Der er klart nogen forvirring på den her morgen.

Op inden fanden får sko på. Pakke ting og sager og så som sædvanligt få lillesøsteren gjort klar til at de skal tage af sted. Og lillesøsteren er ikke sådan en lille en, der i virkeligheden behøver hjælp til at blive færdig inden rejen. Hun er faktisk en voksen kvinde på 40, der burde kunne klare sig selv. Men sådan går det altså af og til med rollefordelingen mellem søskende.

Taxamanden hjælper kunden med at samle tasker og kuffert og mærker stemingen af rejse-stress og forvirring.

Selv er hun 43 og ”mellembarnet”, der hoppede og sprang for både to større søskender og ”den lille”.

Hun ryster på hovedet. Overbærenhed iblandet en irritation, hun nok aldrig helt kommer af med.

Hun ved det.

Det er hende, der har fået rollen som den der skal ordne, støtte og være ”den praktiske gris”

På overfladen skal hun på en ganske almindelig charterrejse til de canariske øer. Ned at nyde vinteren i den vådeste danske vinter i mands minde.

Men helt almindelig er rejsen nu ikke, for i virkeligheden skal hun ned for at genopleve et år af sin barndom, der både var hendes livs og hendes families store oplevelse og en meget, meget hård tur for en pige, der ikke havde bedt om at blive trukket ud af det alminelige liv. Sådan som mange børn har det i netop den alder. De ønsker bare at leve en tilværelse, som alle andre af veninderne gjorde det.

Men sådan skulle det ikke være – og sådan blev det ikke.

– Jeg var 11 år, og man kan roligt sige, at vores familie ikke var som alle andre. Vi var som udgangspunkt to forældre og fire søskende. Min mor var ræverød og vendte sig mod kvindebevægelse og venstrefløjspartierne. Der skulle først og fremmest kæmpes for de undertrykte klasser i alle verdenshjørner. Min var var det stik modsatte og absolut til Mogens Glistrup, da han kan kom frem i begyndelsen af 1970´’erne. Det var han, succesadvokaten, der havde bl.a. rejsekongen Simon Spies som kunde – og som besluttede sig for at gå ind i politik ved at stifte et nyt parti – Fremskridtspartiet. En partiformand og et parti, der som første punkt på den politiske dagorden havde ideen om at afskaffe indkomstskatten. Det handlede i virkeligheden om at forlade det socialdemokratiske ”formynderi-samfund” – og så forvalte egne penge selv.

 

Min selvbestemmende far traf den formelle beslutning og så skulle hele familie – forældrene og os fire børn – ud på vores livs rejse over Atlanten til Caribien og Amerika

Drømmen kunne bare ikke være bedre. Friheden til at bestemme selv! Og karismaen kom i folketinget i efteråret 1973 med 28 mandater. Et jordskredsvalg, der kom til at forandre dansk politik for evigt.

Faren – min kundes far – var som sagt både fascineret af den kendte advokat, der selv havde skatteprocenten ”0” og af muligheden for at smage bare en lille smule på den virkeliggjorte del af den frihed.

Min kunde fortæller videre på den mørke taxitur denne meget tidlige morgen:

 

– Min far og mor solgte det hele derhjemme. Eller rettere min selvbestemmende far traf den formelle beslutning og så skulle hele familie – forældrene og os fire børn – ud på vores livs rejse over Atlanten til Caribien og Amerika. Den røverøde mor og faren, der troede på det vanvittige projekt, at man ikke behøvede at betale skat, hvis man var et frit menneske.

 

Familien begav sig ud på rejsen, og da vi nåede til sidste stop inden turen over det vilde Atlanterhav, havde mine forældre trods alt besluttet, at vi skulle overvintre på de Canariske øer.

 

Jeg var helt oprigtigt ked af det og græd mig i seng hver eneste aften, tror jeg

– De to store gik derfor i en almindelig, spansk skole den vinter og havde på mange måder en spændende oplevelse. Den helt lille var hjemme på skibet hos mor. Og jeg gik som 11-årig i en slags nonneskole. I virkeligheden var den her tur slet ikke for mig – og slet ikke nonneskolen, selv om nonnerne egentlig var meget søde. Og jeg måske selv ville jeg have haft det sjovt, hvis jeg ellers havde affundet mig med mine forældres tossede planer. Men jeg var ikke bare træt af at være væk hjemmefra. Jeg var helt oprigtigt ked af det og græd mig i seng hver eneste aften, tror jeg. Ind at ligge i køjen,  dynen op over hovedet og næsen og så bare ligge stille, mens jeg græd så tårerne løb – men også så stille, at de andre ikke kunne høre mig. Jeg kan mærke endnu, hvor ked af det, jeg var.

 

Det er tydeligt, at denne barndomsoplevelse også er en smerteoplevelse. Så det er ikke tilfældigt, at det har taget mange år få styrken til at vende tilbage. Hun orkede det i virkeligheden ikke helt.  – Men nu skal det være.

 

Tårerne blev grædt og turen over Atlanten blev gennemført for den lidt mærkelige familie. Allerede inden hun blev helt voksen døde morgen meget ung af Cancer og en ny smerte blev føjet til hendes liv. Faren derimod fortsatte det frie liv, som altid havde været og forblev en del af hans valg.

 

– Den gamle har altid gjort som han ville. Han har i realiteten røget og drukket alt for meget hele vejen igennem. Men han har sgu klaret det alligevel. I dag er han 90 år og lever stadig livet – om end i et noget lavere gear. Jeg ved ikke, hvad der er med den mand. Han har ikke bare sin egen forestilling om at bestemme selv. Men livet har også vist ham, at den indstilling er sand. Det er jo gået godt på den måde. Eller rettere: Det er gået, som han ville, og han har taget ansvaret selv

 

Hun – mellemdatteren – har nok ikke haft det helt på samme måde og inderst inde betalt lidt af en pris for et liv, der var noget mere konfliktfyldt og vildere, end hun egentlig havde ønsket sig. Men livet skal nu engang leves forlæns og her midt i 40´erne har hun fundet modet til at betragte lidt mere baglæns. Kufferten er pakket. Lillesøsteren har fået den hjælp, lillesøstre skal have.

 

Og nu går turen sydpå til de Canariske Øer for at finde ud af, om hun genkender øen og nonneskolen – og havnen, hvor skibet lå vinteren over.

 

Skibet med de mange tårer.