En taxamand kan – uagtet opgaven som serviceudbyder –  være utrolig smålig. Som en kassemand i en dicountbutik – en af dem, der hader deres job, får en så ringe betaling, at det nærmest er en del af konceptet at være distanceret til kunden.

Eller som en dårlig tjener på en billig bodega, hvor det er fedteri at være høflig,

Jeg var meget tæt på denne karakteristik i nat. Men lad mig afsløre med det samme: jeg blev kureret – med en nærmest omklamrende venlighed fra kundens side.

Hun evnede at ta’ den sure med det søde!

Jeg sidder endnu og rødmer i den sølvgrå Mercer med det grønne logo. Flove røde kinder, der lykkeligvis ikke er selvlysende i mørket inden solen er stået op.

Det handler i virkeligheden om forventningsafstemning og en næsten infantil attitude til ventetid og dens belønning. Jeg møder mellem kl, 3 og 3, 30. Og lokkeanden ved denne afsindige mødetid her i de bedste forstadskvarterer til hovedstaden er, at det kan give gode ture. Ofte til lufthavnen. Og nogle gange kræver kunden – især trænede rejsende – at vi skal køre “udenom”. Og “udenoms” for taxichauffører er ikke så uartigt, som det lyder. Det handler om at komme til lufthavnen ad motor-ringvejene – og ikke gennem byen. Det handler om flere kilometer for et tændt taxameter. Det er et par hundrede kroner mere i indlørsel. Og sådan en tur kan godt udgøre mellem 20 og 25 pct. Af en dags indtjening.

Kan du forestille dig det? En halv time i fuld fart på motorvejen. Så har du tjent en femtedel af en dagløn.

 

Man bliver sådan en firehjulet “Konen med æggene”, med turbo, 7-trins gearkasse og hele svineriet  For hvis man nu kommer tidligt til lufthavnen? – så kan man køre hurtigt retur igennem byen inden morgen- trafikken, – og så  måske endnu en tur til lufthavnen? – Måske er man nået så langt Nordpå, at man igen skal ha nogen “udenoms”. Og så kommer man tidligt nok til indenrigsflyene med de danske pendlere, der måske skal til Nordsjælland. fantasien overstiger de almindelige hastighedsbestemmelser.

Man tænder bare på denne våde drøm af flow og mange kilometer

Hvor man dog kommer til at elske de danske industribrands, når de holder konferencer i Holbæk. Klokken er knap 9 i min fantasiverden,  og 2 tredjedelen af daglønnen er hjemme. Det er ikke så skidt at køre taxa – og din vognmand elsker dig!

KLASK!

Klokken er blevet 5 under drømmerierne. Du har ventet halvanden time på første tur. Og den går den lokale jernbanestation. Du har fornemmet duften af flere tusinde kroner.

Men du har tjent en hundredelas!

KLASK!

 

“Skal hjælpes”, står der på skærmen. Og et fornavn som indikerer ældre dame. Jeg ringer på og iklæder mig den kølige saglighed,  da fruen er i dørtelefonen:

 

– God morgen, det er taxamanden!

– God morgen min herre. Åh, vil de ikke nok være rar at komme op efter min kuffert. Jeg bor på 3. sal.

 

Hvorfor skulle hun dog tage  en taxa, når det er den her livsindstilling, der holder hende i live som var hun 30 år yngre.

Skide 4 kilometer og en hundredekrone for at vente halvanden time. Jeg har smisket for kunderne og fortalt dem, at det er en taxamands opgave at tage ALLE ture. Også de korte. Klag, hvis chaufføren nægter eller er sur. Jeg er helt på kundernes side. Denne opportunistiske kundebehandling rammer mig nu som en våd klud og jeg forsøger manisk at skjule min skuffelse, da jeg får fruens kuffert på 3. sal. Nej jeg skal ikke tage tasken og jeg kan bare gå i forvejen, for hun skal lige ud i gården med skraldeposen. Det ordner hun selv. Og så den ultimative ydmygelse. Hun er 86 år, får jeg senere at vide. Og mens jeg slæber mig ned ad trapperne som en gråhåret Gorilla, der lige har mistet sin indre alfa-han, hører jeg nede ved indgangsdøren nogle lette, pige-agtige trin: – trip-trap-trip-trap. Det en den 82 årige, der drøner ned af trappen og selvfølgelig skal have taxaen til nærmeste station. Hvorfor skulle hun dog tage  en taxa, når det er den her livsindstilling, der holder hende i live som var hun 30 år yngre.

 

Hun der den rareste kunde på den korte vej til stationen. En vulkan af livskraft, når hun fortæller om sin 52-årige enkestand. Om det fantastiske arbejdsliv som sekretær i et ingeniørfirma. Om de to ugentlige job-dage her i pensionisttilværelsen som frivillig. Den ene dag i en genbrugsbutik. Og den anden som frivillig ”oldemor” i en børnehave.

 

–  Og nu går turen til Nice, siger hun med et smil. Jeg skal ned og besøge Miro, Chagall – altså høre om deres og andre store kunstneres værker på en ældre-højskoletur til Middelhavet. I dag kalder de det Senior College. Det er jo noget pjat og krukkeri , men dem om det, siger hun og smiler som en kvinde meget yngre end dåbsattesten.

 

Jeg føler mig gennemskuet i min smålighed. Og da hun forlader mig med hastige skridt med en taske i den ene hånd og den rullende kuffert, vender hun sig om uden at sige noget. Men jeg aner en taleboble i morgenmørket. Men hun smiler bare helt uden ord:

 

– Kan du nu forstå det gamle dreng. Hvis du vil blive ung og rørig som jeg, la’r du taxaen tage den korte tur og bruger dine ben til den lange.

 

God morgen,  Danmark.