Det er ret præcist 3 år siden, at historierne begyndte at flyde systematisk fra Taxamandens dagligdag.

Det er blevet til ca. 340 opslag på taxamand.dk. Sidenhen kom Ekstrabladet til med Taxamandens oplevelser i først lørdagens siden søndagens magasin EKSTRA. 130 klummer! Og sidst min blogindlæg og mere holdningsmæssige indlæg i avisen.dk, som er en net-nyhedsavis som, ejes af A-pressen og internetkoncernen Freeway. Her er jeg efterhånden oppe på 80 blogindlæg.

Næste sommer er det 40 år siden, jeg blev uddannet journalist og begyndte i DR som en grønskolling på bare nyfyldte 23 år. Her fik jeg en karriere som journalist, underviser, udvikler og chef – en fuldstændigt fascinerende rejse fra gamle, tunge Nagra-Båndoptagere – til arbejdet med moderne, digitale strategier.

I grove træk har jeg haft et meget lykkeligt og ekstremt privilegeret arbejdsliv, hvor jeg aldrig rigtigt har kunnet skelne mellem arbejdsglæde og personlig kærlighed til livet. Så det er umuligt for mig at sige, hvor de største oplevelser gemte sig. Helt umuligt!Men mine nærmeste og mine faste læsere kender mig og min meget sentimentale åre. Så det kommer sikkert ikke som nogen stor overraskelse, at de helt nære oplevelser i vogn 2282 er helt op i toppen af hitlisten. Ikke så meget de kendte musikere og andre kunstnere, som jeg mødte både i DR og i taxien. Ikke dramaerne i stor kærlighed eller dyb indignation.

Men dér hvor livet er helt tæt på.

Tættest.

Når det er ved at slutte

Men det er vel ikke meget smukkere end ved begyndelsen.

Jeg HAR været med lige fra starten.

Eller næsten lige fra starten. S

idst for blot en uge siden, hvor et ungt, afghansk par og deres førstefødte på 4 skulle køres fra en af flygtningecentrene til fødeafdelingen. Uden veer! – For der var tale om et planlagt Kejsersnit.

Det var af de stille ture, selv om den startede med et raseriudbrud.

Mere om den senere….

 

Min første ”fødsel” var med en dansk mand og hans sydamerikanske kone.

Her kunne man tale om middelstand med tjek på det hele. Jeg så billede af mig selv ved min ældste datters fødsel for mere end 28 år siden. OK, det er kvinderne, der ” …føder deres børn i smerte …” som Gud sagde, inden han smed Adam og Eva ud af Paradis. Men det kan sandelig også være et pres på manden. Sådan føler vi det – og maser os ind på de feminine enemærker.

Jeg kan stort set ikke et ord spansk, men det var ikke en decideret kærlighedserklæring, hun fyrede af

Det var det, der stod i den smukke, sorthårede Latino-frues øjne: ”Hallo, det er mig, der er kvinden!” Eller snarere ”Så slap dog af, din store idiot!”. De sorte øjne lynede, mens han fortsatte med at støtte og holde og løfte og give råd om sidde-vinkel og vejrtrækning.

– Det skal nok gå. Det skal nok gå, min skat. Vi skal nok komme igennem det her

Så tændte hun helt af.

Jeg kan stort set ikke et ord spansk, men det var ikke en decideret kærlighedserklæring, hun fyrede af både hviskende og hvislende som en giftslange, mens jeg så hans ansigt i bakspejlet. Han var byens floveste skoledreng, da han sandsynligvis fik at vide, at nu skulle han holde sin kæft, for det var hende, der var ramt af smerten.

Han kapitulerede. Ikke så meget som et suk til undskyldning.

 

Og så var der turen fra neonatal-afsnittet – afdelingen for de for tidligt fødte. Min største oplevelse var i virkeligheden netop afdelingen. Jeg skrev i Ekstrabladet om oplevelsen – og om nogle måneder vil historien blive genudsendt i min egen blog. Midt i en myretue af aktivitet med børn på vej og børn på vej ud af afdelingen, med nogle af de travleste mennesker, jeg har mødt. Sygeplejerskerne og plejepersonalet småløbende eller dybt koncentreret foran overvågningsskærmene. Lavtlønnede livreddere med totalt overskud.

– Vil du ikke have en kop kaffe, Taxamand. Vi har fødselsdag i dag!

Jeg beundrer disse hvidkitlede engle midt i forældrenes angst for at miste det liv, der lige er begyndt som en lille – alt for lille klump i en kuvøse. Jeg beundrer dem grænseløst.

Ligesom den jamrende førstegangsfødende, der helt, helt har undervurderet, hvor hård ve-smerterne er. Vidste man ikke bedre oplevede jeg hendes råben som en dødskamp. Det var måske en af de mest intime og private øjeblikke i mit taxiliv.

Eller faren, der stak næsen ud af døren, da jeg ankom med noget ekstra udstyr til jordemoren ved en hjemmefødsel

– Det blev en pige, det blev en pige, hviskede han med rodet hår og svedskjolder på skjorten

– Piger er fantastiske. Jeg har tre, svarede jeg og så et nanosekund af et smil. Et sekund af maskulin solidaritet mellem to mennesker, der givetvis aldrig skal møde hinanden igen.

 

Den afghanske kvinde fra flygtningecenteret til Kejsersnittet på regionshospitalet – var cool. Og stærk. Også i etniske ægteskaber kan det hænde, at det er kvinderne, der har bukserne på. Det fik den sorthårede mand, der mest lignede en dreng at føle, endnu inden Merceren var startet. I mørket forsøgte han at lukke bagdøren, inden jeg nåede overe på den anden side – og endnu inden, hun havde fået sine ben indenfor. Hun blev klemt mellem dør og vogn – og så tændte vulkanen. For første gang overhørte jeg jordens største skideballe på farsi (persisk , som tales i Iran og dele af Afghanistan). Det virkede som om, hun var tæt på at pande ham én. Hun gestikulerede, så hænderne kun var få centimeter fra hans flove ansigt.

” … only a little English…”

For en gangs skyld: Jeg anede hverken, hvad jeg skulle sige eller gøre men måtte nøjes med hendes himmelvendte øjne i bakspejlet. De brændte igennem, selv om det endnu ikke var blevet helt lyst.

– Only a little english, only a little english, sagde hun med et høfligt signal om, at vi egentlig ikke behøvede snakke sammen.

 

Det blev den mest stille tur gennem Nordsjælland.

Den lille dreng faldt hurtigt i søvn i barnesædet. Manden kiggede ned for sig – og skiftevis på konen med det lille tørklæde og den store mave. Hun sad hele vejen og kiggede gennem sideruden ud over landskabet.

Ingen fødselssmerter. Det sørger det vestlige velfærdssamfund for.

Men vemodet kunne hun ikke skjule.

Han bare bukkede og takkede, da turen var slut.

Den totalt fremmede verden.

 

God Morgen Danmark

– især til de nye forældre