Hvis ikke det var fordi jeg var bange for den perverse etikette, havde jeg gjort det.
Jeg havde sådan lyst til at lægge armene om min Mercer – eller bare kysse stjernen – blidt!
Her dagen efter valget elsker jeg mit job som taxamand.
Og jeg har myrekryb over mit andet alter ego – journalisten.
Ikke megen respekt for faget i disse timer efter intensiv radiolytning på dagens vagt gennem alle 12 timer.
Først skaber medierne et set up til valget, som er noget af det mest slappe jeg har oplevet i min karriere. Ukritisk og historieløst. Og så høster de valgresultatet som noget overraskende.
Hele historien om DF og Morten Messerschmidt.
Min læsere ved, at jeg ikke tilhører den national-konservative menighed. Så derfor er det vel ok, at jeg ikke strutter af glæde over valget til parlamentet. Jeg er dog først og fremmest temmelig glad for demokratiet og folkets ret til at bestemme uanset taxamænd og andre selvudnævnte meningsdannere. Så forudsætter jeg så til gengæld, at det indlysende ses kritisk an i sømmene. Selvfølgelig succes-kandidaten selv. Det er sin sag.
Af en eller anden grund har han charmet sig udenom det kritiske lys.
