Min hensigt er at skrive om alle slags mennesker.

Taxamanden spejler det samfund, som han bevæger sig rundt i – og det er den virkelighed, som jeg virkeligt elsker at gengive.

Selvfølgelig er der tale om et hjørne af virkeligheden set gennem et temperament. Mit temperament. Det var den franske forfatter Emil Zola, der i den sidste del af 1800-tallet – under NATURALISMEN – definerede kunsten sådan. Et udspring i noget virkeligt. Men bearbejdet i kunstnerens temperament. Taxamanden er jo ikke kunstner. Men jeg har alle tider elsker citatet og dets betydning: Dobbeltheden mellem det virkelighedsnære – og erkendelsen af, at den er bearbejdet. Det var min fremragende dansklærer i Gymnasiet, som plantede citatet i mit hoved. Det passer til min egen indstilling og målsætning med mit eget skrivearbejde. Og det hænger sammen men den journalistiske fagkritik, som jeg er opdraget med i 70’erne: Tilstræb virkeligheden – men vær kritisk, hver gang nogen påstår, at det er den, de påstår at gengive.

Jeg kan ikke lægge skjul på, at den indstilling til samfund, fag og menneske måske er endnu mere nødvendig i dag i det enorme udbud af mediekanaler – og den bevidste og ubevidste blanding af genrer, som finder sted.

Så indimellem kigger jeg derfor skriverierne fra min egen, ringe hånd igennem. Prøver at bibeholde lysten til at finde nye vinkler på virkeligheden, og engang imellem være et ganske lille, ubeskedent, irriterende bjæf mod de herskende vinde.

Hvis taxamanden var en hund – hvilken race ville han så være?

Ganske rigtigt!

En gravhund. Sådan en lille irriterende skid, der kommer med flere små bjæf, selv om der jævnligt bliver råbt HOLD KÆFT fra omgivelserne. En kylling af en muskelhund.

Min krop er stor og doven som en Sct. Bernhard – men min sjæl og opførsel er gravhundens.

‘

 

I mit barndomshjem på Bornholm, var det netop to racer, vi havde: Sct. Bernhards hunden til hygge, opdræt og salg. Gravhunde til rævejagt og til at holde rotterne på afstand.

 

Og hvorfor så disse eftertænksomheder, lige nu?

 

Jo, jeg har fået nogle ”second thoughts” – en eftertanke ved at kaste et uvidenskabeligt blik ud over min produktion af essays, siden taxamanden blev sat i verden på Facebook i oktober 2013, siden min blog blev åbnet – for ret præcist et år siden i disse dage – siden min faste klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA kom til verden i maj 2014. Og så selvfølgelig i bogen JEG ER BARE TAXAMAND, som udkom i november sidste år.

 

“Staten er ond – skatten skal ned!”

Tegner jeg en pessimistisk, sortseende – proletarisk billede af Danmark lige nu? Er jeg en del af en slags negativistisk Lemminge-effekt, hvor jeg tegner kongeriget og dets befolkning på randen af et civilisationens kvart-i-tolv? – Er det lige før butikken Danmark lukker. Lige netop det hul, som ikke mindst nutidens super-opportunister på den liberale højrefløj graver så ivrigt for tiden: Det går ad helvede til. Vi må gribe ind nu, hvis ikke vore børnebørn skal dø af dumhed og sult. Katastrofen er ny – men budskabet er uendeligt forudsigeligt og lig den traditionelle slagsang, som de privilegerede klasser har sunget gennem hele den industrielle tidsalder i 1900-tallet. Måske lige fra den store Lockout i slutningen af 1890’erne, da fagbevægelsen blev skabt..

Solidariteten er ond – lønnen skal ned

Og senere:

Staten er ond – skatten skal ned

 

Har jeg overtaget klynkeriet og er gået i selvsving med den evigt klagende venstrefløj, der har overtaget pessimismen fra højrefløjen, der lige nu ser ud til at have vundet?

 

Jeg har fået det hele med

Jeg har egentlig ikke et klart svar på det kritiske spørgsmål om min gengivelse af virkeligheden end en opfordring til mine læsere om at være kritiske og læse den livsoptimisme, som jeg selv mener at læse mellem de bekymrede linjer. Huske lige på, at den virkelighed, jeg beskriver, er set gennem temperamentet i en snart 61-årig mand, der har så svært ved at skjule min kærlighed til det liv, jeg har fået – og alt det, der fulgte med.

Jeg har fået det hele med.

Fra mine gamle forældre, som gav mig min selvtillid i en opvækst under åben himmel, ret meget arbejde, ambitioner, selvtillid, drømme, musik, ånd – men alt andet end økonomisk rigdom.

Kærligheden fra kvinderne i mit liv.

Den første, der gav mig selvtilliden.

Den ældste, der trak mig ud af den borgerlige idyl og ind i en engageret arbejderklasse.

Min første kone – bakkesangerinden – der skænkede mig mine to tøser.

Og min nuværende kone, kvinden i mit liv, som gav mig en bonusdatter (og derved et barnebarn) – og den kærlighed og frihed, der mere end nogen gav mig modet til at gå helt nye veje i mit seniorliv.

Men først og fremmest mine to, hjemmelavede, nu voksne døtre

 

Jeg nævner denne livsforkælelse i et forsøg på at overbevise jer om en vigtig – en afgørende drivkraft i min skrivekløe og mit liv i vogn 2282 med alle klasser, køn og masser af forskellige nationaliteter: Friheden

En slitage som for mit vedkommende gjorde det lettere at komme ud i det farlige liv udenfor frem for kvalmen ved at blive.

Jeg har friheden til at skrive, hvad fanden, der passer mig. Er jeg uinteressant, kan læserne bare la’ vær’. Jeg får ikke penge for de ord, jeg skriver til dig lige nu. Så hvis mine essays har en overvægt af melankoli eller uretfærdighed, skyldes det frihed til at genfortælle de historier, som taxamanden synes er væsentlige, – en slags overskudskapacitet. Og selvfølgelig også en slags kondenseret public service-trang, som chefkarrieren i DR ikke gav plads til i den sidste ende. DR fantastisk og et kæmpe privilegium som arbejdsplads. Både kreativt og økonomisk. Men det er også en politisk virksomhed, hvor alt skal have en klar raison d’etre – og hvor man som følge af det krav er trænet i at kunne begrunde alt. Væk mig kl. 3 om natten og jeg kan stå inde for, at det vi gør altid er på rette vej Så når man på 8 år gentager et gennem-kommercielt koncept som X-Factor, så skyldes det ønsket om folkelig kultur og den selvpålagte opgave med ”at samle Danmark”. Når man nedlægger et ensemble skyldes det en for lille licens-bevilling og ønsket om at styrke de øvrige ensembler. Når man laver radio og tv til de få skyldes det, at det gør ingen andre. Når man gør det til de brede masser er det for at have noget til alle.

Opgaven lyder jo meget tilforladelig: At lave de programmer, man dybest selv har lyst til. Men der ligger selvfølgelig en kæmpe opgave for ikke mindst lederne i at skulle både retfærdigøre det, man allerede har besluttet sig til. En slitage som for mit vedkommende gjorde det lettere at komme ud i det farlige liv udenfor frem for kvalmen ved at blive.

En enkelt mands oplevelse?

Måske.

I hvert fald et hjørne af medievirkeligheden set gennem et temperament.

 

 

Det er fedt at være den historiefortællende taxichauffør.

Ved gud ikke, økonomisk, det kan jeg forsikre for, hvis sammenligningsgrundlaget er DR. Men i nu engang er – og så slippe temperamentet løs….

Lige der er de- og jeg må udtrykke mig noget i retning af folkebuddhisten Master Fatman

… Der er det ren karma og kærlighed.

Og jeg håber oprigtigt, at I kan mærke kærligheden. – Også mellem linjerne på de triste historier.

God Morgen Danmark

– taxamanden holder vinterferie i næste uge.