Der er biler i flere klasser.

Blandt taxichauffører kunne der meget vel udbryde en mindre borgerkrig om det bedste bilmærke. Og selv om, der sikkert kunne skaffes flertal for MERCEDES, så ville der straks udvikle sig en revolte, når man begyndte at tale mærker. Nogle ville synes, at verden ikke har været sig selv, siden taxibranchen stod af 320’eren. Den sekscylindrede Guds gave til alle mænd og kvinder, der kører i bil som deres erhverv.

– Pis, ville andre sige: Skoda’en eller VW Passaten er langt billigere og mindst lige så anvendelige. Og pludselig sniger de sig nørder ind med Audi ’er eller sågar BMW ‘er.

Om lidt kan det måske være ligegyldigt ministrene og deres djøf’ere (Det burde vel retteligen være vendt om i virkelighedens verden – regnedrengene kommer naturligvis først!) – har afskaffet frikørselsordningen. Så nu kan de to-års-brugte biler ikke længere sælges uden afgift – men skal beskattes som var de købt uden for landets grænser. Så nu bliver de taxi-brugte biler for dyre til at kunne sælges – og så skal de til gengæld køres helt ud.

Så politikerner har med stor dygtighed sørget for, at vi enten skal køre rundt i discount-biler, som kan købes billige fra nye. Eller lige så sandsynligt: Dyrere indkøbte biler skal køres – HELT UD. Måske 500.000 km eller 700.000 kilometer, før den så kan sælgers til lavpris ude i Europa, hvor stjernen er attraktiv uanset bilens stand.

Nå, men bundlinjen er, at det er et hierarki i taxi-modeller.

han havde det der bodyguard-look, som snildt kunne skaffe ham en mindre rolle i en James Bond film

Og sådan er det måske også blandt chauffører. F.eks. at nogle selskaber er bedre at køre fort end andre. Det tør jeg SLET ikke komme ind på, for så udbryder der borgerkrig mellem danske taxichauffører. Men lad mig sige det helt privat så: For mig er toppen af chaufførjob – direktionschaufføren. Jeg tør slet ikke sætte mig ind i det billede. Jeg er for tung. Jeg er for gammel. Jeg ejer ikke Amani-jakkesættet. Hvis jeg spiser et knækbrød drysser det. Og kan jeg overhovedet springe lige så hurtigt ud af en direktionsvogn – sådan en stor-fed, kulsort BMW eller Jaguar eller Maserati – med tonede ruder og 300 hestekræfter under hjelmen – som en virkelig direktionschauffør kan det. Sådan en med solbriller, 2 meter høj og karseklippet som en livvagt. Det går bare ikke, selv om løn og arbejdsvilkår sikkert er voldsomt gode. Nu tænker jeg ikke på ministerchauffører som ham, der brød sammen under den foregående og måske kommende statsminister. Eller dem, der kører for de højere embedsmænd. I begyndelsen af min tid i DR, havde generaldirektøren faktisk en privatchauffør. Husker ikke hvornår privatchaufføren rød ud af lønpakken for topchefen i Statsradiofonien. Men af en eller anden grund husker jeg den sidste af chaufførerne. Han var helt blod. Og han havde det der bodyguard-look, som snildt kunne skaffe ham en mindre rolle i en James Bond film

Næh, jeg tænker på chaufførerne for danske topfolk i erhvervslivet.

 

Det er sådan en jeg kørte med den anden dag. En utrolig rar fyr som under anonymitet om sit firma fortalte om det job, han bare ELSKEDE. Dels fordi han på sin vis er sin egen herre – ligesom der andre ca. 25 direktions-chauffører i Danmark. Og fordi det er særdeles vellønnet, fordi han står til rådighed det meste af døgnets timer. Og det betaler man for.

For at sige det lige ud: Jeg fandt det upassende at spørger ham om niveauet. Han var min kunde og ikke mit interviewoffer:

Men han sagde det på den måde:

 

– Min kone er helt med på, at mit arbejde fylder så meget. Til gengæld er hun gået på deltid, vi bor godt og vi har tid til ungerne. Jeg har faktisk også. Fort selv om jeg skal stå til rådighed, når direktøren kræver det, har jeg masser af ventetid, hvor jeg kan lave mad og være sammen med familien. Men når jeg skal af sted, skal jeg af sted. Sådan er det.

 

– Det startede med, at jeg var serviceperson med eget firma – og havde koncernen som min vigtigste kunde. Da muligheden var der begyndte jeg også at køre som privatchauffør for direktøren. Da der kom men ny direktør til, var han sgu ikke meget for det der pjat med egen chauffør. Den afgående sagde: ”Nu prøver du det et par måneder, og så tager du stilling til, om du vil fortsætte eller ej…”

 

Der var ingen tvivl om, hvad han ønskede sig, da prøvetiden var overstået.

 

– Det giver ham total frihed til at tage en drink mere end planlagt. Han kan forberede sig i bilen – eller han kan sove, hvis det er nødvendigt. Jeg har kørte lange ture med ham. Faktisk købte koncernen mit eget service-firma for at jeg kunne arbejder fuld tid som chauffør.

 Er jeg direktørens mand og følger ham ind på topposten i hans nye firma? Eller er jeg firmaets mand og gør mig klar til at få en ny chef?

Fuld tid er selvfølgelig fuld tid, hvor direktørens behov går forud. Herunder ferieønsker. En rigtig privatchauffør holder i hovedtræk ferie på samme tid som bossen. Oven i den gode løn får min kunde årligt kørertræning i USA, så han er i toppen med sikkerhedskørsel. Så HVIS samarbejdet en dag slutter mellem ham og firmaet i denne meget, meget lille branche – så er der måske basis for et mere bodyguard-agtigt chaufførjob.

 

– Man får selvfølgelig et meget tæt forhold til sin chef. Han fører samtaler man ikke husker, når de er overståede. Man griner sammen. Og man er stille, når det er nødvendigt.

Min kunder holder en lille pause for at tænke over, hvordan han skal formulere sin udfordring lige nu:

 

– Min chef har fået nyt job, og mærker man ret tydeligt vores lidt specielle ”afhængighedsforhold” – (Han laver ”gåseøjne” med fingrene i luften…) . For jeg skal tage stilling nu: Er jeg direktørens mand og følger ham ind på topposten i hans nye firma. Eller er jeg firmaets mand og gør mig klar til at få en ny chef? – Kan vi sammen? – Ønsker han i det hele taget en privatchauffør.

 

Han trækker på skuldrene og fortrækker ansigtet i en venlig grimasse. Så smiler han, præsenterer sig lidt sent med fornavn. – og springer adræt ud af min beskedne husmands-Mercedes med blot fire cylindre. Han er aristokraten i chaufførernes univers. – Jeg er proletaren.

Men vi er kolleger!

 

God Morgen, Danmark

– fra Dacia til ”Bimmer”