Svigermors drøm?

Arh, det er måske ikke det helt rigtige signalement. Dertil er han for rå. Han har store, kraftige overarme bag skjorten, arme, der er blevet fremelsket ved hård træning. Og jeg kan ikke rigtigt se ham som protypen på en, som åbner butiksdøren for svigermødre.

Men måske er det øjnene.

De er lidt blanke i denne nattetime, hvor han har taget ”dødsruten light”. Beruset, ja, men ikke dum-drukken. Han er ung men gammel nok til at tage en vogn hjem til kæresten, inden hun flipper helt ud. Men han er ikke på det jævnlige druk-hold kan man se på ham. Så hende den skrappe bliver god igen, når ham smiler og kysser hende og står klar med maden, når hun kommer hjem.

Vi griner til hinanden i vogn i denne fløjlsudgave af en mandschauvinisme og ved jo, at han er blid som lam, når nøglen om lidt sættes i døren, og han lister ind på bare fødder, ind under dynen og lader som om, at han bare lige har været ude at tisse.

Jo, jeg er sikker, det er øjnene.

De har både kærlighed, vemod – og et anstrøg af angst trods kroppens styrke.

Jeg kører med en af krigens veteraner, – sådan som jeg har gjort det nogle gange før. Jeg har fuldstændigt måttet tage mit 70’er forhold til militæret og dets aktører op til revision. Ikke at jeg elsker det håndværk, for jeg er kylling nok til aldrig at kunne praktisere det. Men min ungdoms billede af Vietnamsoldaten, som lytter til dunkende rock, mens han ryger, skyder og junker sig gennem meningsløsheden, er erstattet af levende mennesker, der er meget tættere på mit eget univers. Han er naboens knægt, der har vokset sig stor og meget stærk. Han kunne være svigerfars drøm, hvis ikke det lige var for billedet af den moderne kampsoldat, der mejer talibaner ned på en eller anden fucking slagmark i Afghanistan.

Vi er usagt enige om, at turen ud til forstaden skal køres i oprigtighed. Vi kan lide hinanden og samtalen fortsætter længere tid end køreturen. Vi holder ved fortovskanten et sted på det københavnske Nørrebro. Vi må have noget på det rene.

– Undskyld mig, men jeg har aldrig været soldat. Hvordan vender man sådan rigtigt tilbage til livet igen?

– Det var min mor, der hjalp mig. Jeg kommer fra en god familie med gode forældre – men det var mor, der hjalp mig med at får krigen så meget ud af kroppen, at jeg kunne leve nogenlunde normalt. Hun er ikke udannet i terapeut eller noget, men hun er bare så fandens klog på mennesker. De første tre måneder var hun omkring mig HÉLE tiden. Talte ikke så meget – lod mig være i fred. Men hun var der – hele tiden!

– Hvordan blev du igen et almindeligt menneske.?

 

 

– Man bli’r menneske igen – men almindelig, det bliver jeg aldrig. Jeg har været i krig i to omgange. Første gang var jeg meget ung og jeg fatter den dag ikke i dag, hvordan jeg kom hel igennem. Jeg oplevede sådan helt konkret at samle enkeltdelene af min smadrede, bedste kammerat sammen inde i hans bombede køretøj. Jeg var nærmes i psykose. Jeg husker, hvordan jeg kravlede op i tårnet af vognen. Så fyrede jeg bare en ladning skud af op i luften. Fortabt og vred.

Hvis ikke man bliver stoppet, kunne man blive ved til ”arbejdet er gjort”, hvis du forstår mig?

– Det kræver tid at få vreden ud af kroppen, men i dag kan jeg styre den. Da jeg lige var kommet hjem, måtte mine kammerater stoppe mig, hvis jeg kom i håndgemæng på et eller andet værtshus. Sådan har mange veteraner det. Hvis ikke man bliver stoppet, kunne man blive ved til ”arbejdet er gjort”, hvis du forstår mig?

Jeg forstår ham – og er lidt rystet.

Og krigen sidder stadig i min ham i dag, når han møder fanatikere som dem, jeg var med til at slå ihjel.

– Kan du se der fremme på højre og venstre side af vejen. Der bor min kioskmand. Han er afghaner, han ved, hvad jeg har lavet, og han er sød. Og derovre pizzamanden fra Iran, – vi er venner. Men frisøren dér, hvor jeg bare har været én gang og måtte lytte til hans fanatiske, religiøse vrøvl. Der kommer jeg aldrig mere. Jeg går ikke engang forbi hans butik. Jeg går simpelthen over på det modsatte fortov. Hver gang. Jeg kan ikke ha’ ham!.

Han kigger på mig med de stærke øjne for at se, om jeg forstår ham.

– Nå Taxamand, du kan ikke sidde her og snakke med mig. Du skal ud at tjene din løn. Pas nu godt på dig selv!

– I lige måde – tænker jeg, mens han går tungt over mod døren til opgangen.

 

God dag, Danmark.

– Især til krigerne

 

 

Dette blogindlæg er tidligere blevet bragt i Ekstrabladets søndagsmagasin, EKSTRA