Det er noget besynderligt noget med kabinen i min sølvgrå Mercer med det grønne logo.

På den ene side, er den hjemsted for det mest kortvarige og et meget intimt møde mellem mennesker. Her tænker jeg ikke nødvendigvis på erotiske undertoner. Det sidste KAN finde sted mellem to mennesker, to kunder, som lige har mødt hinanden og måske er ved at skabe en forelskelse, der kan vare resten af deres liv. Det KAN selvfølgelig også, som jeg har beskrevet det flere gange, være en kortvarig, elegant flirt mellem kunde og taxichauffør (Kender diverse vandrehistorier, der givetvis er mere saftige i fantasien end i realiteten – og fred med det. Vore indre eventyr kan ofte være langt mere fantastiske end virkelighedens verden.)

På den anden side – trods flygtigheden og kortvarigheden – kan taxi-kabinen være et spejl på folkestemningen lige nu. Og den stemning kan på trods af menneskets tryghedsskabte medløberi være meget mere frisindet i taxien end folkestemningen i medierne.

I de sidste dage har det flere gange banket på taxamandens bildør, at jeg har en fortid i DR. Det kan lyde lidt absurd at den ridderkors-dekorerede, ex-programchef i DR’s radio for alvor skal stå til regnskab for statsradiofonien meritter ÅR EFTER, han trådte tilbage. Men, om man og nu kan li’ det eller ej, er jeg mere kendt i mit nuværende service job end det tidligere – godt hjulpet på vej af løbende dækning i diverse medier.

– Sig mig, du lyder da bornholmsk, er det ikke dig, der kalder dig granitperkeren?.

Så griner vi.

– Guuud, er du taxamanden, jeg læser nogle gange dine historier højt for min datter.

– Er det ikke dig, der engang har været chef i DR?. Så blev du måske fyret ligesom Niels Lindvig på Orientering. Jeg fatter simpelthen ikke, hvad de har gang i.

Kunden på bagsædet er hovedrystende vred. Han bor i London og arbejder i den internationale finanssektor og jeg er ret sikker på, at han ikke kan beskyldes for ekstremistiske eller socialistiske tendenser – sådan som nogle af de sædvanlige høj-borgerlige kalkuner gjorde gældende, da Niels Lindvig blev slagtet. De valgte at smile, mens det stod på. – Det gør min kunde ikke. Han er rasende over, at han nu mister en af sine vigtigste kilder til omverdenenes syn på det Storbritannien, hvor han arbejder.

 

– Jeg skal nok selv sortere, hvad der er rødt og hvad der er blåt. Men hans totale indsigt i f.eks. forholdene i republikken Irland og Nordirland bliver svær at undvære. Og hvorfor pokker stoppede de ham midt ui dækningen af det skotske valg.

 

Vi lader billedet stå af den engelsk-danske forretningsmand og den ”røde lejesvend”, som de endelig fik has på i det mere og mere himmelblå DR. Selv er jeg studiekammerat med Niels Lindvig og har aldrig været særlig rød. Og jeg er ikke den rette til at give en nøgtern vurdering af en fyringen – for jeg kender manden for godt til at være upartisk. Jeg ærgrer mig bare over, at frisindet ikke har samme kår som i de år, hvor Lindvig og jeg gik på hold sammen på Journalisthøjskolen. Slet ikke i DR, der har en meget stærk, kollektiv hukommelse, når det handler om at huske irritationerne fra kritiske medarbejdere.

En dag er det slut og det er for sent at holde kæft med tilbagevirkende kraft.

 

…Hvad er det dog for et ynkeligt land, – en demokratisk brugsforening, hvor man ikke kan købe sig til en ordentlig happy ending…

Som et omvendt og absurd apropos er DR og deres beslutningstagere selv på slagtebænken i disse dage, hvor det helt store samtaleemne i Danmark har været Bornedals udgave af legenden om 1864. Det er helt fantastisk at opleve, hvordan det demokrati og det besungne, danske frisind, der netop blev skabt i midten af 1800-tallet (demokrati, folkestyre, folkekirke, højskoler og friskoler), – hvordan det tager sig ud mere end et halvt århundrede efter i et nyt årtusinde, når der kigges tilbage historisk – og kigges frem kunstnerisk.

Ikke en eneste kunde i de sidste 10 dage har kunnet svinge sig op på niveau med nogle af de politikere, der først bevilgede 100 millioner i statsstøtte til et drama-projekt – og sidenhen raser over, at de ikke får den historieskrivning, de har betalt for.

Hvad er det dog for et ynkeligt land, – en demokratisk brugsforening, hvor man ikke kan købe sig til en ordentlig happy ending, der matcher klaphattene ved den fodboldkamp, hvor vi bankede de satans prøjsere for nogle årtier siden.

 

Taxamanden tror på det danske vid og bliver ikke bange for tankerne om, at der skal skabes en gruppe, som skal fakta-tjekke de historiske dramaer i fremtiden. Den form for samfundssyns er blevet testet i både nazitiden og i det stalinistiske Sovjetunionen.

Og på et eller Andet tidspunkt står den slags tanker for fald.

Den histories kan ikke skrives om.

 

solidt borgerlige politikere og mandfolk som Anders Samuelsen og Brian Mikkelsen kan og tør står frem og sige – hver med deres eget sprog: Nu må I fanneme holde op, danskere

Men mest glad er jeg dog for at leve i et land, hvor fridsindet stadig lever, så solidt borgerlige politikere og mandfolk som Anders Samuelsen og Brian Mikkelsen kan og tør står frem og sige – hver med deres eget sprog: Nu må I fanneme holde op, danskere. Selvfølgelig er vi stærke nok til at kunne beundre kunst, selv om vi ikke deler alle holdningerne bag.

 

Ligesom jeg stolt var praktikant på Sjællands Tidende, hvis første redaktør (Sorø Amtstidende) var doktor J. J. Dampe. Han kæmpede mod enevælden og for demokrati og blev i 1820 arresteret og senere dømt for landsforræderi og majestætsfornærmelse – dødsdømt men benådet og indsat som fange på Christiansø. Det kostede noget at sige sandheden.

Han var en af de ideologiske forfædre til partiet Venstre.

Det, der er konservativt og blåt i dag var revolutionært i fortiden.

Den historie er også værd at huske.

Ligesom frisindet.

 

 

– Ved du hvad, taxamand, livet hos os ligner livet i DR.

Han er forsker på en af landets store sygehuse og rasende over afskedigelsen af den kritiske Lindvig. Han er træt af vores manglende evne til at holde fast i frisindet. Og helt uforstående overfor, at DR siger farvel til en særlig kompetence, hvis program og journaluistik han selv har fulgt i flere årtier.

 

– Det er jo ikke bare et spørgsmål om, at det er synd for dem, det går ud over. Hvis vi virkeligt vil det der med det åbne samfund, så gælder der samme forhold for læger, forskere, journalister og tænkere blandt menigmænd. Der skal være plads til dem og deres meninger – også selv om vi undertiden er hovedrystende uenige. Selv om netop personlighederne kan være skide irriterende

Taxamanden tænker sit.

 

Jeg får lyst til en byttehandel.

DR’s udmærkede generaldirektør Maria, som er et godt og dygtigt mennesker, får lov til at låne Merceren bare en enkelt arbejdsdag fra 03,00 til kl. 15. 12 timer på jobbet. Sådan er realiteten her i firmaet. Et møde med det arbejdende folk bag de 3,5 milliarder kroner i licens.

En lytter- og seerundersøgelse på 4 hjul blandt almindelige danskere af alle klasser.

Så låner jeg hendes skrivebord et døgn for at se, hvor svært det kan være for hende.

 

Bare en enkelt dag, ”…så sker det aldrig, aldrig mer, det lover vi hinanden…”

 

Godmorgen Danmark

– til de frisindede, fyrede, fristillede og fastansatte