På tur med en levende solstråle

Det er infantilt – jeg ved det!

Men indtil jeg bliver virkeligt voksen kan det ikke være anderledes.

Jeg får myrekryb af de politiske debatter på tinge, hele den rituelle stammedans – denne gang ved afslutningsdebatten.

Jeg slukker!

Jeg kan godt forstå det med min venstre hjernehalvdel: At selvfølgelig skal den siddende regering rose sig selv for at verden er blevet bedre, siden den kom til. Men undskyld mig, det fremstår også som utroværdigt pral. Og spin-djævlene er da også allerede i gang med at botanisere over. Om fremgangen i væksten på en pct. nu skyldes den almindelige, begyndende vækst. – Eller den såkaldte røde bloks glorværdige indsats. Det barnlige understreges så af journalisternes utrolige metafor-liderlighed. Selvfølgelig skal først en liberal og siden en halvrød tænketank give karakterer – her i eksamenstiden (..jeg er i sekunder ved at flå taxaen ind til siden, hidkalde de nærmeste borgere omkring højtaleren – og så bare danse stammedans). Magen til journalistisk uoriginalitet skal man ………. Ikke lede ret længe efter.

De røde og de blå censorer melder: Thorning er bestået!

Åh Gud, vi er så lettede…

Men da de i afslutningsdebatten begynder at spinde over velfærdssamfundet og hvem der tænker mest på de udsatte, de arbejdsløse – de ældre – så vælger jeg at ”lægge på”. Jeg gider ikke længere høre på hverken de forudsigelige selvforsvar eller angrebskrige. Ikke i dag, hvor solen skinner. Og som et mirakel kommer en solstråle hel ind i bilen.

 

Hun er meget gammel (93 år), meget syg (krumbøjet og stift gående og har fået fjernet en voldsom kræftknude i maven.

 

– Det er derfor jeg har den her bold, siger hun ublufærdigt og trommer med begge hænder på den runde mave.

 

[

– Jeg håber aldrig, at jeg skal behandles af jer, sagde jeg – og de måbede og en enkelt spurgte – hvorfor?

Hun bor i en lille ældrebolig og skal til kontrol på det sygehus, hvor hun arbejdede som fuldmægtig i administrationen i knap 50 år. Hun er glad og særdeles livskraftig, selv om livet ikke bare har været en leg. Det var en stor, stor smerte. Det var knusende hårdt, da hun for flere årtier siden mistede både sin mand og sin søn på kun 25 år.

 

– Jeg kan snakke op og ned ad stolper om det. Og det har jeg gjort. Men det gør stadig ond indeni, når jeg tænker på det. Det må bare ikke tage magten, for så kunne jeg jo ikke være det glade menneske, jeg inderst inde er. Jeg har altid holdt af min familie. Og jeg elskede de mange år på ”X” hospital.

 

Man forstår straks, at hun taler sandt, når hun fortæller, at hun nogle gange blev brugt til at banke de unge læger på plads, fordi hun havde ry for at være ærlig og kærlig. I nævnte rækkefølge. Da en afdelingssygeplejerske bare ikke kunne få de unge læger til at rydde op, sendte hun mig op til den. Vi var gode venner i forvejen og jeg blev modtaget med søde og rare bemærkninger. Men jeg var ikke til råhygge ved den lejlighed:

 

– Jeg håber aldrig, at jeg skal behandles af jer, sagde jeg – og de måbede og en enkelt spurgte – hvorfor?

 

– Jo, nu har jeg gået og set på alt det papir, slikposer etc. I bare går og efterlader jer. Tænk hvis I var lige så glemsomme, hvis I skulle skære i mig. Det har jeg simpelthen ikke lyst til at lægge krop til.

 

Der blev helt stille. Og herefter blev der ryddet op.

 

Jeg tog sgu også fusen på en af de yngre læger, der skulle bistå ved fjernelsen af min store svulst:

 

– Nu gør I det ordentligt og får det hele med, for jeg har planer om at blive 107 år.

 

Den unge mand var nærmest desorienteret eller troede jeg var tosset, – så jeg svarede:

 

– OK, det er måske lidt vildt – men så 105 år, da!

 

Jeg kluk-griner i vognen og hun nyder min rolle som publikum til dagens bedste – og ældste stand-up præstation.

 

Oh jeg får lige finalen:

 

– Da det hele så var vel overstået bad jeg om at se journalen. Jeg læste i begyndelsen noget i retning af: ”…Patienten er en velbevaret kvinde på 92…” – velbevaret sagde jeg til lægen, der gav mig indsigten: – Det lyder sgu som om jeg allerede ER et lig….

 

Så ler taxamanden igen.

 

Og sender en tanke til min gode livsskæbne. Dagligt at lade mig møde mennesker fra den virkelige virkelighed.

Den bedste modgift mod den iscenesatte.

 

God morgen Danmark

Særligt til de gamle koner, der holder modet oppe

 

Next ArticleDen smertelige skilsmisse