Vi har fundet det underligste sted at være fortrolige.

Det er ikke taxien, jeg tænker på. For mere end tre et halvt års erfaring siger mig, at vogn 2282 – og dens tusindvis af ”brødre” og ”søstre” over hele ladet i mere eller mindre grad er terapeutiske rum på lige fod med lænestolen, kaffekoppen og en lidt dybere snak med borddamen efter en god middag. Taxien er og bliver en skriftestol!

Det er helt konkret STEDET, hvor jeg holder parkeret med den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Op over kantstenen, så trafikanter bagfra kan udenom uden her på et vaf de travleste forretningsstrøg i storbyen.

Vi er faldet i rigtig god snak, og nu skal historien gøres færdig.

Jeg fornemmer, at hun er en kompromisløs kvinde. Hun må være rundet de firs. Kroppen er slidt, og der er vrøvl med øjnene og hørelsen. Men hjernen er klar som et krystalglas, øjnene levende, og jeg tror, der har været ”spil” i hendes mørkeblå hele livet. Nu er hun så i den sidste del af selvsamme liv, der bød på fire børn, to ægtemænd og en håndfuld børnebørn.

En dansk strandard-familie af de lidt mere børnerige, kan man sige.

Men langt fra den rene idyl.

– Vi var sådan en typisk 60’er familie med godt arbejde og placeret godt til venstre for midten. Men selv om vi var politisk moderne var vi også en ganske almindelige med manden, der skaffede pengene og moren, der var hjemmegående. Jeg gik hjemme i 17 år, da vi havde fået de første 3. Så tog jeg mig en uddannelse, da jeg var omkring de 40, og så fik jeg sådan en lyst til at virkeliggøre en drøm.

Jeg havde lyst til at få et barn til, selv om jeg var passeret de 40.

 

Det var i de moderne 70’ere, hvor vi lige vendte sagen på et ”familieråd”. Var det det nu OK for de næsten voksne børn, at der kom en lille ny?

Det var det, og der var feststemning om bordet.

– Hvornår, hvornår spurgte de store.

Min daværende mand var både moderne og meget traditionel og ”bakkede” lige en ekstra gang på sin pibe med en stort, mandigt smil:

– Jeg skal lige ha’ drukket min te først!

 

Efternøleren blev en dreng.

Det blev en gave for mig, synes jeg. Min mand var noget mere reserveret, da det kom til stykket. Men det var også en del af hans sjæl. Han kunne være både det rareste og det hårdeste. Kunne være glad og kunne være helt sort i hovedet.

Enden på det hele blev, at vores ægteskab langsomt i opløsning. Ikke sådan total-opløsning, men en dag blev vi enige om at vi skulle skilles. Den lille var ca. 8 år på det tidspunkt og min mand flyttede ud.

– Det sker jo, det er jo ikke så ualmindeligt, siger jeg for at komme lidt vand på bålet.

 

 

– Ja, men jeg tilgiver aldrig, at han tog de store børn fra mig. Sådan oplevede jeg det i hvert fald i realiteten. Den gode familie kunne slet ikke holde sammen, selv om vi havde gjort de de mange år forud og de store børn var stort set voksne. Min mand tog rollen som den hårdest ramte og de endnu hjemmeboende, store børn besluttede sig for at bo hos deres far. De var solidarisk med den forælder, der følte sig hårdest ramt af skilsmissen. Vi blev formelt skilt og fik senere hver en ny ægtefælle. Jeg fandt sammen med en ven fra fortiden. Han rejste meget, men vi havde det godt, når han var hjemme. Ham, jeg – og så selvfølgelig den lille dreng, som voksede op og i dag er en voksen mand på 40. Familien faldt fra hinanden i to stykker, og der kunne gå år imellem, at jeg så de store. Med tiden en del år. Og den yngste mistede kontakten med sin far, fordi drengen simpelthen ikke følge sig velkommen.

 

– En dag for nogle år siden ringede et af mine børnebørn, som jeg havde kontakt med. Hun var helt ude af den, fordi hendes mor var blevet syg med en hjerneblødning. Min datter døde, og det gjorde vanvittigt ondt på mig. Det var den frygteligste begravelse. Jeg mener, at miste en datter, når det er mig, der er den gamle. Det siger jo alle ældre, der mister børn. Og det er smertefuldt sandt. Men også i lyset af den kontakt vi ikke havde haft. Jeg sagde til mine ældste børn, at jeg ville invitere dem en dag, jeg havde sådan et behov for, at vi kunne klinke skårene. Men det gik bare ikke sådan. Sagde først ja men vendte tilbage med en afvisning . Alle de mange diskussioner og skænderier, der gik forud, havde sat sig som dybe sår og konflikter, der ikke kunne løses. Og vi er fortsat familien, der er delt i to.

I mellemtiden er både min eksmand og min anden mand døde og jeg er blevet en gammel kone, hvor det er min yngste søn, der passer på mig, når der er alvorlige ting på færde. Da jeg skulle opereres i øjnene for nyligt, bl.a.

 

Jeg kigger på kvinden, mens hun slutter fortællingen om et liv, der både har været fyldt af store lykke – og af ulykker, som ikke kunne afhjælpes.

Det er en af de stunder, hvor mit følsomme jeg kolliderer med mit journalistiske – min professionelle skepsis. Kan ikke komme sandheden nærmere. Jeg aner jo intet, om baggrunden for det, der skabte dette urimelige jordskælv i den oplyste og veluddannede familie. Og hvad det var for smerter, der gjorde, at familiemedlemmerne ikke kunne tilgive hinanden.

Jeg er helt ude af stand til at kåre hverken skurke eller heltinden. Bort set fra, at jeg er solidarisk med min kunde – lige nu.

Hun er ikke knust – men vemodig og egentlig afklaret. Hun har alene på baggrund af sin alder ret få år igen og hun ligner først og fremmest et menneske, som har besluttet sig for at leve med smerten uden at gå til grunde. Og under den yngste søns robuste paraply af kærlighed og omsorg.

–  Det var det liv, siger hun til mig, mens hun selv stiger ud af taxien. Kroppen er slidt af arbejde og alder, men hun er stadig en stærk kvinde, der bærer den med værdighed og fyldt kabinen med en velduft af selvbevidst parfume

Jeg er nærmest ved at skabe kaos med min vanvittige parkering, halv oppe på fortovet foran øjenlægen.

– Tak fordi du lyttede, siger hun, smiler og kigger mig fortroligt helt ind i øjnene.

 

Det var det, der var meningen – at jeg skulle lytte!

 

God Morgen, Danmark

– i kaos og kærlighed!