Hvad skal du være, når du bli’r stor?

Det første spørgsmål i dit liv vedr. din karriereplanlægning. Grundlæggende jo et fuldstændigt tåbeligt spørgsmål, fordi livet ikke er en ret linje. Heller ikke dine muligheder og dit held – eller hvad der ellers påvirker forholdet mellem drømme og realiteter. Det forhindrer ikke den nuværende regeringen og deres stribevis af akademisk uddannede ministre og folketingsmedlemmer i et forsøg på at sætte det hele i system, så det pludselig bliver en politisk beslutning, hvad du må blive, når du bliver stor. Sjov nok stærkt påvirket af profilerede, radikale ministre, hvis parti ellers udspringer af højskolebevægelse, frihed og frisind.

Men det er en helt anden, paradoksal historie, der stensikkert vil blive overhalet af virkeligheden om nogle år.

Stol ALDRIG op politikere, der forsøger at gætte på, hvordan verden ser ud om 10 år.

De aner det ikke, de gætter – og ofte forkert!.

Lad os i stedet lege med den realitet, at vi lod livet råde og passionen og mulighederne lægge kursen. Og at vi ikke ved, om det valg vi foretog os ved skolevalg, ved gymnasium eller faglig uddannelse, ved voksenuddannelse, ved det første job – ved karriere-lægningen – at vi ikke ved om det holder og hvor det ender.

Denne blogs ejer og forfatter er et eksempel i sig selv.

Da jeg stod der som grøn, nyfyldt 23-årig journalist ville jeg jo ikke tro på, at jeg en dag ville være chef for en underholdningskanal i radioen.

Og da jeg en dag blev chefredaktør for hele DR’s radioindhold, ville jeg nok have tvivlet på en skæbne som lykkelig taxamand.

Og hvor jeg dog takker den gode skæbne for, at jeg ikke indgik i en ministeriel handlingsplan.

 

Solen står op over 2900 Hellerup.

…Jeg kunne ikke holde min kæft og skulle absolut spørge som den første. FBB betyder – F***ing Big Business…

– Min taxa kører op foran en af den berømte bydels smukkere huse. Kun et stenkast fra den berømte strandvej. En veloplagt mand, sidst i 40’erne, er for Gud ved hvilken gang kommet tidligt ud af fjerene. Han bor med sin familie i København, firmaet, han er ansat i, er amerikansk og han arbejder i en europæisk hovedstad. Medicinalindustrien. En såkaldt FBB i slang. (Jeg lærte udtrykket ved at blive grinet ud på et ledelseskursus. Blot en uge på en af verdens kendte business schools. Jeg kunne ikke holde min kæft og skulle absolut spørge som den første. FBB betyder – F***ing Big Business.

 

Han er imødekommende, veloplagt og står på mål for sit liv.

 

– Der stod ikke skrevet, at jeg skulle ind i medicinalindustrien. Jeg har f.eks. kunstnere i min nærmeste familie. Men jeg blev læge og var ved at uddanne mig til speciallæge. Ja, faktisk var jeg ved at forberede en disputats indenfor området ”lægemidler”. Af en eller grund, interesserede det mig særligt. Så fik jeg pludselig et tilbud om at gå ind i et job på industriens side. Tænkte ikke bare på pengene. Det handlede i den grad om gode ressourcer til at kunne handle dybt inde i min faglighed. Det handlede bl.a. om test og afprøvninger af medicin. Specialet i den virksomhed, jeg arbejder i.

 

Sidenhen gled min kunde ind i ledelse og nu ledelse på topplan. Læge – industri – topledelse. Det har været og er en fantastisk karriere. Men eftertanken begynder at melde sig ved 50-året, som nærmer sig indenfor de næste par år. Han har rejser og rejser og rejser – og det er hårdt uanset den solide indkomst. Ikke mindst fraværet. Han familie? – de accepterer det. Det er vist det varmeste ord, der kan bruges.

Inden vi når frem til lufthavnen spørger jeg ham:

 

– Er du frisk på en lille, hurtig leg?

– Ja, da!

– Hvis du nu ikke skulle eller kunne arbejde som høj chef i medicinalbranchen – hvad ville du så i din drømmeverden?

 

Han tænker lidt. Jeg kan se i spejlet, at han er med – og smiler en smule?

 

– Det er selvfølgelig nærliggende og kunne være spændende med frivilligt arbejde. Humanitært arbejde.

 

Han smiler og vover pelsen en smule:

 

– Måske ville jeg være digter. Fik faktisk udgivet nogle enkelte, da jeg var helt ung. Ved jo slet ikke om jeg kunne – jeg er ikke udannet til det med sproget. Men jeg ville måske være digter ligesom dengang i 80’erne, hvor jeg gik i sort tøj på de sorte barer.

 

Så smiler vi begge. Vi griner ikke. Vi smiler.

 

God morgen

– I sær til skabseventyrerne iblandt os.

 

PS: Hvad med dig? – hvis nu ikke det lige var gået som det gik? – Kom med et bud. Gerne her på siden eller Facebook…

Hvad skal du være, når du bli’r gammel?