Jeg er fremme hos kunden allerede 5 minutter før den forudbestilte tid.

Eller rettere – kunderne. to kvinder i deres bedste alder. De står allerede klar foran den enes bopæl i Hellerup. Yo kvinder med hver deres røde, næsten identiske kufferter

”…I deres bedste alder…”

Et sjovt og ikke helt klichefrit udtryk. Notorisk noget sludder, fordi man vel principielt ikke kan tale om, hvilken alder, der er den bedste. Men det er nok en af de udtryk, der skal forhindre os i at bruge det angiveligt frygtelige ord GAMMEL. For det allerværste man kan være her i livet er at være gammel. Det signalerer afslutning, snart-færdig – død. Allerede min gamle mor – undskyld Nina, kære Nina – lærte mig, at ordet er forbudt. Og hun ved, hvad hun taler om. Hun har langt den meste del af sit liv arbejdet i ”ældresektoren” (det er dog et ganske FORFÆRDELIGT ord, og er ved guder ikke opfundet af hende). Min mor var i sit arbejdsliv bl.a. plejehemsforstander og hun har hele livet sagt ÆLDRE – ikke gammel. Og det dogme hænger fast i dag, så hun stadig kan rette sin søn på bare 60 år, hvis han skulle komme til at bruge det stigmatiserende udtryk.

De to kvinder foran den flotte opgang i forstaden er så absolut ældre.

Og selv om jeg kun tænker det formastelige udtryk – kan jeg klart sige, at det også ville være dækkende. De bevæger sig med kroppe, der har levet i mange år. Ikke egentlig besværet – men roligt og uden at slæbe alt for meget. Men komme op til tiden – det kan de bedre end gennemsnittet. Så de står der i morgenens halvmørke og venter lidt utålmodigt på at blive kørt til lufthavnen.

– Vi gider altså ikke slæbe selv, men De ser ud til at være en stærk mand, der nok skulle kunne klare dem.

Der er lidt smiger og flirteri i luften. Og det kan den halvgamle taxamand i sin hidtil bedste alder, sgu godt nok lige klare. Den ene af kvinderne smiler til ham og ved af mange års erfaring, at de der mænd arbejder hurtigere og gladere, hvis der smørres lidt under vejs.

– Hvor tunge, tror de, de er, spørger hun og giver med det samme vægtgrænsen. De må ikke veje mere end 15 kilo stykket. Det er grænsen hos det flyselskab, vi skal flyve med

– Det går nok lige, svarer jeg med en høflig løgn, mens jeg tilstræbt ungdommeligt svinger betonklodserne, de ildrøde kufferter op i bagagerummet. Det her kommer til at koste ved vægten i afgangshallen.

De er rejseveninder og det her med at rejse er slet ikke noget nyt. De er enker, de er oplevelses- og overskudsmennesker og rejser alt, hvad de så at sige kan nå, mens lemmer og lyst endnu er til det. Lidt roligere i år. Det her er ”blot” deres tredje tur, men den fjerde er heldigvis bestilt til efteråret. I foråret var de i Berlin. Et helt fantastisk tur, selv om det var horribelt varmt. Inden da i Tyrkiet. Ikke i selve Tyrkiet – men helt inde i det centrale Anatolien.

– Det kostede faktisk ikke ret meget. Men det er noget med, at den tyrkiske stat støtter rejsebureauer eller destinationer økonomisk, så vi kan komme de lidt mere ikke-turistede steder, så vi kan komme og bruge vores penge, der hvor landet har brug for det. Så det gør vi så – med statsstøtte – , siger den mest talende af de to veninder og smiler igen. De kigger på hinanden på bagsædet og nikker til hinanden.

Det kan godt være, at gammel-ordet er forbudt, men det bliver brugt heftigt på hele turen til Lufthavnen. Og det dokumenteres LIVE, at det ikke er et dødsstempel men i den grad også et udtryk for erfaring og visdom. Af en eller anden grund, som givetvis er min egen italesættelse, går samtalen på emnet demens. Jeg har det inde i mine egne familie-relationer og frygter vel egentlig, at det en dag er en realitet, at der kommer alvorlige propper i min egen hukommelse og at jeg langsomt skal visne bort. De to rejsende har deres egne erfaringer. Den ene husker tydeligt den dag, da hun oplevede, at der var noget helt galt med en anden veninde. Kun kunne pludselig ikke huske på en restaurant, hvad det egentlig var, hun havde bestilt. Oh så blev hun helt urimeligt sur på tjeneren. Hun talte ikke om det efter måltidet. Men det lå i luften, at hun selv vidste, at et eller andet er galt.

 

[

…Sådan lidt i en drømmeudgave, som de fleste af os mænd gerne ville gengives, den dag vi selv har gjort vore ægtefæller til enker

– Det er altså meget ubehageligt, når der ligger sådan en slags hemmelighed mellem to gode veninder. Vi har talt om næsten alt, men det her VILLE hun ikke tale om. Det har heldigvis ændret sig og nu, hvor hun er kommet på plejehjem, og hvor jeg besøger hende en gang om ugen. Jeg ringer altid først og hun kan altid kende mig. Så snakker vi. Ofte om det samme – men også om de ting hun har glemt, som indimellem popper op igen. Hun ved godt, at den er gal.

 

De to veninder på bagsædet har selv valgt en temmelig indlysende livs-strategi. De vil have det bedste ud af det – livet – så længe det kan lade sig gøre. De ”rejser deres penge op” og har ikke samvittighedskvaler i forhold til børnene. De klarer sig, børnene, – og sådan skal det være.

Den ene tager ordet igen:

 

– Jeg talte med min læge og han siger, at det handler om at holde sig i gang. Læse, snakke, leve. Rejse og gerne gå ture for at holde sig i gang. Vi oplever en masse nyt og så kan vi tale om vores liv undervejs.

 

– Det ville X også mene var det helt rigtige, smiler den anden og henviser til ægtemanden, der har været død en del år men som sagtens kan være med i de genskabte minder endnu. Han var en dejlig mand, ville hun have sagt, hvis hun havde karakteriseret ham direkte. Men det er via hans ord og handlinger, hun og veninden sætter ham på dagsordenen. Sådan lidt i en drømmeudgave, som de fleste af os mænd gerne ville gengives, den dag vi selv har gjort vore ægtefæller til enker

Han er væk, men han er ikke helt borte.

 

Vi er fremme ved lufthavnen og humøret er allerede steget et par grader på rejsebarometereret.

 

– Du kan godt lægge en 50’er oven i prisen, siger den mest talende af kvinderne, mens hun stikker dankortet frem til mig.

Hun taster hurtigt sin pinkode og betalingen er snart gået igennem. En halvdyr morgen-tur og en pæn slat i drikkepenge til taxamanden.

Hun får det virtuelle kram og en høflighedsfrase.

– 1000 tak og hav nu en god rejse, siger jeg.

Ingen årsag, smiler hun og

Hun kigger mig i øjnene med et endnu større smil.

– Det er arvingerne, der betaler.

 

God morgen Danmark.

– ikke mindst til mine to rejselystne kunder , der er stået op til deres første dag på Azorerne.