Der er noget ganske og aldeles suverænt over gravide kvinder.
Sådan har jeg altid oplevet dem, må jeg erkende. Selvfølgelig stærkest, da jeg var tæt på med mine to døtres mor. Men også når jeg har mødt den ukendte lige-om-lidt kommende mor derude i den almindelige virkelighed. I selskab med frugtsommeligheden bliver jeg lidt gelé-agtig på hele skalaen: Hun har autoritet, fordi hun styrer biologien 100 pct. Og uden at ville lyde kinky. – Jeg synes den gravide kvinde er meget indtagende og generelt smuk i alle de genrer, jeg møder hende i.
Også denne totalt u-eksotiske morgen foran grønttorvet i Valby.
Det er endnu ret mørkt og denne vinters sjældne frostvind skærer som en sushikniv gennem den velpolstrede, foropvarmede Taxamand. Men der er ingen vej udenom – kunden skal hjælpes. Hun kommer ud af en af portene og ligner mest af alle én, der burde ligge derhjemme i dynerne og blive taget vare på. Hvis det altså ikke lige var for den der dominante graviditet.
Frakken er åben trods kulden og den ville givetvis også være lidt svær at lukke. Brysterne er store og tunge bag kjolestoffet – og maven! Den sender det uomtvistelige signal om det nye liv.
Hun er i 7. måned og har uden mange ord og fagter – ” … styr på hele lortet … ”. Endnu ikke hæmmet af overvægten men stor nok til at hele verden kan se at hun er den kommende mor. Lige bag hende kommer partneren slæbende på en hyldevogn med ny indkøbte planter til deres butik. Dagens høst er kaktus i mange størrelser, og jeg anede faktisk ikke, at den gammelkendte kaktus var på vej tilbage på blomstermarkedet. Troede stadig, at denne besynderlige vækst med tornene og en sjælden blomst i ny og næ havde samme rolle som i min ungdoms studiehybel: Ungkarle-væksten som overlever, selv om man hele tiden glemmer at vande den.
Vi får pakket taxien med planter og de to kunder. Turen går til det trendy Nørrebro, som gennem de sidste 20-30 å¨r har udviklet sig fra et snusket proletarunivers til hovestadens latinerkvarte for studerende – og enkelte blomsterbørn som mine kunder denne morgen. De er i virkeligheden et udtryk for udviklingen. De driver en lille kælderforretning men har ikke råd til at bo der selv. Og slet ikke med den ekstra plads, som ”den lille ny” kræver. Denne del af byen er for studerende, forældrekøbsinvesteringer i ejerlejligheder og andelsboliger og kommende medlemmer af den uddannede middelstand. Ikke for to arbejderbørn, der forsøger af virkeliggøre deres livs drøm om en lille forretning i en af byens mest hyggelige gader.
Man kan se det på dem – og man forstår det undervejs på samtalen ind til byen. De er fattige som kirkerotter og bor lige nu hos hendes forældre ude på Sjælland, mens de venter på fremgang i butikken og at miraklet en dag er ude:
En lille lejlighed i nærheden af butikken!
Vi taler om to unge uden medfødt guldske.
Han er uddannet i byggeriet. Hun er blomsterbinder. Han fik ligesom mistet kontrollen over nær-økonomien, da han blev far som 19-årig. Ikke hans valg – men han er stolt far til en teenager, selv om han nærmest selv ligner én med sin magre krop og drengede ansigt.
Så troede han, at han havde fundet kærligheden – og fik endnu et barn med en ny kvinde. Men han blev skilt fra moderen.
Så det er ikke rigdom der binder ham sammen med den nye kæreste – ”kvinden i mit liv”, som han siger med øjnene. Han er ikke typen der bruger sprogets melodrama.
Det er hendes drøm, de udlever nu. Hendes drømme. Barnet naturligvis – og nu skulle det være. Hun er 31 år og har altid villet den særlige butik for blomster og forskellige ”ting” – inde i byen. De har været i gang med projektet i godt et år – og det er økonomisk hamrende hårdt!
– Jeg synes, jeg kan mærke, at der begynder at ske noget. Vores butik er jo så lille, at man næsten ikke lægger mærke til den dernede i kælderen. Men nu kan vi mærke, at vi begynder at få stamkunder. Og vi giver ikke op, siger hun næsten iscenesat. Hun har vist brugt den replik mange gange i løbet af året, når huslejen og momsen skulle betales.
– Har du ikke lyst til at komme ind og se butikken, mens jeg læsser af siger den unge mand.
Jeg takker endnu engang min skæbne for, at jeg får disse år i taxiuniverset og vogn 2282. Kunderne kender intet til mit skrive-virke før eller efter turen. Og hvornår i mit tidligere virke blev jeg decideret inviteret indenfor af de mennesker jeg mødte ”tilfældigt”.
De har skabt en slags hule midt på stenbroen.
… Det voksende udbud af kaktus. Den nye, gamle trend i den bydel, hvor arbejderklassen engang havde til huse.
Ude i skoven fik de fat på tykke træstammer, som er skåret op i rustikke plader til hylder og borde i den diminutive butik. Den er på godt 20 kvadratmeter – og uden baglokale. Her driver de to unge deres forretning fra morgen til aften, seks dage om ugen. Forskellige blomster, – skårne og rodfæstede. Og små dekorative ”ting&sager”, – skåle, træfigurer, vaser som kunderne kan købe med.
Men mest blomster. Og fra i dag det voksende udbud af kaktus. Den nye, gamle trend i den bydel, hvor arbejderklassen engang havde til huse.
De slås for drømmen!
– Kom lige herover, siger han til mig.
Vi går ud på trappen op på gaden og han peger på et par større vinduespartier på den anden side.
– Et lille mirakel. Vi har fået os et større forretningslokale – MED baglokale. 120 kr. billigere om, måneden. Jeg tror næsten butikken bliver 50 pct. større og mere synlig. Det bli’r fedt!
Lige bag os i kælderbutikken, står den smukke kvinde og holder begge hænder om det næste mirakel, der kommer til verden i april. Hun smiler og har styr på det . Og vi mærker alle, at der er kærlighed i luften.
Stenbroens lille paradis
Der er noget ganske og aldeles suverænt over gravide kvinder.
Sådan har jeg altid oplevet dem, må jeg erkende. Selvfølgelig stærkest, da jeg var tæt på med mine to døtres mor. Men også når jeg har mødt den ukendte lige-om-lidt kommende mor derude i den almindelige virkelighed. I selskab med frugtsommeligheden bliver jeg lidt gelé-agtig på hele skalaen: Hun har autoritet, fordi hun styrer biologien 100 pct. Og uden at ville lyde kinky. – Jeg synes den gravide kvinde er meget indtagende og generelt smuk i alle de genrer, jeg møder hende i.
Også denne totalt u-eksotiske morgen foran grønttorvet i Valby.
Det er endnu ret mørkt og denne vinters sjældne frostvind skærer som en sushikniv gennem den velpolstrede, foropvarmede Taxamand. Men der er ingen vej udenom – kunden skal hjælpes. Hun kommer ud af en af portene og ligner mest af alle én, der burde ligge derhjemme i dynerne og blive taget vare på. Hvis det altså ikke lige var for den der dominante graviditet.
Frakken er åben trods kulden og den ville givetvis også være lidt svær at lukke. Brysterne er store og tunge bag kjolestoffet – og maven! Den sender det uomtvistelige signal om det nye liv.
Hun er i 7. måned og har uden mange ord og fagter – ” … styr på hele lortet … ”. Endnu ikke hæmmet af overvægten men stor nok til at hele verden kan se at hun er den kommende mor. Lige bag hende kommer partneren slæbende på en hyldevogn med ny indkøbte planter til deres butik. Dagens høst er kaktus i mange størrelser, og jeg anede faktisk ikke, at den gammelkendte kaktus var på vej tilbage på blomstermarkedet. Troede stadig, at denne besynderlige vækst med tornene og en sjælden blomst i ny og næ havde samme rolle som i min ungdoms studiehybel: Ungkarle-væksten som overlever, selv om man hele tiden glemmer at vande den.
Man kan se det på dem – og man forstår det undervejs på samtalen ind til byen. De er fattige som kirkerotter og bor lige nu hos hendes forældre ude på Sjælland, mens de venter på fremgang i butikken og at miraklet en dag er ude:
En lille lejlighed i nærheden af butikken!
Vi taler om to unge uden medfødt guldske.
Han er uddannet i byggeriet. Hun er blomsterbinder. Han fik ligesom mistet kontrollen over nær-økonomien, da han blev far som 19-årig. Ikke hans valg – men han er stolt far til en teenager, selv om han nærmest selv ligner én med sin magre krop og drengede ansigt.
Så troede han, at han havde fundet kærligheden – og fik endnu et barn med en ny kvinde. Men han blev skilt fra moderen.
Så det er ikke rigdom der binder ham sammen med den nye kæreste – ”kvinden i mit liv”, som han siger med øjnene. Han er ikke typen der bruger sprogets melodrama.
– Jeg synes, jeg kan mærke, at der begynder at ske noget. Vores butik er jo så lille, at man næsten ikke lægger mærke til den dernede i kælderen. Men nu kan vi mærke, at vi begynder at få stamkunder. Og vi giver ikke op, siger hun næsten iscenesat. Hun har vist brugt den replik mange gange i løbet af året, når huslejen og momsen skulle betales.
– Har du ikke lyst til at komme ind og se butikken, mens jeg læsser af siger den unge mand.
Jeg takker endnu engang min skæbne for, at jeg får disse år i taxiuniverset og vogn 2282. Kunderne kender intet til mit skrive-virke før eller efter turen. Og hvornår i mit tidligere virke blev jeg decideret inviteret indenfor af de mennesker jeg mødte ”tilfældigt”.
De har skabt en slags hule midt på stenbroen.
Ude i skoven fik de fat på tykke træstammer, som er skåret op i rustikke plader til hylder og borde i den diminutive butik. Den er på godt 20 kvadratmeter – og uden baglokale. Her driver de to unge deres forretning fra morgen til aften, seks dage om ugen. Forskellige blomster, – skårne og rodfæstede. Og små dekorative ”ting&sager”, – skåle, træfigurer, vaser som kunderne kan købe med.
Men mest blomster. Og fra i dag det voksende udbud af kaktus. Den nye, gamle trend i den bydel, hvor arbejderklassen engang havde til huse.
De slås for drømmen!
– Kom lige herover, siger han til mig.
Vi går ud på trappen op på gaden og han peger på et par større vinduespartier på den anden side.
– Et lille mirakel. Vi har fået os et større forretningslokale – MED baglokale. 120 kr. billigere om, måneden. Jeg tror næsten butikken bliver 50 pct. større og mere synlig. Det bli’r fedt!
Lige bag os i kælderbutikken, står den smukke kvinde og holder begge hænder om det næste mirakel, der kommer til verden i april. Hun smiler og har styr på det . Og vi mærker alle, at der er kærlighed i luften.
Masser af kærlighed.
God morgen, Danmark.
– kan I selv mærke den?
Taxamand
Next ArticleFar én - far 2 - far tre ...