Mest af alt ligner han en sej fyr, nu, hvor jeg samler ham op på hovedstrøget i den københavnske forstad. Slank, adræt – og en varm, sund og brun kulør i ansigtet.

Det er midt på formiddagen, midt på ugen.

Der er masser af trafik, han har prajet mig på gaden, så jeg må nøjes med at holde fordøren indefra. Vi skal hurtigt videre for ikke at genere de øvrige trafikanter.

Og så skal han køre en ret kort tur.

 – Har du haft en god ferie, spørger jeg efter at have iagttaget ansigtsfarven.

– Ferie?

Han ser lidt måbende ud.

Det er tydeligt, at det kender han ikke noget til.

Så mærker jeg lugten af hans ånde. Det er alkohol, og jeg kigger i hans røde øjne. Han har været på druk og fra nu af lytter jeg til hans lidt læspende s’er. Han er skide fuld og klokken er 9,45 formiddag på en hverdag. OK!

– OK, indrømmer jeg med et smil. Jeg så bare din ansigtsfarve og gættede på, at du havde været sydpå i varmen eller oppe i sneen i bjergene.

Det var så dagens dårligste åbningsreplik.

Han er fortsat stille. Selv begrebet åbningsreplik, kan han ikke gætte sig til i sin lallende tilstand.

Men den med ansigtsfarven er feset ind.

– Nej, du, den brune farve er helt kunstig. Jeg ville bare se lidt friskere ud, så jeg har været i cancer-grillen.

– Hjem til damen?

– Nej for helvede, hun smed mig ud for et par uger siden. Jeg bor hos de gamle for tiden, og det er jo noget lort. De bli’r heller ikke sådan top-glade for at se mig sådan her.

Selv om han smågriner, er jeg ikke i tvivl om, at det her ikke er den sjoveste hjemtur. Han har sikkert prøvet den mange gange før.

Jeg føler mig som en slags pusher. Men for helvede! Jeg skal jo leve af det her

Og så er turen slut, inden den helt er begyndt, og inden jeg fik en lidt større bid af hans livshistorie. Han er en håndfuld år yngre end min egen den yngste, og jeg har aldrig haft drengebørn. Men jeg mærker alligevel den der lidt vemodige følelse af at ville gøre et eller andet, selv om jeg jo ikke har en skid med den unge mand at gøre.

Han fumler sedler frem. Har kun en 200-krone – og jeg kan bare beholde resten. Det er nærmest halvdelen. Jeg føler mig som en slags pusher. Men for helvede! Jeg skal jo leve af det her.

Jeg kan ikke give ham anden end den bare næve, som han bliver glad for. Og så et bedstefaderligt ”… pas nu godt på dig selv …!

 

Jeg tager god tid og glider langsomt ind mod byen. Efter mindre end et par minutter kan jeg se på computeren, at der mangler vogne i lufthavnen. Så vender jeg Merceren og kører den modsatte vej.

Da jeg kommer forbi afsætningsstedet for min sidste kunde, – står den halvdrukne knægt med det kunstigt solbrunede ansigt der igen.

– OK?

– Ja, for helvede, siger han og lyder endnu mere flov over gensynet end over de beduggede øjne. Jeg fik fat på min fætter. Han var hjemme, så jeg kan sove den ud hos ham. Så slipper jeg for balladen. De er sgu, ok gode, stabile mennesker, min mor og min far. Jeg har ikke været glemt eller overset, synes jeg. De er almindelige forældre, som alle andre her i kvarteret. Men de bliver så rasende, når jeg ikke passer på mig selv. Og så skændes vi. Og så gider jeg kraftædeme ikke være der.

Denne gang åbner han for sluserne. Eller rettere. Han lader først lidt havvand passere – og så kommer der mere og mere.

– Jeg har hele livet igennem haft det så svært ved at omgås mennesker, som ikke kan hjælpe mig med at se, at der er noget godt idet jeg lavet – eller det jeg måske kunne lave.

I begyndelsen reager mit indre – krympende. Jeg siger ikke noget., Men jeg tænker det. Nu gider jeg fanneme ikke høre mere om, hvor svært livet er. At man skændes. At man slås. At man bliver sparket ud af skolen. At man ikke kan holde på indtil flere lærepladser i gode fag med masser af arbejde. Den der med, at det hele tiden er omgivelsernes skyld, at man ikke har succes. Eller bare kan tjene sine penge, når man nu er en flot fyr med pæne overarme.

At man har et problem.

Han HAR et problem. Kredser om det et par gange, før han tør sige det:

– Kola, ”sne til næsen”, du ved! Coke.

De første ord lader jeg som om, jeg ikke forstår. Jeg vil simpelthen høre ham sige de ord, der kommer tættest på kokain-misbruger. Og han gør det – han siger det.

 

Stadiet med ”misbrugslinjen”, og professionel behandling, har han for længst overskredet. Han rør det ikke nu – siger han. Om jeg tror på ham? Jeg gætter på, at jeg har det nogenlunde, som hans far og mor, når gang på gang kommer dinglende ind ad døren midt på formiddagen og har erstattet det hvide, billige , snehvide veloplagtheds-pulver med en skovlfuld bajere med shots.

Skæv den ene dag, fuld den næste! Og så taler man ikke om kaninøjnene og al den tjald han røg, da han var teenager.

Han fortæller historien om det laveste selvværd på egnen. – At det ikke bliver bedre med bajere, pulver, forladte lærepladser, hvor han har smækket med dørene, så det dryssene ned med puds i væggene. For slet ikke at tale om at alle de røvfuld’er han har delt ud, når han ikke længere kunne holde det ud. At han – uanset, hvad jeg og de andre privilegerede borgerdyr og fædre kan holde ud at høre af klynk og undskyldninger – aldrig rigtigt har hørt nogle fortælle ham, hvad han er rigtig god til.

Hvad han kan.

Hvor han måske er bedre end det klamme gennemsnit.

 

Jeg fortalte ham om at være den sidste på fodboldholdet – og så måtte man snakke damerne hjem i seng

Det er så sentimentalt, det jeg gjorde, at jeg indtil lige nu havde besluttet, at jeg ikke ville fortælle historien. For det med følelser, der driver ned ad væggene er godt nok mig – men burde sorteres ud af mit journalistiske filter. Og jeg aner jo dybest set ikke, om han tog røven på en ”medføler” – endnu engang.

Jeg fortalte ham, at det der med ikke at være god nok, er noget alle, åbne mennesker kender noget til – selv dem med succes. Jeg fortalte ham om at være den sidste på fodboldholdet – og så måtte man snakke damerne hjem i seng. Om at skrive flæbende kærlighedsdigte, når andre spillede tennis. Om ikke at føle sig som et mandfolk i sin fars øjne. Om at være en stor kanon i medieverdenen. – Og så langsomt over nogle år pludselig at fjerne den ene mursten efter i den fabrikshøje skorsten, som man efterhånden havde bygget for at fjerne osen og røgen – fra sig selv. Se den lysende lettelse i chefens ansigt, da jeg siger op. Når man nu gik og troede på, at man var uundværlig . For derefter – meget hektisk og pinligt selvoptaget – at finde på et eller andet, som kan vise verden, at man stadig er en slags stor kanon.

Eller et haglgevær.

Eller i hvert fald en slangebøsse.

 

Han lytter til mig med øjne, der måske er lidt fugtige. Eller bare fordrukne?.

Vi har allerede holdt stille nogle minutter udenfor fætterens lejlighed

– Jeg aner jo ikke, hvem du er, siger jeg. Og det er jo pisse-ligegyldigt, hvad Taxamanden mener. Men jeg tror sgu, du kan et eller andet. Hvis du tør. Skal vi vædde?

Det hele startede med en uforståelig indgangsreplik. Nu slutter jeg med den dummeste.

– Skal vi vædde?

Jeg rækker hånden ud – og han trykker den og trækker til.

En krammer i taxien.

Fucking ikke en skid andet end en krammer i vogn 2282.

 

God morgen, Danmark!

– SKAL vi vædde?