Kig godt på videoen med denne mand.

Selv om jeg er 100 pct. hetero, kan jeg jo godt se det: Han ser så skide godt ud, George Clooney, at selv disse kvalme-kommercielle reklamespots for kaffe til det franske marked er små kunstværker har seertal som var de spillefilm.

Principielt mener jeg jo som alle andre ordentlige mennesker, at de indre er vigtigere end det ydre. Men derfor kan man vel godt have bare et mikroskopisk crush på fuldendte udgaver af eget køn. Som når taxamanden står alene for spejlet i sin uniform, velduftende, med charmesmilet, med nytrimmet skæg, der bliver hvidere og hvidere efter hver trimning.

Ligner jeg ham ikke en lille bitte smule?

Kan jeg for fanden ikke bare få åbenbaret et lynglimt af min indre Clooney.

Bare et lillebitte et.

Blot en skygge af sølvræven over alle sølvræve.

I’m a Silver Fox…

– Hvad siger du, spørger min elskede med en slet skjult undren over, at nu er blevet så gammel, at han er begyndt at tale med sig selv.

– Åh, jeg nynnede bare, min skat!

Farvel George Clooney!

 

Min kunde denne tidlige formiddag er en ”Silver Fox”. En Clooney – men ikke helt så smuk. En Aznavour – men ikke så lille en stump. En Jean Paul Belmondo – men knap så bronzefarvet.

Han ser brandgodt ud og er ikke helt unevidst om sin egen charme. Og så rejser han som topsælger i parfumeri-artikler. Bare for en ordens skyld: Han er hverken amerikaner eller franskmand. Han er spanier – eller rettere: Catalonier. En smuk mand fra Barcelona med et tykt. Hvidt hår. En ægte Silver Fox

Vi taler snart om det nærmest erotiske spændingsforhold mellem ”skandinaven” og ”latineren”. Han er enig. Og han får varme i øjnene, da jeg fortæller om mine tre blonde døtre som jeg – på bedste gammelfar-facon – er mere og mere stolt af at være ude i byen med og vise frem. Der er en særlig sødme over, at få topbehandling af en tjener eller se noget så sjældent som galanteri, bare fordi man har de smukke døtre med.

Men ordet ”Silver Fox” har han aldrig hørt om. Og han er allerede vild med det.

 

Han fortæller om sit eget forhold til de nordlige himmelstrøg:

 

[

Han stryger sin hånd gennem den veltrimmede, sort-hvide manke og kigger ud af taxaens siderude med en blanding af en løves stolthed og et ensomt menneskes melankoli

– Som helt ung mødte jeg en smuk, islandsk kvinde. Vi blev gift, skulle have barn og flyttede for hendes skyld til Island. Men selv om der er masser af eksplosive vulkaner deroppe, manglede jeg totalt min sydeuropæiske kultur i Barcelona. Så efter at vi have fået to børn, måtte vi flytte tilbage til Spanien – Catalonien. Det gik til gengæld ikke for min kone og det endte med, at vi blev skilt.

Han stryger sin hånd gennem den veltrimmede, sort-hvide manke og kigger ud af taxaens siderude med en blanding af en løves stolthed og et ensomt menneskes melankoli.

 

– Det har selvfølgelig været noget rod at have to af sine børn – og nu børnebørn boende så langt mod nord. Der er en fantastisk natur deroppe. Men jeg kan bare ikke føle mig hjemme deroppe. Det gør til gengæld mine børn. Jeg har ikke set dem så meget som jeg ville. Det er en slags sorg. Men når jeg rejser i Nordeuropa. I England, i Skandinavien – ja, så forsøger jeg at tage et par dage ud af kalenderen og besøger dem

 

Han kan ikke være der. Men han har plantet noget af sig selv.

 

Jeg fortæller en fantastisk historier om en færøsk frisør, som fortalte om sit sydlandske udseende, mens hendes smukke hænder trimmede håret, inden sølvræven for alvor tog over. Hvorfor hun lignede en kvinde fra sydeuropa? Jo for mere end et århundrede siden fik øerne i Nordatlanten besøg af bl.a. portugisiske fiskere, der søgte ly for efterårs- og vinterstormene. Og trods religiøs puritanisme og almindelig forsigtighed hændte det jo, at de mørkhårede sydeuropæere sneg sig til at sprede deres DNA. Sikert rigtig sundt for det fremtidige arvemateriale. Men indimellem – generationer efter – dukker der altså pludselig en ”sort-top” op igen.

Selv om jeg ikke har noget videnskabeligt belæg for historien – er den lyrisk og smuk.

 

Sikkert ligesom den spanske sølvrævs sorthårede afkom på Island. Børnene han ser for sjældent.

Vi siger farvel til hinanden ved lufthavnen. Giver hinanden hånden – den catalonske og den bornholmske sølvræv.

Sølræven. Har som sagt aldrig hørt det før. Men han smiler ved tanken om at hans aftagende skønhed har fået en etikette.

 

– “..Ai louw the wørd silværfox. I vånt to be a Silværfox maisælf….”

 

Han ankom som en lidt let klon af Clooney.

Og sagde farvel med et pift af latinsk charmør.

 

Godt morgen, Danmark

– Særligt til mine sølvfarvede brødre