Klumme i Ektrabladet, EKSTRA lørdag den 27. december 2014

(En diligence fuld af kærlighed, – det var den sølvgrå Mercers’s vigtigste rolle i 2014)

 

Det er vores helt almindelige liv, du kan læse om i og mellem linjerne i beretningerne fra dagliglivet, set gennem forruden på vogn 2282. I min sølvfarvede Mercer med det grønne logo er tilværelsen ikke en iscenesat virkelighed. Jeg har aldrig selv kunnet vælge, om det er tragedien, som jeg og læserne skal møde. Jeg ved bare, at den er der af og til. Den Altfortærende ensomhed og smerten over ham eller hende, der ikke er der mere. Et liv der er helt ude af egenkontrol. Men også helt omvendt: fortrøstningsfuldheden, hvor der er et spinkelt lys derude i tunnelen, selv om nætterne lige nu godt nok er betydeligt længere end timerne med lys.

Og så med disse lidt skæve øjne, som er karakteristiske for mennesker med Downs syndrom

Hvad er så det typiske snapfoto fra året 2014?

Jeg aner det ikke. Og så er jeg i øvrigt ved at brække mig over denne tid på året, hvor spåkoner af begge køn kloger sig på, om vi er på vej op eller ned – eller ud eller ind. Den der kierkegaardske med at livet ”..skal forstås baglæns..” har vi efterhånden taget til os i landsby-nationen af skeptikere.

Mens den med at det skal ”… leves forlæns …” er noget sværere for de puritanske nordboer.

 

Så jeg vil bare nyde årets sidste arbejdsdag i den faceliftede Mercedes 200 E, turbo – ufordøjet!

Bare lade det skide liv komme til mig midt i dette æterbårne, bekymrede helvede af forarmede russere, islamiske krigere og professionelle amatør-politikere, der taler mit liv helt ned i et sort hul, selv om jeg faktisk havde det nogenlunde, da dagen begyndte.

 

Jeg møder Ida for anden gang i mit.

Hun er 15 år, lille af sin alder, soigneret og i tidens flotte tøj, som det sømmer sig for en datter af middelstanden. – Hun strutter af kærlighed til verden. Og så med disse lidt skæve øjne, som er karakteristiske for mennesker med Downs syndrom. Hendes handicap og den daglige køretur til og fra specialskolen – og i årevis med skiftende taxichauffører, gør, at hun ikke genkender mig. Men jeg genkender hende, og turen bliver lige så rar og kærlighedsfuld som første gang. Hun ringer til mor og fortæller, at nu er hun på vej. Så tager hun sin iPad frem og fortæller om de forskellige opgaver og projekter, hun har lavet i skolen. Jeg får endnu engang punkteret mine fordomme om Downs syndromets totale handicap for alle. Ida kan læse – hun læser op fra sine rejser. Om livet derhjemme med tvillingebrødrene, som er hendes kærligheds-riddere. Om begrænsningerne i et liv med et psykisk handicap. Melankolsk i øjeblikke, hvor vi passerer den skole, hvor hun aldrig kommer til at gå: ”Det må jeg ikke med Downs”. Kærlig og sjov, når jeg får krøniken om den sidste pyjamasfest med vennerne. Hun læser det hele smuk op, så ”normale” ville misunde hende præcisionen og tydeligheden i sproget. Og hun er så fuld af kærlighed, at jeg tror hun er lykkeligere end det ”raske” gennemsnit.

– Vi ses taxamand, smiler hun. Et rundt ansigt med de skæve øjne.

 

Jeg håber ved Gud, at hun får ret.

 

Kunderne tidligere på dagen er også på vej i velfærds-Danmark. De skal have tjekket noget på et af regionens store hospitaler – og så gider de ikke snakke mere om det.

– Sådan er det bare, når man er skide gammel, siger manden grinende og selvironisk, mens den smukke, gamle kone er både hjælpsom og bekymret i ansigtet, og løfter hans ben ind efter ham på forsædet.

Så kører vi. Han er så hamrende stolt af sin fremskredne alder, at han presser på for selv at fortælle om den. Han lægger selv hårdt ud:-

 

– Det er vel OK at have dårlige ben, når ens ældste barn er folkepensionist og fylder 70 lige om lidt, siger han stolt og fortæller, at ”…mutter og jeg er begge 92, så der er ingen vej udenom: Vi er gamle, SÅ gamle..”

Jeg har sgu sparet sammen til den i 70 år.

På den korte tur fortæller han, at han og fruen kan fejre JERNBRYLLUP på Bastilledagen den 14. juli i det nye år. Et hurtigt rådhus-bryllup i befrielsesåret 1945 limede de to muntre mennesker sammen i en sådan grad, at jeg håber Vorherre kigger med og lader dem gå herfra hånd i hånd, når tiden er inde.

Og det er den først efter festen.

– Jeg kan godt sige dig, taxamand. Det bli’r en stor fest. Sådan skal det være. Jeg har sgu sparet sammen til den i 70 år.

 

Han griner mens konen ryster på hovedet, som hun har gjort det tusindvis af gange i de sidste 70 år.

 

God dag, Danmark.

– tak for 2014 i kærlighedsdiligencen, vogn 2282