Vi danskere er gode til det med en ”den stedfortrædende indignation”.

I de sidste uger har jeg selv deltaget på de sociale medier (Primært Facebook) om brugen af ordet ”Neger”. Rigtig mange frihedselskende danskere kan simpelthen ikke forstå, hvorfor det er skulle være forkert at bruge N-ordet, når vi nu oven i købet gennem generationer har brugt det i vore helt uskyldige børnesange. For pokker, det er jo bare et uskyldigt ord!

Vi mener ikke noget med det. Det er bare for sjov. Vi er ikke bare det lykkeligste folk i verden, vi er det mest frisindede – og så er vi det sjoveste folk i verden.

Jeg sidder ikke udenfor og kigger på de andres liv. Jeg er selv gået forrest. Mine nu voksne døtre lærte fra barns ben af ikke at bruge det engang så moderne skældsord PERKER. I mit univers rangerer det på niveau med Nigger eller Neger. Det var egentlig ikke vedtaget på noget familieråd, som vi i øvrigt aldrig har holdt. Det var bare opdragelse, et forbud, – ligesom man lærer at sige tak, når nogle har givet en gave eller undskyld, hvis man har trådt nogle over tæerne.

Og så blev jeg taxamand og trådte ind i et univers, hvor P-ordet var mere end almindeligt brugt. Det var faktisk ikke sjovt i begyndelsen, og jeg måtte til sidst tage humoren i brug inspireret af ejeren af en nøglebar på Nørrebro. Han synes, at bornholmere er noget af det mest nisse-agtige folkefærd, han har mødt. Han kaldte mig granitperker engang i butikken  – og den ide tog jeg så til mig. Granitperker – humoren som forsvar og et øgenavn valgt af den udpegede selv!. Jeg har brugt det højlydt mellem mine kolleger med aner i Tyrkiet, Irak, Pakistan, Iran og på Balkan. Jeg håber, de opfatter det som en slags solidaritetserklæring – men det går stadig ikke uden om maveregionen, når jeg bruger det.

Neger ja – jøde nej!

Vi er ikke bare lykkelige, frisindede og morsomme – vi er også hykleriske. For hele dette frisind gælder ikke i fodbold og for udhængning af jøder. I fodbold er du enten blindt loyal overfor ærke-københavnske FCK eller totalt knyttet til Brøndby. Og jeg har set udtalelser på Facebook, som kører den helt ud på overdrevet.

Og så jøderne: Storsindet ved hjælpen til den jødiske flugt fra det besatte Danmark under krigen forhindrer os generelt set i en sprogbrug, som har paralleller til nazitiden.

Neger, – det må de leve med i det frisindede Danmark.

Jødetamp  det tilhører nazierne

 

Min egen holdning er klar: Det er ofrene for de etniske skældsord, som har ret til at afgøre legitimiteten, basta. Det tilkommer ikke gerningsmanden at vurdere, hvad offeret kan holde til!

 

Og lad os så lige kigge ind i fordommene og racismen i vores eget univers – ikke mindst i rigsfællesskabet.

 

Min kunde kom aldrig ”tilbage” til Grønland – og hun har egentlig heller ikke savnet det

Jeg samler hende op i det pæne rækkehuskvarter. Selvfølgelig kan jeg fra første øjeblik se, at hun har grønlandske aner. Men jeg smiler af egen fordumsfuldhed inderst inde, da hun ytrer de første ord og jeg ligefrem leder efter hendes accent.  Ingen! Men hun taler eksemplarisk nordjysk – Aalborgensisk. Historien er kort, at hendes mor flyttede til Danmark i en meget ung alder – inden min kunde blev født. Moren blev gift med en dansker – og familiens tilværelse blev absolut dansk-dansk. Så hun blev født ind i en udelukkende dansk opdragelse svarende til de principper, man mente var rigtige dengang. Total assimilering. Man troede virkeligt på, at man hjalp grønlænderne ved at blive helt optaget af civilisationen – uden gletsjere, polarnætter og fangerkultur. Det ville i sidste ende give nordboerne et liv i civilisationen. Min kunde kom aldrig ”tilbage” til Grønland – og hun har egentlig heller ikke savnet det. Prøvede at lære noget af sproget, fordi det lå lidt i den eksotiske tankegang – men det gav ikke nogen mening for hende.

 

Selvfølgelig kan hun ikke løbe fra sit grønlandske DNA. De mandelformede øjne, som er kulsorte. Det kraftige, glatte, sorte, hår. Den ikke så høje, tætte statur. Og så noget, som givetvis er meget fordomsfuldt fra min side. – Det milde, blik, som jeg husker fra min barndom i midt-tresserne, hvor Jens fra Godhavn på Disko-øen ud for Grønlands vestkyst blev en del af vores familie et års tid. Han var – ikke på udveksling, for hvad skulle jeg dog have lavet deroppe i det grønlandske et helt år, som jeg kunne bruge til noget  – men på udvikling i den tempererede kultur helt sydpå i rigsfællesskabet.

 

Hun bliver stadig og ofte mindet om, at hun er rigsfællesskabets ”neger”.

Min gæst er idt tilbageholdende overfor emnet ”en grønlænder iblandt os”. Hun lytter men vil egentlig ikke fortælle om problemerne ved at være grønlandsk i Danmark.

Hun føler sig sig langt mere som nordjyde i Hovedstaden end som grønlænder i Danmark.

Rigsfællesskabet!

Det ord smager smukt.

Langt bedre end dem og os, som har en bismag af ”fremmed” og kolonimagt.

Men hun åbner lidt for posen.

 

– Jeg føler og har altid følt mig om almindelig dansker. Det var sådan jeg levede, spiste og talte. Alligevel har mit udseende gennem hele livet signaleret noget unormalt. Så jeg er aldrig helt blevet set på som almindelig danser Især som teenager, var det alt andet end sjovt. Jeg brød mig slet ikke om at blive mindet om det grønlandske. Det var jo ikke mig. Og jeg brød mig ikke om den forskel på dem og mig, som det skabte.

 

–  har selvfølgelig tænkt over det, da jeg fik børn. For selv og min mand er ren dansk, kan man alligevel se det mørke og en smule grønlandske i deres ansigter. Håret er mere mørkeblond, øjnene helt brune – men ikke så sorte som mine. De lægger måske ikke så meget mærke til det, fordi vi jo er et mere blandet folk end da jeg var barn.

 

Helt har hun aldrig kunnet glemme, at hun har gener fra det fremmede. Hun bliver stadig og ofte mindet om, at hun er rigsfællesskabets ”neger”.

 

– Jeg arbejder som Sosu-assistent og har derfor meget med ældre og nogle gange med helt demente mennesker. De vender jo tilbage til en slags barndom og mister deres hæmninger, hvor de nogle gange lader en slags fordomme eller angst komme ud. Så siger eller råber de noget om at de ikke kan li’ hende. Eller at hun skal gå væk. Eller kan bare ikke tro på, at ”sådan en som hende” skal tage sig af hende.

 

Men mere ønsker hun ikke at gå i dybden med det. Det går nok Så selv om hun kun kender brudstykker af sin mors oprindelige kultur, selv om hun ikke kan det fremmede, nordatlantiske sprog, selv om hun ikke kunne lide den forskellighed, da hun var ung, slipper hun aldrig af med at være anderledes.

Intet principielt galt i det. Men det er omverdenens stempel.

 

Nordjyde, ja, ja. Men først og fremmest grønlænderen

 

Jeg bidrog til hendes evigt følgende fortid.

Det var mig, der bragte historien på bane.

 

God morgen Danmark