– Hvad så, Jesper G, hvis du nu skal sige det kort……? (Her må der grines, står der i drejebogen for samtaler i mit liv. – ” … Gøre det kort …” – det er ikke TAXAMANDEN’s stærkeste kompetence… )

–  … Hvad har det egentlig forandret hos dig at køre taxi frem for at være fuldtids-journalist?

Jeg kan faktisk gøre det kort, godt trænet af mine foredrag, hvor jeg får samme spørgsmål om rejsen fra de bonede gulve i Statsradiofonien til vogn 24’s terapeutiske samtalerum. Med tanke for, at jeg som bleghvid dansker udgør en etnisk minoritet i min branche, er nat-arbejder til en undertiden proletarisk løn – og så det velmente og en smule fordomsfulde spørgsmål, som går forud for spørgsmålet om min forandring: ” … Du er journalist siger du, hvorfor i alverden er du endt her i den sølvgrå Mercedes? … ”.

Det sidste svar er enkelt:  For at tjene penge til at overleve.

Det første har jeg måttet tygge mere på, – men jeg er ikke i tvivl: – Taxilivet har gjort mig til politisk pessimist men til menneskelig optimist.

Jeg fik det bekræftet en tidlig aftentime den anden dag. Den sene sol skinner, så jeg burde være glad midt i foråret, som vi har ventet på så længe. Men så er der radioen, som er min anden faglighed og min uundværlige følgesvend. Fra reklamerne på de kommercielle kanaler, over diverse platte måder at gøre valgkampen tilgængelig på – selv i radioformater, der sjældent overrasker med andet end populærmusik og ha-ha-ha-sarkasme – til bekymrede mænd i alverdens danske nyhedsudsendelser. Jeg troede det handlede om at vælgerne var hovedpersoner, men i realiteten er politikerne ikke på valg men til salg. Engang kaldte man det folkets repræsentanter. Nu handler det om politikernes jagt på målgrupper. Den ene dag vil den borgerlige spidskandidat bruge milliarder til at forbedre den offentlige service – den næste må staten holdes i ave. Den ene dag vil den lyserøde topkandidat være børnenes statsminister. Den næste kan hun ikke garantere, at alle børn løftes ud af fattigdommen. Det er der ikke penge til.

Og så ligger angsten for de fremmede, som en spray af gylle over valgkampen. Jeg må have mine kunder til at løfte mig ud af de politiske depression. De, der smiler. De, der spreder almindelig, menneskelig varme. De der lever.

– – –

Vi er skæve alle tre, viser det sig. Altså skæve i forhold til den blåøjede norm. Han er en mørkhåret, ung mand med de smukkeste sorte øjne, som smiler til mig via bakspejlet. Hun er en særlig oplevelse midt i byens normale sovs. Grønlænder, hører jeg på sproget – og så med platinblondt, totalt affarvet hår. En slags inuit-punker, der tror på stjernerne, kærligheden – og så er hun smørrebrødsjomfru af fag. Den første grønlandske smørrebrødsjomfru, jeg har mødt. Hans familie er berbere fra Marokko.

De smiler sødt til hinanden og stemningen stiger vi taxien.

Vi taler alle tre om, hvorfor fanden vi ikke bare kan få lov til at være forskellige. Hun slår dog Taxamandens nysgerrighed og går efter at finde ud af, hvor JEG kommer fra. Mange kunder og kolleger af ”anden etnisk herkomst, hører min dialekt som var jeg en ”fremmedarbejder”. Jeg præsenterer dem for mit stolte kælenavn: granitperkeren. Jeg er født og opvokset på klippeøen og med bondsk stædighed har jeg alle år insisteret på, at jeg ikke er og aldrig bliver københavner. Basta!

Jeg er en lidt fremmed fugl i storbyen – og det er jeg stolt af.

– Det skal du ikke være ked af, siger grønlænderen med det platinblonde hår. Berberen smiler lidt forlegent. – Ked af, svarer jeg. Det er jeg sgu stolt af. Jeg har det ligesom det gamle ordsprog, der advarer mod de etniske, maritime bornholmeres medfødte stædighed og egenrådighed: ” … Hvis du vil undgå kaos på verdenshavene, så må der aldrig være flere bornholmere på et skib, end der er master!” Nu griner grønlænderen og berberen. Han fortæller på indfødt dansk om sin stolthed overfor den kultur, han kommer fra, og at det aldrig har gjort ham mindre dansk. Hun fortæller, at selv om hun alle dage har elsket smørrebrød, så var de første år her i landet vanskelige. Hun var simpelthen ikke god til sproget. Men selvfølgelig er hun kommet efter det i en verden med spegesild, gammelost og friskskrabet tatar. Og med ex-kæresten, som har skænket hende tre børn mellem 2 og 5 år. I aften passer han ungerne og hun skal i byen med venner fra nord og syd og øst og vest. – Må jeg blive sat af her, siger den unge mand med de smukke sorte øjne, umiddelbart efter at jeg blufærdighedskrænkende har spurgt, om de er kærester. Hun griner højere end før på den tur: – Nej da, vi har lige mødt hinanden på stoppestedet, hvor du samlede os op. Der var kaos i busplanerne, og så gad jeg sgu ikke vente længere. Spurgte bare, om han da ikke ville køre med ind i byen. Han får farver i kinderne af den gamle chaufførs morfar-spørgsmål. – Jeg er bare på vej til fodbold. Aftentræning med drengene. Han springer af og hun affærdiger hans ønske om at betale for turen. Den klarer smørrebrødsjomfruen. – Kærester? Jeg skal overhovedet ikke have kærester i lang tid fremover. Jeg har mine børn, mit smørrebrød – og min frihed. Der er ikke tid til kærester. Lidt længere inde i byen sætter jeg hende af i minefeltet. – Farvel TAXAMAND, smiler hun. Måske ses vi en anden dag. Jeg kigger mig jævnligt omkring. Og håber. PS: Du må meget gerne dele mine oplevelser fra den etniske hyrevogn. TAXAMANDEN elsker trafik. På gaderne, så der er tid til at snakke. På nettet, så mange kan køre med i vogn 1-0024.

– Det skal du ikke være ked af, siger grønlænderen med det platinblonde hår. Berberen smiler lidt forlegent.

– Ked af, svarer jeg. Det er jeg sgu stolt af. Jeg har det ligesom det gamle ordsprog, der advarer mod de bornholmeres medfødte stædighed og egenrådighed: ” … Hvis du vil undgå kaos på verdenshavene, så må der aldrig være flere bornholmere på et skib, end der er master!”

Nu griner grønlænderen og berberen på bagsædet. Han fortæller på indfødt dansk om sin stolthed overfor den kultur, han kommer fra, og at det aldrig har gjort ham mindre dansk. Hun fortæller, at selv om hun alle dage har elsket smørrebrød, så var de første år her i landet vanskelige. Hun var simpelthen ikke god til sproget. Men selvfølgelig er hun kommet efter det i en verden af spegesild, gammelost og friskskrabet tatar. Og med ex-kæresten, som har skænket hende tre børn mellem 2 og 5 år. I aften passer han ungerne og hun skal i byen med venner fra nord og syd og øst og vest.

– Må jeg blive sat af her, siger den unge mand med de smukke sorte øjne, umiddelbart efter at jeg blufærdighedskrænkende har spurgt, om de er kærester.

Hun griner højere end før på den tur:

– Nej da, vi har lige mødt hinanden på stoppestedet, hvor du samlede os op. Der var kaos i busplanerne, og så gad jeg sgu ikke vente længere. Spurgte bare, om han da ikke ville køre med ind i byen.

Han får farver i kinderne af den gamle chaufførs morfar-spørgsmål.

– Jeg er bare på vej til fodbold. Aftentræning med drengene. Han springer af og hun affærdiger hans ønske om at betale for turen. Den klarer smørrebrødsjomfruen. – Kærester? Jeg skal overhovedet ikke have kærester i lang tid fremover. Jeg har mine børn, mit smørrebrød – og min frihed. Der er ikke tid til kærester. Lidt længere inde i byen sætter jeg hende af i minefeltet. – Farvel TAXAMAND, smiler hun. Måske ses vi en anden dag. Jeg kigger mig jævnligt omkring. Og håber. PS: Du må meget gerne dele mine oplevelser fra den etniske hyrevogn. TAXAMANDEN elsker trafik. På gaderne, så der er tid til at snakke. På nettet, så mange kan køre med i vogn 1-0024.

– Jeg er bare på vej til fodbold. Aftentræning med drengene.

Han springer af og hun affærdiger hans ønske om at betale for turen. Den klarer smørrebrødsjomfruen.

– Kærester? Jeg skal overhovedet ikke have en kæreste nu. Jeg har mine børn, mit smørrebrød – og min frihed. Der er ikke tid til kærester.

Lidt senere sætter jeg hende af i minefeltet.

– Farvel TAXAMAND, smiler hun. Måske ses vi en anden dag?

Jeg kigger mig jævnligt omkring.

Og håber

– – –

PS: Du må meget gerne dele mine oplevelser fra den etniske hyrevogn. TAXAMANDEN elsker trafik. På gaderne, så der er tid til at snakke. På nettet, så mange kan køre med i vogn 1-0024.