Det smukkeste i mit firehjulede arbejdsliv?

Det er ret fedt at kigge ind i et par brune, indiske øjne på en kvinde, som smiler til mig i bakspejlet, fra bagsædet, mens vi taler om tilværelsens hårde og kærlige tildragelser på tværs af kontinenter og kulturer.

Eller tjeneren fra Café Victor natten til lørdag. Hun er smadret efter 10 timers arbejde og den gamle sølvræv og den unge kvinde deler skæbne. Vi er Pal’s trods alderens filippinergrav og samler på historier om de åndssvageste kunder.

Eller Jajin, på 11, min nye, unge ven og kunde. Han kommer fra Sierra Leone og er sort som junglen ved midnat – og fra Herlev og spiller Fought Night, – og jeg kender hverken Afrika, Herlev eller Fought Night. Men Jeg elsker ham og de andre børn, som går på skoler for de særlige børn. Take Five. Vi er venner. Det er et smukt job, jeg har.

Men det smukkeste er at køre med jordemødre.

De er kærlige, empatiske – og usentimentale. Ind med taskerne med udstyret og så til hjemmefødsel. Oftest på forsædet og med et spørgsmål til mig om ,hvordan JEG har det. For helvede altså. Jeg er bare Taxamand. Og lige om lidt har de hjulpet et nyt lille menneske til verden. Dét må dog tælle mere end nattakster, dieselpriser, fucking UBER eller en gymnasieelev som brækker sig ud af vinduet, inden den står på samfundsfag og matematik på et af borgerskabets foretrukne gymnasier.

 

Så er det, jeg fortæller historien om første gang.

Alle mine jordemødre har måtte lytte til den.

Den første gang, jeg blev far.

Anden gang var efter bogen. Den lille pige blobbede bare ud, det var så det, – ”… og gider du lige hente en Baconburger…” Mor er bare sulten.

 Men den første gang var et drama på hele skalaen fra katastrofe-angst til en fuldstændig, afvæbnende lykke.

Det var dengang på Rigshospitalets grønne fødestue, jeg første gang mærkede mit blødeste punkt. Og for ganske nyligt erfarede jeg, at jeg ikke er alene. Jeg fik en time sammen med en kunde på en af den slags lange taxiture, der får branchen til at ligne en guldgrube.

 Han er en kulturarbejder på vej hjem fra job i udlandet og af tilfældige årsager falder snakken på glæden ved at være far. – Og den særlige fryd ved at have døtre. Selv har han bare en enkel, som de kæmpede for at få i årevis. Kroppen er kvindens. Savnet er fælles. I dette tilfælde gik den voldsomme rejse over ufrivillige aborter og megen sorg og smerte. Helt derud, hvor han tog sig selv i at anråbe den gud, han aldrig har troet på.

 – Er du der, Gud, hvad du end kaldes.

Maven voksede, hjertet slog i den lille krop, men da tiden var inde, ville barnet bare ikke ud. Det endte med et dramatisk Kejsersnit

Han husker det tydeligt. Han var hele alene på en cykeltur og havde smerter i hjertet over, at de ikke kunne lykkes for ham.

Det er for langt ude.

Men han mener faktisk, at der blev svaret:

 – ja!

 Og så blev hans kone gravid.

Og denne gang kunne hun holde på barnet.

Maven voksede, hjertet slog i den lille krop, men da tiden var inde, ville barnet bare ikke ud. Det endte med et dramatisk Kejsersnit.

 – Det var li’ godt satans, sagde jeg og fortalte min egen historie, om den førstefødte, der ikke ville ud i verden.

I mit tilfælde med den krølle, at da moren var lagt i narkose, tøsen skåret fri til verden – glemte de i travlheden at orientere faren.

 Det blev de vildeste, mest skrækfyldte minutter i mit liv. Merns jeg ventede, rejste mig, røg ulovligt på toilettet, satte mig igen og lagde hovedet fortvivlet mellem mine hænder. Midt i så jeg indre billeder af vanvittige mødre, kolde lig og små hvide kister.

Så kunne jeg ikke mere og bankede på døren til fødestuen.

 – Åh, undskyld -og værsgo sagde de, – og så lagde de bylten med barnet i mine arme.

 Det var vist nok tidligt om morgenen. Selv indendørs og trods skyerne så jeg solen skinne ned på mig som en orange bjælke i et gammel, religiøst maleri.

 Vi er så rørende enige, min kunde i vogn 24 – og jeg. Det her, har kun de færreste oplevet. Mandens allerblødeste punkt.

Dette vilde, uretfærdige paradoks, hvor moren, først vågner langsomt af narkosen, mens faren er de første arme under barnet.

Det er så smukt og uden trykken og skrammer fra fødslen under almindelige omstændigheder.

Det første barn i min verden.

Det første bærende menneske i hendes nye liv.

 

Så nikker vi til hinanden med blanke øjne. De to fædre fra den særlige klub.

 

PS.

Hvorfor netop denne historie lige netop nu?

Jo, ”klumpen” fylder 30 – i dag!