Bankospillet – og arbejderkvinden med livet i behold

 

Nordvest kvarteret i København er og bliver et ægte arbejderkvarter.

Engang var det Vesterbro, der tog titlen i København. Med Istedgade, der aldrig overgiver sig og baggårdene og hele Tove Ditlevsens univers. Men så kom byfornyelserne og først rykkede de unge, studerende ind, og siden er det blevet lige så trendy for middelstanden af bebo Vesterbro som at leve i Londons Soho. Det indre Nørrebro har i store træk gennemgået samme udvikling. Med den detalje, at nutidens proletarer – indvandrerne og deres børn og børnebørn stadig ”ejer” dele af især det nybyggede Nørrebro.

Selv boede jeg på Nørrebro i nogle år med min daværende kone, mine børns mor og oplevede, hvordan den hippe middelstand slog sig ned i de store lejligheder i de de istandsatte ejendomme ud mod de vigtigste veje, mens somalier og arabere beboede husene lige bagved. De etniske danskere i de gamle, istandsatte lejligheder – især de store. Indvandrermiljøerne i det sociale byggerie fra 70’erne og 80’erne

Nordvest kvarteret er Nørrebros udbygning. En af mine venner fortalte, hvorledes hendes mor brugte begrebet Nordvest – det nye postnummer – fordi det var lavstatus at sige Nørrebro. Det lød lidt pænere.

Den fordom har nutiden indhentet. I dag giver det højere status at have bolig på Nørrebro end Nordvest. Nordvest er det store indvandrerkvarter i København. – Og så den etnisk, danske arbejderklasse i det centrale Køenhavn, for så vidt man stadig anvender både begreberne arbejder og klasse.

 

Det liv i den ægte arbejderklasse var så langt fra min opvækst derude på klippeøen. Men historiefortællingen og sammenholdet var fascinerende

Jeg er ikke marxist, jeg er en bonderøv fra provinsen, men jeg har siden min ungdom og udflytning fra øen derude i Østersøen været fascineret af arbejderkvinden. Måske fordi man ofte drages mod sit livs modsætninger. Måske fordi jeg i en meget ung alder forelskede mig dybt i en kvinde med ildrødt hår, brune øjne og en knaldhård baggrund på Nørrebro. Hun havde oplevet det hele: En far, som var både fagforeningsaktiv – og alkoholiker, en mor, som døde tidligt. Graviditet, afbrudt uddannelse, børn, hårdt og et tidligt, voldsomt ægteskab. Skilsmisse. Og så pludselig en ny kærlig til en noget yngre mand. – Mig! Det liv i den ægte arbejderklasse var så langt fra min opvækst derude på klippeøen. Men historiefortællingen og sammenholdet var fascinerende. Også krøniken om arbejderkvinderne, som langt op i 70’erne måtte gennemføre det dobbelte ”projekt” både at være ufaglærte arbejdere, holde sammen på en familiestruktur, som var under afvikling – og så varetage egen frigørelse fra et reelt mande-tyrani.

Han drak, når han ville. Han skred når han ville. Og han kom glad igen, når han ville.

Nu var det hendes tur til at ville ville.

 

Hun skal til Banko, og hun kender den korteste tur til bankohallen bedre end nogen GPS

Jeg tror det er det røde hår, der sætter gang i minderne.

Hun står foran karré-bebyggelsen i Nordvest kvarteret med et fuget, personligt ansigt. Slank og relativt adræt – og så det der knaldrøde hår, der for længst har mistet den ægte farve, der måske ikke engang havde været ægte rødt. Men signalet er effektivt: HER KOMMER JEG.

Hun er en ældre kvinde, men der er intet ubehjælpsomt over fruen. Det mærker jeg allerede fra begyndelsen. Hun er 86, har født 5 børn – men kun de to er live og hun har for længst mistet sin mand. Den fortid, som faktisk er temmelig tragisk, lader vi ligge denne gang. Jeg får brudstykker – men hun vil hellere tale om det, der holder hende i live end alt det, der burde have slået hende ud.

Hun skal til Banko, og hun kender den korteste tur til bankohallen bedre end nogen GPS. Jeg opgiver simpelthen at slå den til, selv om jeg egentlig gjorde det for at hun skulle minimere sine udgifter. Det er hun sådan set ligeglad med, for hun vil køre den tur, hun plejer. Om det skulle koste hende et par tyvere ekstra er vel for fanden hendes egen sag, når hun selv betaler. Hun siger det ikke højt. Men det er hendes øjnes budskab, da jeg foreslår en alternativ rute.

 

– Jeg skal til banko-spil og skal være fremme hurtigst muligt. Inden jeg når at stille spørgsmål ved denne for måske lidt komiske beskæftigelse at spille banko om madkurve og halverede svin,  kommer hun mig i forkøbet med en forklaring, hun sikkert har måttet give hundredevis af venner, familiemedlemmer og taxichauffører før:

–  Ved du hvad, taximand. Jeg har sgu oplevet så mange stød i mit liv, at jeg har valgt at fokusere på det der kan kurere min ensomhed. Jeg har mine to tilbageværende børn, børnebørn og oldebørn. Jeg har det godt med dem. Men jeg har altid villet klare mit liv selv.

 

Jeg prøver med en enkelt lille, banalt spørgsmål?

 

– Går du så til Banko ofte – hver uge?

 

– Nej hele ugen. Jeg går faktisk til banko på Østerbro hver dag, hele ugen i sæsonen. Det er der, jeg har mine venner. Fælleskabet ligger derude i Bingo-hallen. Alle tror, at det bare er nogle gamle tudser som mig, men det er helt, helt forkert. Der kommer flere og flere unge så vi er nærmest sådan en lille by midt inde i den store by. Det er forskellige foreninger, der driver banko-væsnet gennem ugen. Forskellige hver dag.

 

Jeg deler præmierne med mine unger, siger hun og retter på det ildrøde hår,

Totalt morfaragtigt spørger jeg om, hvad det egentlig koster og forestiller mig en flad 50’er. Og der tager jeg totalt fejl.

– I dag skal jeg spille for 400 kroner – 14 spilleplader. Men mange andre dage er jeg selv med til at ordne, forberede, gøre rent og rydde op. Så kan jeg spille gratis med – med mit arbejde som eneste økonomiske indsats. Så kan jeg klare det med min pension. Og så skal du jo tænke på, at jeg vinder en masse præmier. I dag er der for eksempel kød på to rækker.

– Kød på to rækker? Jeg forstår det ikke

– Ja du vinder kød, hvis du har to rækker banko! Jeg har faktisk en stor fryser derhjemme. Og så kan jeg jo være noget for mine børn og børnebørn på det her område. Jeg deler præmierne med mine unger, siger hun og retter på det ildrøde hår, inden hun stiger ud foran Bingohallen. Men hun skal lige nå at retfærdiggøre banko-projektet endnu engang. Hun har sikkert læst mine undrende øjne:

 

– Selvfølgelig handler det ikke bare om at vinde præmier, så jeg kan spise mig og familien mætte i store stege. Det er min måde at leve på. Også overleve. Det er ikke nok, at jeg bare prøver at glemme de sorte sider. At jeg er alene. At jeg har mistet tre børn til kræft. Men her til banko har jeg hele min omgangskreds og mit private liv. Det er sgu derfor, jeg er overlevet.

Hun smiler lidt selvironisk.

– Mon ikke vi ses igen, taxamand. Du skulle prøve at spille med. Hun smiler og denne gang lidt mere kærligt.

 

God morgen, Danmark

–  og ……BANKO!

Next ArticleHun ville bare ikke være grønlænder