Det er klicheernes årstid lige nu – ikke mindst for de unge.

De yngste af dem er på vej ind i de voksnes rækker.

De lidt ældre springer ud som diverse studenter.

Historierne om super-studenterne er netop begyndt. Og lige om lidt begynder de næste om at komme – eller komme ind på drømmestudiet. Og når vi så kommer til sensommeren, skal vi igen høre beretningerne om, hvor svært det er for den nye studerende at finde et ordentligt sted at bo.

Bort set fra selvfølgelighedernes elendige kommunikationsværdi er det selvfølgelig ok at vores medier og opmærksomhed er synkroniserede med vores livscyklus. Og for os, der er forældre til studerende, er det selvfølgelig identitetsskabende, at vi genkender vores afkoms liv i dets forskellige faser.

Jeg ville egentlig meget gerne sige, at jeg genkendte mit eget – på dette tidspunkt i livet – for 41 år siden. Dengang jeg festede igennem med min nye, hvide hue, kyssede hende, der skulle blive min første langtidskæreste. – Og svedte tran på Asylvej i Århus, da jeg gik til optagelsesprøve på journalistuddannelsen. Men uddannelsesfeberen var altså mindre dengang. Faktisk var der færre studenterhuer, fordi det bare ikke var så moderne. Der var næsten ingen adgangsbegrænsninger til de fleste, højere uddannelser. Det hed ikke fjumreår men jeg-ved-endnu-ikke-hvad-jeg-vil. Og så var der ret bestet heller ikke så mange jorden-rundt-rejser, fordi flybilletter var forholdsvis dyre og pengene mindre.

Kravene – både dem til de kommende studerende og deres til deres livsvilkår – var mindre.

Jeg er ikke i tvivl: Det er blevet sværere og hårdere at skulle tage stilling til sin fremtid.

 

[

…ham, der samledes os er ikke tilfreds med vore samlede ambitioner. Jeg tror ikke han gider dette band…

Han sætter sig glad og lettere beruset ind i den sølvfarvede Mercer med den grønne logo. Han er langtfra så halvdød, som nogle af hans alderssfæller  er det på det ukristelige tidspunkt, hvor taxamanden kæmper for at få øjne og hans kunder for at finde hjem så hurtigt som muligt. De unge damer er manisk friske for at holde på formerne, men deres ”s’er” afslører, at der er røget noget indenbords. De unge mænd vil bare hjem at se dyner.

 

Men den unge mand er mere fattet. Og det er tydligt, at han har lydt til at snakke med ”morfar”. Og morfar-taxamand har som sædvanligt altid lyst   til at tale – og lytte.

Den unge mand har været ude at spille i Gothersgade. Han trakterer en rimelig el-bas og er en ret god sang til bred rockmusik. Noget de selv har lavet – og det gik hammer-godt. Folk var glade. Og han indrømmer, at nyder sødmen over opmærksomheden.

 

– Faktisk er jeg oprindelig udannet tømrer. Det var OK, men jeg have sådan behov for at prøve noget andet. Så fik jeg et godt job i et callcenter. Der e jeg nu, – og det er OK. Jeg spiller ved siden af og ville egentlig gerne gøre mere ved det. Men vores første koncert i aften, bliver sikkert den sidste. For vi kan nikke blive enige om, hvor alvorligt, vi skal tage musikken. Jeg er sådan set med. Men ham, der samledes os er ikke tilfreds med vore samlede ambitioner. Jeg tror ikke han gider dette band.

 

Han fortæller mig, at valgmulighederne nogle gange ikke har frihedens værdi, fordi han føler sig form usikker til at vælge.

Så er der politiet, der trækker. Men er han nu dygtig nok til det, skolemæssigt.

Og da han hører om taxamanden baggrund i journalistik – og radio…..

 

– Jeg er helt vil med radio. Det kunne jeg virkeligt tænke mig, Og så kunne jeg forene det med min musikinteresse. Men jeg kan ikke rigtigt beslutte mig for, hvad jeg VIRKELIGT brænder for.

 

På resten af turen, er det ham, der interviewer mig. Det er en af de nætter, hvor jeg må trække mig med alt for detailleret rådgivning. For den unge fyr er gladere på overfladen end indeni. Det mærker jeg.

Og det forstår jeg.

For drømmene er friere og mere højtflyvende end tidsånden.

Ligesom kravene er højere end det han kan præstere lige nu.

 

Og hvor går man hen, hvis man ikke kan beslutte sig. I en tid, hvor ubeslutsomhed er konverteret fra at være en menneskeret til at være en social diagnose?

 

God morgen, Danmark

– Har du et svar?