Mødet med min indiske beundrer

 

Når livet via politik og læsning af medier er blevet for barokt, læner jeg mig op ad det måske stærkeste livsindtryk i mit taxa-univers. Det, der trods lille timeløn, tosset mødetid, lange arbejdsdage – holder humøret oppe: At det virkelige liv virker smertestillende i forhold til racer-livet på ”principniveauet”. Virkeligheden er rarere end udlægningen af det.

Det lyder højpandet – men om lidt vil jeg give dig et eksempel. Allerførst et eksempel på ”principniveauet”, når det er allerværst.

Når den politiske debat tager livet af selve politikken.

Jeg oplever det i øjeblikket i EU-debatten. Sidst i tirsdagens EU-debat på vist nok tv2. Studieværten var kommet til at slippe ordet frit mellem politikerne og det endte i et hundeslagsmål som var så pinligt, at deltagerne må rødme i dagene efter. Og så indholdsløst og postulerende, at jeg selv valgte at slukke. Jeg gider simpelthen ikke spille mit liv på arrangerede debatter, hvor jeg ved, at de bagefter slår på skulderen og siger ”ses igen”, når kameraerne er slukket.

Continue reading…

Doktor eller digter?

Hvad skal du være, når du bli’r stor?

Det første spørgsmål i dit liv vedr. din karriereplanlægning. Grundlæggende jo et fuldstændigt tåbeligt spørgsmål, fordi livet ikke er en ret linje. Heller ikke dine muligheder og dit held – eller hvad der ellers påvirker forholdet mellem drømme og realiteter. Det forhindrer ikke den nuværende regeringen og deres stribevis af akademisk uddannede ministre og folketingsmedlemmer i et forsøg på at sætte det hele i system, så det pludselig bliver en politisk beslutning, hvad du må blive, når du bliver stor. Sjov nok stærkt påvirket af profilerede, radikale ministre, hvis parti ellers udspringer af højskolebevægelse, frihed og frisind.

Continue reading…

En soldat, en historie og et håndtryk

Han kommer ud af mørket som var han en skuespiller i en af den slags film, hvor udstrålingen går forud for handlingen. Han er ”type-castet” sådan en slags dagligdagens Sean Connery, tænker jeg – uden at jeg som udgangspunkt ved noget om hans arbejde. Venlig men også lidt reserveret. Klokken er lidt over fire om morgenen i en af Københavns forstæder.

Han er høj, velproportioneret med en atletisk krop, et velplejet skæg, som tager toppen af nydeligheden. Et nærværende, fast blik, som kan ses i det svage skær fra gadebelysningen. I den ene hånd har han en stor, camouflagefarvet kuffert. Den er tung og størrelsen signalerer et længere fravær.

På en måde deltager jeg også i scenariet uden at ane hvorfor og hvordan. Det er bare helt naturligt. Tryk på udløseren af den elektrisk drevne bagklap, op med døren – ud på gaden, udenom kunden, åbner begge døre i højre side, trækker forsædet helt frem, så han får plads til at sidde komfortabelt på bagsædet. Døren lukkes, rundt om bilen igen – og så ind på plads

Continue reading…

Kan man lære dannelse i en taxi?

Hvor kan man lære at blive et dannet menneske?

For det er vi vel enige om på tværs af de politiske forskelle (som i øvrigt er svære at få øje på her i hygge-Danmark). Dannelse er et godt karaktertræk hos et folk og hos et menneske. Ikke de der fimse-borgerlige forfængeligheds-signaler, – lamper og andet design, som social signalkunst. Skolemester-dannelse, som hang mig allermest ud af halsen, da politikerne begyndte at udarbejdede såkaldte KANON’er. Altså nogle politiske vedtagelser af, hvad der er de vigtigste kunstnere, de vigtigste historiske begivenheder etc.

Det er mig lige vel sovjetrussisk, at staten skal bestemme den gode smag.

Men at besidde dannelse – viden om mennesket og menneskelivet og evnen og lysten til at dele det i dialog med omverdenen.  Det er spændende og det binder mennesker sammen.

Continue reading…