Vores kollektive hukommelsestab

 

 

Det kan læses i mit navn.

Og det er en del af min historie.

Jeg har prøjsisk blod i årerne. Min farfar, billedskæreren, kom til Danmark før første verdenskrig i begyndelsen af 1900-tallet. Under første verdenskrig måtte han tilbage som tysk soldat på østfronten og på vestfronten. Senere vendte han tilbage til Danmark, mødte min farmor, bondedatteren fra Fyn. De blev gift og fik fem børn, hvoraf min far er den ældste.

Karl Frederik, billedskæreren, døde desværre før jeg blev født. Hans børn lærte ikke meget tysk – det var mere end rigeligt at hedde Grunwald under besættelsen.

Men jeg ville ikke finde mig i, at det sprog skulle intimideres af nazitiden, så jeg har lært det og taler det relativt flydende.

Det kan jeg bruge til noget i vogn 2282.

I dag kører jeg med en tysk kunde, som arbejder for en dansk verdenskoncern. Jeg finder snart ud af, at vi deler holdninger.

Vi er erklærede europæere. Vi tilhører – men er ikke organiseret i ”centrum-venstre”. Drømmen om at dele kagen mest retfærdigt. Men også friheden til foretagsomhed og tjene penge på det.

Vi dvæler ved historien, og jeg taler om de ubetalelige krigsskade-erstatninger, som i Weimar-republikken (mellemkrigstiden) var med til at kaste tyskerne i armene på nazismen.

 

– Arh, det var nu først og fremmest vores egen skyld. Folk glemmer alt for ofte – også i Tyskland – at vi sådan set stemte Hitler til magten i 1933. Hans eget nazi-politi terroriserede godt nok modstanderne – især socialdemokrater og kommunister. Men valget blev holdt. Og Hitler vandt. Det er vi ikke så gode til at huske.

Hukommelsestab – eller fortrængning!

 

Vi deler bekymringer om verdens gang. Og jeg fortæller ham, om det svar jeg har, når der er spørgerunde ved nogle af mine foredrag om ”den omvendte dannelsesrejse”. Turen fra chefjob til ufaglært.

– Nå Taxamand, med få ord: Hvad har den omvendte dannelsesrejse gjort ved dig spørger de?

Og jeg svarer kortest:

– Det har gjort mig til menneskelig optimist og politisk pessimist! Jeg synes folket er klogere, mere kærligt og nuanceret og end dets rygte. Men politik er mere giftig, end politikerne selv kan se.

 

Min kunde fortsætter i sporet

 

– Jeg ved godt, at man skal være forsigtig med at tro på historiens automatiske gentagelse. Vi havde Hitler – og om lidt går han igen. Sådan er det jo ikke. Men, min Gud, hvor er der meget i nutiden der ligner fortiden i 20’erne og 30’erne. Vi har en slags økonomisk nedtur og alvorlig arbejdsløshed i dele af Europa. Vi har nationalistiske partier og bevægelser, som vokser sig større og større i stort set alle europæiske lande. Den ene bevægelse mere sort end den anden. I 1933 stemte tyskerne os ud af Folkeforbundet – vi ved i dag heller ikke rigtigt, hvad vi skal bruge det fælles EU til. USA trak sig tilbage i isolation mellem de to krige. En af de to amerikanske præsidentkandidater er ikke helt sikker på, om Nato kan bruges til noget med at komme hinanden til hjælp. Og så er der Rusland, som selvsamme Trump er er ret glad for. Kommunismen er heldigvis død og borte – Men Putin vokser sig stærkere og stærkere og er på vej til at blive den nye Zar. En folkevalgt Zar. Nej verden er ikke blevet bedre og freden kommet nærmere, selv om vore fædre og mødre oplevede, hvor galt, det kan gå.

 

Det bliver en taxitur med grumme vejrudsigter for Europa.

 

Min taxikunde er af gode grunde mest bekymret for udviklingen i Tyskland, hvor flygtningestrømmene og den forsatte østtyske slagskygge – skuffelsen over at være den fattigste del af forbundsrepublikken – giver mere og mere succes for den sorteste del af højre-bølgen.

AfD – ”Alternative für Deutschland” vinder frem med sin hel- og halvracistiske politik.

 

– Nogle gange virker det, som om den kollektive hukommelse er tabt. Min generation har haft opgøret med fortiden. Jeg har onkler, som tilbragte masser af år i krigstjeneste og krigsfanger. Nogle af dem troede stadig på de løgne, som sendte dem ud som teenager-soldater. En af dem blev først indkaldt som 44-årig i krigens sidste del. Han blev skudt i kamp i Tyskland. Blot tre uger før freden. Blot en halv snes kilometer fra sin hjemegn. Alle de overlevende, gamle soldater er ved at være døde – og så tror vi, at råddenskaben også forsvinder. Men så enkelt fungerer verden ikke.

 

– Eller også er det bare en af menneske-artens sorte sider, at den faktisk kan huske men ikke har lyst til at bruge erfaringerne. Det gør for ondt. Det ripper op. Det forpligter. Det kræver ydmyghed, siger jeg.

Kunden kigger ud af vinduet på bagsædet og der bliver stille i vogn 2282. Jeg ser i bakspejlet, at han ryster lidt på hovedet.

– Når jeg selv synes, at udsigterne er for sorte, tænker jeg på den mest ultimative sortseer jeg mødte i Moskva kort tid efter kupforsøget mod Gorbatjov. Han var taxichauffør, som dig. Og så talte han af en eller anden grund fremragende engelsk. Vi fik en god snak om fremtidsudsigterne i det nye Rusland. Jeg troede at tiderne var lyse, nu, hvor de gammelkommunistiske kræfter mislykkedes med deres kup.

 

– Hvordan bliver fremtiden, mr. Taxidriver, spurgte min tyske kunde dengang på vejene i Moskva.

Han grundede først lidt over svaret. Så kom det som en kold vind fra Sibirien:

– Optimisten lærer engelsk. Pessimisten lærer kinesisk. Og realisten ….

– Realisten?

– Jo, realisten køber sig et Kalashnikov gevær.

 

Vi griner i den københavnske taxi – heltyskeren og den kvarte.

Det med geværet var både usmageligt – og ret præcist

 

Der er ikke meget at grine ad.

Men lige nu, er der ikke andet at gøre

 

God morgen, Danmark,

– inden vi mister hukommelsen

 

 

 

Next ArticleDen smarte bartender - og hans hemmelighed