Jeg tror ikke på hokuspokus i den virkelige taxiverden

Men der er nu alligevel noget fascinerende over tanken om, at der sidder en eller anden druide på det – jeg var lige ved at sige – det himmelske bestillingskontor og ordner turene til den enkelte chauffør. Lige ved at sige – skriver jeg, for jeg er ikke helt sikker på, om kortene er blandet i det himmelske eller dernede, hvor der efter sigende er ild og stinker af svovl..

Det blev en af de mere himmelske men også en vild morgen med en lille håndfuld kunder, der talte de mest forskellige mennesker. Men også i en buket og i en blanding, som jeg sikkert aldrig kommer til at opleve igen.

Det siger jeg ofte.

Der er en stor fest med flere hundrede mennesker i nabolaget, og den er trukket ud på de lyse timer. De sidste gæster er de yngre i selskabet og de er beruse – nærmest gennemstegte.

Mine kunder har bestilt en tur fra festen i forstaden til den indre by. Det er ok for Taxamanden at starte på en lidt længere tur, inden lufthavnsturene for alvor sætter ind. Men så er det lidenskaberne sætter ind. De skal hjem ”at sove”, som man siger. Men af grunde, man kun kan gisne om, kan de ikke være sammen på deres bopæle, så snakken falder på noget så klassisk som et improviseret hotelophold. De er i tyverne og meget kælne. Jeg blander mig ikke i, hvem kunderne kysser på. Men jeg kører hastigt til for at hotelopholdet ikke skal ødelægge min første, gode indtjening denne morgen. Det lykkes så ikke! Han beslutter sig for et stort hotel ikke langt fra festen.

Han vil have den smukke dame med hjem i de udlejede dun – men hun skal selv betale halvdelen af hotelregningen

Så røg der lige nogle hundrede kroner ud af Taxamandens første indtjening.

– Men så splitter vi, siger han til hende.

Jeg tror ikke mine egne ører. Han vil have den smukke dame med hjem i de udlejede dun – men hun skal selv betale halvdelen af hotelregningen for Karl Smart’s erotiske improvisation. Men jeg får min stille hævn, inden de stiger ud.

– Hvad er dit arbejde? spørger jeg i en tone, der ligger op til sjov.

– Jeg er selvstændig!

– Går det godt med forretningen?

– Det går ret godt?

– Jamen unge mand, så kan du sgu da ikke invitere damen på hotel og så lade hende betale halvdelen selv. Sådan gjorde man altså ikke i middelalderen, da jeg var ung.

– Hrmmmff, brummer han, mens hun giver mig fingeren, inden hun stiger grinende ud af den sølvfarvede Mercer med det grønne logo.

Tommelfingeren.

Opad.

Og så lige et luftkys, som han ikke ser.

 

Den næste tur kunne være en konsekvens af den første. I morgenmørket ser jeg en lang, supervågen mand stoppe mig ved opgangen, mens han holder armen om kæresten. Vågen og temmelig nervøs.

– Vi er i fødsel, siger han og mener vist, at det er kæresten, der er i fødsel, mens han prøver at hjælpe så godt han kan. Hun har det virkeligt ikke godt i den uvante situation. Hun vånder sig og krummer kroppen sammen i i veer. Hun ser på mig som ville hun sige, at det her, det gør jeg aldrig, ALDRIG mere. Han breder et hvidt klæde ud over bagsædet, hvis nu vandet skulle ”gå”.

Nu nærmest råber hun, at det gør ondt, og han skiftevis holder om hende og ved ikke, hvad han skal gøre. Selv kører jeg meget hastigt, ambulanceagtigt gennem den tomme by mod hospitalet. Jeg genkender farens ubestandige følelses-blanding af fryd og ubehjælpsomhed.

Så kører jeg op med det unge par foran hospitalsindgangen. Kan intuitivt mærke, at hun ikke vil hjælpes. Jeg skal ikke så meget som røre ved hende. Selv er han der som en hvirvelvind, og så er det mig, der ligger en beroligende hånd på hans skulder – uden at hun ser det.

Så lægger han armen om hende, nikker bagud, smilende til mig og hvisker.

– Det bli’r en pige!,

 

Nu er min sindsstemning nærmest – rørt!

Jeg mangler bare musikken.

På sin egen måde kommer den – sendt fra gaden!

 

Det er en fryd for en gammel radiomand som mig, når stemmen er et instrument.

Min næste kunde er en fysisk meget stor, ung mand.

Trods det både sene og tidligere tidspunkt er han helt sober, og klar – men meget træt.

Han er ved at studere til operasanger og har været ude at optræde ved nattens festival. Han har sangerens smukke, ukomprimerede talestemme. Det er en fryd for en gammel radiomand som mig, når stemmen er et instrument.

Han er tenor.

Og han synger, fordi han stort set ikke har villet andet, siden han var barn i Jylland og kom ind i det lokale, professionelle drengekor, fortæller han.

 

– Min søster skulle synge i et andet kor, og så ville jeg selvfølgelig også prøve. Og så skulle jeg jo lytte til noget klassisk musik. Jeg kan huske, at den første opera, jeg lyttede til, var Tosca. Og så var jeg solgt. Det var det jeg ville være. Sidenhen var der egentlig ikke tale om nye beslutninger. Jeg ville bare være sanger.

Lige nu er han ved at afslutte første del af sin uddannelse i København. Det handler om at øve og lære. Herunder at kunne få de sangopgaver, som er mulige at rage til sig. Eller rettere – at konkurrere sig til. Og sådan kommer det til at fortsætte. At konkurrere sig gennem hele karrieren, indtil han bliver en stjerne. Hvis han bliver det.

– Er det ikke hårdt?

– Jeg mærker da af og til nervøsiteten lige før ”optagelsen”. Men sådan skal det jo være. jeg skal være tændt Men ved du hvad. Sådan er vilkårene i min branche. Man må vende sig til nerverne, hvis man vil det her. Og så er der jo belønningen, der muligvis venter derude i horisonten: At stå overfor et publikum og fyre den af og mærke, hvor glade de for musikken og præstationen. Det er det hele værd.

 

Jeg kører ham gennem byen, mens solen er ved at stå op.

Ville ønske at jeg turde bede ham synge et par strofer.

Men der går grænsen.

 

Han blev dog ouverturen til efterårssæsonen.

En usædvanlig, almindelig morgen i vogn 2282

 

God Morgen, Danmark

– i alle stemmer.