Jeg kiggede en ekstra gang på den lille skærm med bestillingen. Et underligt navn, som jeg ikke engang kan bestemme etnisk eller nationalt

Det er jo computeren, som styrer taxafolkets liv i dag. Den der med en løbende dialog på radioen, hvor man slås om hvem, der kommer først, kan du godt glemme. Vi kører i særlige distrikter. Vi kan se, hvor mange vogne, der venter i det enkelte distrikt – og lige så snart vi krydser grænsen til et distrikt sørger GPS-systemet for at, at vi automatisk tilmeldes i den rigtige rækkefølge. Så kan vi chauffører have forskellige ”egenskaber”. Nogle af os kører stationcar, og bestilles der en vogn med mere plads til baggage, kommer man op i køen. Nogle vil ikke køre med hunde af allergiske, fobiske eller religiøse årsager. De får så ALDRIG en sådan bestilling. Men ellers ligger vi pænt i rækkefølge og kan derudover ”skyde” på nabodistrikter, hvor der ikke er ledige vogne men pludselig kunder.

Så det første man gør er altså at kigge på skærmen, når man er nummer et og køreordren bimler ind med klokkespil og det hele – udvalgt af computeren.

Og som sagt: Denne gang kigger jeg endnu engang. Klokken er 8 og der kommer et højst usædvanligt navn frem på skærmen. Det virker fransk – men også lidt konstrueret. I den kultur stavet som et kvindenavn. – Og turen går til en institution – en særlig skole i de ydre forstæder til København.

Jeg kører ind i det endnu flottere forstadskvarter og venter på kunde. Hun skal være der om nogle få minutter, tænker jeg, mens jeg spinner på historien om det særegne navn og specialskolen

Men så viser det sig, at hun er en han.

Tilsyneladende ikke noget transseksuelt og specielt. Og hvis det var – så OK. Vi lever i en tid, hvor selv grandprix-sangerinder har skæg!

[

…Selvfølgelig med ring i næsen og tydeligt, lidt ”overfarvet”, sort hår, klippet i en asymmetrisk frisure. På overfladen noget forgrimmende rod. Men givetvis mere bevidst og moderigtigt end som så…

Numerologi – rækkefølgen i tal og bogstaver kan ændre vores liv, så efterfølgende er jeg sikker på, at han selv har designet sin nye identitet.

Den unge mand er høj og i den sene teenageralder. Han er – ja, specielt påklædt. Nærmest punk-agtigt. Selvfølgelig med ring i næsen og tydeligt, lidt ”overfarvet”, sort hår, klippet i en asymmetrisk frisure. På overfladen noget forgrimmende rod. Men givetvis mere bevidst og moderigtigt end som så. Og så de stramme, slidt og gråsorte jeans med underlige, indsatte farvestykker som i min ungdoms bukser med sømandssnit

Han er både ”mærkelig”, sort, piercet, farverig…

Og så usædvanligt rar og suverænt velbegavet, skal det vise sig. Vidende om kultur og politik, som jeg personligt aldrig har oplevet det fra en ung mand på formentlig 17-18 år. Jeg bliver hurtigt imponeret og en smule skakmat, når man betænker, at jeg har levet 3-4 gange længere end ham

Hamrende godt begavet

Og ekstremt ærlig,

Jeg kan i nogle øjeblikke slet ikke forstå, at han skulle gå på en særlig skole – med mindre han var ansat eller på andet måde særligt tilknyttet. Men da jeg spørger til skolen, får jeg forklaringen:

– Jeg går på en skole for unge, der befinder sig i autismespekteret. Jeg er grænseautist og de siger, at jeg har Asperger syndrom. Det tvivler jeg nu selv på. Men jeg er diagnosticeret som ”paranoid skizofren”, så det er altså årsagen til, at jeg går på den her specielle skole.

Så er det ligesom på plads.

Og på en eller anden måde ville det være upassende at går ned i dybden med, hvordan det så er med det og det og det. Hvordan man klarer sig? Hvordan fremtiden ser ud osv osv?

Lidt for meget ”bedstefar”, ville det være. Og så er der stadig det ved det, at han hele tiden overrasker mig med sin viden. Ikke bare rigid, leksikal viden, som autister er så kendte for. Ikke bare ”Rainman” i en helt ung alder. Men faktisk også en stor nysgerrighed overfor mig som person – eller i hvert fald det, jeg laver. Og så bruger han den store opsamlede viden han HAR til at sætte ind i nye sammenhænge.

Han spørger hvad jeg laver.

Hvad det så er jeg laver, når jeg laver DET andet.

Hvad er det jeg skriver?

Hvad handler det om?

Meningen er god nok. Men han spørger mere raffineret  end meningen er udtrykt af mig – her.

Vi kommer snart til at tale om politik. Og pludselig er vi inde i en samtale om de store idelogier. Om liberalismen som er blevet konservativ og vor tids mest systembevarende ideologi. Ikke mindst efter socialismens og kommunismens sammenbrud ved murens fald i 1989.

Det er ham, der spørger.

Det er mig, der fortæller

Jeg fortæller om, hvordan jeg sad på en arbejdsrejse i London og hver nat så, hvorledes de pillede sten ud af muren i ”Haupstadt der DDR” – Østberlin. I det Østtyskland, hvor jeg besøgte en der af min tyske familie i 70’erne.

Jeg glemmer alt om, at han end ikke var født dengang. Han viden er enorm i forhold til alderen. Og han bruger den.

Han fortæller mig, at han støtter tanken om ”anarcho-syndikalisme”. Jeg mindes den der særlige minoritet ved 1-maj demonstrationerne i 70’erne. Der hvor fanerne var både røde og sorte. En post-hippie drøm om nedbrydning af autoriteter. Et opgør med både kapitalisme og den diktatoriske kommunisme. Noget med – helt ude i praksis – at yde efter evne og nyde efter behov. Altså den krystalklare marxisme…..

Det blev en fantastisk taxatur, der gerne måtte være kørt meget længere.I min underbevidsthed stak små djævle stadig deres hoveder frem med et – ”…Han er jo tosset. Husk det nu. Han er tosset…!

Nervøsiteten for at blive forført af det vanvittige geni.

Og så straks en flovhed over at tænke sådan i stedet for bare at glæde sig over menneskets mangfoldighed. Tosset, – ja, det er han jo. Men genialt tosset. Og fuld af lærdom.

Jeg ved jo godt, at hans liv sikkert ikke har været, ikke er – og måske ikke vil blive særligt sjovt. For hvor er det plads til en diagnosticeret, psykisk syg – i en tidsalder der drives til det yderste i normalitet. Som levede vi i en ny forsnævret – mental ”klunketid”?Men jeg kørte altså med en af de mest spændende mennesker i månedsvis – og måske den klogeste unge mand i hele min taxi-karriere. Og han var helt ved ”bevidsthed”. Og han smilede.

Det ville i den forstand være en fornærmelse at kalde ham ressourcesvag.

 

Måske oplevede jeg et glimt af en god slutning på hans historie, da vi kort før afslutningen nåede at tale om hans fremtidsdrømme – arbejdsmæssigt.

– Jeg har et stort ønske om en dag at komme til at læse kinesisk. Ikke et eller andet populistisk skidt eller kold matematik. Men kinesisk sprog og litteratur.

Det drømmer jeg om.

 

Jeg drømmer om, at der er plads til de skæve.

 

Godmorgen Danmark.

– fra de enfoldige til de geniale.