft som jeg ikke har gjort det i årevis
Og så lytter vi bare.
O nata lux.
Om lyset, der fødes, siger mit skole-latinske.
Symbolsk og formentlig religiøst.
Og sådan føles det efter timer med untji-untji-untji-musik
God morgen Danmark og lyt med, hvis du vover!
Taxamand
Next ArticleIndrømmet!