Jeg ved, jeg er god til at snakke.

Nej, når sandheden skal frem: Jeg er berygtet.

De, der kender mig lidt tættere på, vil være i en stemning af overbærende smil og rysten på hovedet, når de læser lige netop disse linjer.

 

– snakker? – Ja, det kan man vist roligt sige.

 

De, der ikke kan holde snakkeriet ud vil læse hurtigt videre og springe fra meget hurtigt, hvis ikke jeg snart har andet at fortælle end irriterende selv-omtale.

Roiligt nu, det sker lige om lidt!

Jeg nævner det bare, for at fortælle, at en af hemmelighederne bag taxamand.dk og mine skriverier er den måske stærkeste erkendelse efter mine mere end to et halvt år på hjul i vogn 2282 – den sølvfarvede Mercer med den grønne logo: Fortællelysten i folket er stor. Den nærmer sig niveauet for min legendariske nysgerrigherd og mit speed-snakkeri. Og jeg kunne ikke lade med at smile indeni, da Morten, min natmand, trak mig til side i de 5 minutter vi – de uregistrerede partnere i en endeløs jagt på en rimelig indkomst –, mens jeg udfylder papirer og lukker hele taximetersystemet ned – mens han starter forfra i SIN jagt på guld de næste 12 timer. Han havde lige noget at fortælle. Han havde mødt en mand, fået hans telefonnummer, for den kunde havde ”… fanneme en spændende historie at fortælle …”

Morten er også skåret ganske godt for tungebåndet. Men han ejer i modsætning til sin dag-partner – et mere normalt niveau af blufærdighed. Alligevel fortæller folket også spændende livshistorier til ham.

Egentlig fylder det mig med fortrøstningsfuldhed, det der med folkets fortællelyst. For hvis mennesker virkeligt har et behov for at fortælle – også ret private erkendelser – er de både levende organismer i kroppen og sjælen. Så har de også en lyst til og et behov for andre mennesker og social sameksistens.

Og så ER der måske et lys for enden af tunnelen i disse tider, hvor den kollektive tro på vores evne til at overleve som dyreart og samfund ellers bliver udsat for hårde angreb.

 

Hun lyder nærmest som Prins Henrik: Et smukt og korrekt dansk – men uden den sidste evne til at fange ”musikken” i sproget

Hun er en ældre kvinde af ægte sydlandsk afstemning. Jeg er faktisk lidt i tvivl i mit gætteri på, hvorfra hendes tydelige og næsten filmiske dialekt stammer fra. Det er helt klart en af mine daglige ”sportsgrene” at gætte på, hvorfra de fremmed-talende kunder kommer. Man kan høre, at hun har et mangeårigt forhold til det danske. For hun taler den ældre medborgers nydelige sprog – helt uden nutids-slang eller obskøne bandeord. Men hendes danske er samtidigt fuld af forkerte tryk, med rullende r’er og andre lyde fra hendes modersmål. Hun lyder nærmest som Prins Henrik: Et smukt og korrekt dansk – men uden den sidste evne til at fange ”musikken” i sproget. Det er lige meget, for hun er fuldt forståelig og det ”sydlandske” temperament i kartoffel-sproget kan nogle gange pynte. Ikke mindst sådan en gråvejrseftermiddag i en vinter, der åbenbart ikke vil være sin egen årstid bekendt.

 

Men hun er ikke fransk.

Jeg får sådan en lyst til at køre ind til siden, stoppe taxien og tage en Tango på asfalten

Hun er en ældre kvinde med latinsk præg. Meget mørkt hår, som nu er ved at gråne. Skarpe træk med rynker i panden – og så kulsorte øjne, der peger på mig i bakspejlet, hver gang jeg har mulighed for og sikkerhed til at kigge bagud.

Hun mangler bare en rose bag øret. En blodrød rose

Det er absurd, – jeg ved det. Jeg får sådan en lyst til at køre ind til siden, stoppe taxien og tage en Tango på asfalten. Men jeg evner slet ikke at danse og tør måske slet ikke det temperament og den hengivelse, der er nødvendig.

Men hun er heller spansk eller fra Argentina.

 

– Selvfølgelig, tænker jeg, da hun svarer på mit spørgsmål om sproglig oprindelse. Hun er Portugiser. Og samtidigt kan man høre, at hun har et mangeårigt forhold til Danmark.

Hendes historie er vemodig, passioneret – og særligt sårbar i dag.

 

Hun er næsten alene i Danmark, når det handler om familie. Selv om hun har børn og seks børnebørn. De bor nemlig derude, hvor hun selv kommer fra.

Oprindelig blev hun gift med en dansk forretningsmand på udstationering. Det nordiske og latinske blod var ”ment to be”. De levede hele hans arbejdsliv i det udenlandske, men de valgte at tage hjem til Danmark på deres ældre dage – i hans sidste arbejdsår. Det var en hård beslutning i forhold til børnene, som følte sig knyttet til hendes hjemland og derfor blev derude. Men verden er stor og global og vi kan have net-kontakt og se hinanden ved hyppige rejser. Efter nogle få år døde manden. Men nu var hun efterhånden faldet så godt til, at hele hendes private netværk var herhjemme. Og et par år efter mandens død, møder hun en ny kæreste.

… i dag, hvor hun pludselig åbner for en historie, som de fleste vil finde meget privat

Hun udtaler det ord, kæreste, som var hun en helt ung pige. Jeg tror det vidner om kærlighed. Men det går op fra mig, at ungdoms-ordet kæreste har gjort sit indtog i de ældre generationer. Ven er for klinisk og androgynt. Kæreste – det er ordet. Og det klinger særligt smukt i hendes portugisiske sprogfarve.

 

Hun bruger kæreste-ordet med særlig omsorg i dag, hvor hun pludselig åbner for en historie, som de fleste vil finde meget privat. Men hun har et behov for at få det vendt eller i hvert fald sagt:

 

– Nu må vi altså til lægen. Af en eller anden grund er han begyndt at drikke alt, alt for meget det sidste år. Han er oppe på en flaske spiritus om dagen. Det er naturligvis for meget til at passe sit arbejde, og hans helbred kan slet ikke holde til det. Nu må han stoppe og han ved det godt. Så han holdt op for nogle dage siden, men så meldte abstinenserne sig. Og nu ryster han på hænderne som en gammel mand.- Derfor går jeg med ham til lægen nu. Han må have noget hjælp – måske noget medicin. Antabus, naturligvis, for ikke at begynde igen. Men også noget, der kan tage rysteriet og nervøsiteten.

 

Jeg er både lidt rystet over den mand, jeg skal møde om få minutter – men selvfølgelig også hendes behov for bare at få det UD. Jeg smider al blufærdighed og borgerlig indelukkethed og vi taler problemet igennem – så dybt som den kortere tur tillader. Men der findes jo ikke en dansker, som ikke har et forhold til alkohol – også som forgiftning og last. Blandt de nærmeste eller blandt venner og kolleger. Jeg skylder hende nogle historier om mareridt, liv der forsvandt og liv, der kom tilbage. Hun sidder lettere i sædet. Hun har virkeligt behov for at tro på næste træk, for hendes forhold til manden er godt men også mere skrøbeligt end det mere forpligtende ægteskab.

De er bare kærester.

 

– Det går slet ikke, hvis ikke drikkeriet stopper, siger hun og har usynlige tårer i øjnene. DET holder kærligheden ikke til. Det kan ikke fortsætte, hvis vi skal være kærester. Vi nikker til hinanden i spejlet. Hun kan se, at jeg er med – helt med.

 

Så kører vi op til fortovskanten, hvor vi samler manden op.

 

Nu rammes jeg af blufærdigheden og vores øjenkontakt i bakspejlet hører op.

Vi klipper til en ny scene, mens de taler stille og fortroligt på bagsædet. Så tyst, at jeg ikke forstår ordene.

 

God morgen, Danmark

– særligt til de kærester, der passer på os.