Dette blogindlæg har tidligere været bragt i Ekstrabladets søndagsmagasin,. EKSTRA.

 

”Elskede – der er linjer i din skikkelse, som jeg genkender i solsystemets baner”.

Sådan frit citeret fra August Strindbergs ”Et drømmespil”. Det var i 2,g, skolekomedien engang i Yngre Kridttid. Sådan føles det i hvert fald. Eller også var det helt præcist i 1972, hvor en eller anden klovn af en vikar fandt ud af, at vi netop IKKE skulle spille kommedie men i stedet prøvet kræfter med den mere surrealistiske del af Strindberg.

Jeg var officer og forelsket og havde ikke bare en eneste replik, der var til at grine af. Det har fået mig til lige siden at miste troen på den stort opsatte kærlighed. Det fjernede min hemmelige lyst til at blive skuespiller. – Og det har en gang for alle trukket Strindberg ud af mit kunst-univers. At betragte forholdet mellem mand og kvinde som en permanent krigsskueplads?

Det er enten lidt for meget eller lidt for tæt på virkeligheden.

 

Men så ligger han alligevel og lurer, den skide-sure svensker.

Ned på knæ og frem med den unikke forlovelsesring. Min datter græd, lillesøster græd – alle kvinderne græd

Denne her morgen er der mest stille og jeg får tildelt en af disse tænkepauser, som er noget ganske særligt ved taxilivet. Jeg er endelig vågen, solen er ved at stå op. Nogle kunder vakler hjem – men ellers er her helt stille.

Jeg tænker på min datter, der skal giftes. Kæresten friede til hende fra en af scenerne på Roskilde. Folk jublede. Ned på knæ og frem med den unikke forlovelsesring. Min datter græd, lillesøster græd – alle kvinderne græd.

Den højeste menneske-lykke akkompagneret af glædestårer.

Men, men, men…. Hvad så, når smerten indtræder en dag. Når de hvide servietter er røget på gulvet. Skuffelsen. Råberiet. Når gamle sure August får ret i det der med krigen i kærlighedens univers?

Hvad så, min smukke datter? Også du kender jo til lyden af døre, der smækkes hårdt.

 

Den lykkeligt berusede nattegænger banker på sideruden og vækker mig fra mine melankolske eftertanker.

– Om jeg er ledig? – jamen det er jeg da. Om jeg kan køre dig til Brønshøj. Ja, men det kan jeg da.

Han har haft en dejlig aften og nat i byen med sin kæreste – en kæreste gennem en halv snes år. De har begge gode akademiske uddannelser og gode jobs. Ham som teknikchef på et relativt højt niveau. Hun som konsulent i uddannelsessektoren. Og nej, de har faktisk ikke planer om at skulle have børn. – Og skal det besluttes, skal det være meget snart. For hun er ved at fylde 40 – han er 3-4 år yngre.

 

– Det er nok mest hendes beslutning, at børn ønsker vi os ikke. Og den beslutning er OK for mig. Hvis hun meget gerne ville, var sikkert også med på den. Men hun er jo den ældste, og derfor ligger beslutningen meget hos hende.

 

– Jeg er grundlæggende liberal, men hun er ræverød, smågriner han

Han er faktisk på vej alene hjem, fordi de blev uvenner. Men ro på! Det er der ikke noget nyt i for de to elskende gennem 10 år – for de er meget forskellige. Ikke mindst på det politiske, og det er i den grad blevet afprøvet i de sidste uger under folketingsvalget.

– Jeg er grundlæggende liberal, men hun er ræverød, smågriner han.

Selv om det virker lidt paradoksalt, at de både skændes og at han glæder sig til at komme hjem – eller måske netop derfor – får jeg hovedelementerne i aftenens skænderi, hvor hun sluttede med ”…nu tager jeg sgu hjem, for jeg gider sgu ikke mere lytte til dit vrøvl …”

 

– Det var sådan lidt af en slags standard-konflikt vi havde i nat. havde egentlig ikke planer om at tage ind i byen, men vi kan jo med vores liv gøre det, når det passer os. Delte en flaske rødvin og hyggede os – også herinde i byen. Så var der lige de der to unge mennesker, der var oppe at skændes og begyndte at stå og småslå på hinanden. Selvfølgelig skulle hun blande sig – det skal hun altid, når der sker et eller andet uretfærdigt. Og så begyndte vores diskussion ellers at tage form, så det nærmest tog opmærksomheden fra de unge kamphaner. Hun kaldte ham for en vatpik. Han sagde, hun opførte sig som en diktator – og så skred hun.

 

Og nu er han så på vej hjem på fredsbevarende virksomhed – eller verdens koldeste røv.

 

– OK, jeg kan da godt se, at vores liv sammen ville være hårdt for andre mennesker. Og det er vel også ret indlysende, at vores liv er nemmest uden børn. Men vi elsker altså vores liv med hinanden. I krig og i fred. I det her land mellem en god flaske rødvin og en dør, der pludselig smækker.

 

Go dag, Danmark.

– Giv skænderiet en chance.