– Godmorgen elever! I dag skal I lære en helt nyt sprog, som ikke bare er de ord, der kommer ud af jeres mund.

– Det handler også om, hvordan I omgår hinanden. Det handler ikke så meget om stram disciplin og straf til dem, der ikke kan tale det og sige det rigtige ord og gøre de rigtige gerninger. I gamle dage troede man fejlagtigt, at de kun var et særligt, selvfed klasse, der evnede det. Sådan er det ikke mere. Det kan godt lyde lidt forskelligt fra kultur til kultur – men som udgangspunkt kommer det indefra og bygger på respekt for alle mennesker.

– Det nye sprog hedder pli og er anstændighedens sprog mellem mennesker.

Jeg er gået tre gange rundt om min laptop, før jeg skrev disse ord. For jeg er opvokset i 70’erne med en sund skepsis mod borgerskabets selvskabte færdselsregler og de opblæste autoriteter. Min far var landmand og officer, så hjemme hos os fik den lige en tand til. Når min søster og jeg, vi var vel blot fem og syv år – blev sendt tidligt i seng, når far og mor fik gæster, krævede det blot et nik fra vores far. Så var det sengetid. Vores fars autoritet vakte beundring. Selv om det var mod vores vilje, kunne vi smile, så mundvigene mødtes i nakken, mens vi gik glade rundt og sagde godnat til gæsterne. Lidt langt ude set i nutidens målestok. Men jeg tror faktisk vi er enige om, at det ikke føltes så slemt dengang, som det lyder forhistorisk i dag.

Det var forståelige spilleregler.

Denne Sodoma og Gomorra-bustur med linje 94 N mellem Nørreport og Hillerød, fremkalder mine dybe suk. Klokken er 03,40 og konen skulle bruge bilen i dag. Så jeg er dømt til natbussen for at kunne hente vogn 2282 i Virum. Bussen ligner oplægget til en dokumentarfilm om alkohol og ungdommens fordærv. Og vilkårene er så forskellige, De er ved at drikke sig ud af den vanvittige lykke over, at den grundlægende skoletid er overstået. Selv om det er 42 år siden for den gråsprængte taxamand, genkender jeg frihedsfølelsen. Og når jeg møder dem i taxien i forholdet 1:4, er der fælles lykkestemning. De er unge og smukke. Og jeg er en gammel, sentimental idiot, der fortæller historier fra dengang, hvor deres forældre gik med ble.

Det er ren kærlighed.

Det er det ikke i natbussen, hvor jeg er morgentræt og kun med nød og næppe får mulighed for at komme med. Den er prop-fyldt med totalt-berusede studenter. Der udspiller sig mange selvmodsigende scener mellem den borgerlige etikette, der foreskriver hvide huer med allehånde bånd og farver (og selvfølgelig navn på skolen i ”nakken”) – og så den ypperligste beruselse. En smuk studine i rødt og hvidt kaster op, inden hun når ud af busdøren, så det grumsede maveindhold løber ud mellem hendes fingre og en diminutiv serviet – blot 20 centimeter fra chaufføren.

Han burde have prisen som arbejdets helt. Han smiler ureflekteret og tæller formentlig ned til arbejdsdagens slutning. – Sekund for sekund!

Alle vi andre sjapper videre i bussen i en lille flod af øl og bræk.

Og jeg har fortsat svært ved at finde plads i bussen.

 

– Vil du ikke nok rykke lidt længere ind, trygler jeg den unge student med det flotte internationale bånd på huen. I min naivitet tror jeg, at det er her hos den globale elitestudent, jeg skal genfinde en flig af civilisationen.

 

– Vi ka’ ikk! – Vi ka’ ikk’, laller han. Han er international student, han er dansker, men hans hjerte er for splattet til at vise pli.

 

Det Ryger ud af mig:

 

– Jo du kan. Det er ligesom at tage en studentereksamen. Det er først og fremmest er spørgsmål om vilje.

Hvis mine piger havde hørt denne latterlighedens replik, var de gået længere tilbage i bussen og nægtet ethvert familieskab med den gamle moralist

 ligesom opkastet vædede den hvide kjole på studinen

Jeg er fuldstændig til grin ”.,.. and he, fucking couldn’t care less …” Hans automatiske svar at være fuldstændig og aldeles ligeglad med mig og mit problem. Han talte ud i luften med sin kammerat som var jeg et latterligt spøgelse i en dårlig B-film. Og så kunne man ellers høre, at der virkeligt var tale om en international student. Han bestod ”fucking-prøven” med et rent 12-tal. Et hurtig analyse viste, at mere end 50 pct. af hans ordforråd og sprogbrug var det ”fuck”, som gennemvædede hver eneste sætning, – ligesom opkastet vædede den hvide kjole på studinen, der gylpede maveindholdet ud mellem fingrene.

Der satinker af bræk og øl.

Senere kørte jeg taxi for en rengøringsassistent på vej til arbejde. Også hun – en ægte hovedstadskvinde af arbejderklassen – har samme hovedrystende forhold til mødet med noble af de unge. Både der, hvor hun gør rent – og i byens liv.

– Jeg forstår ikke, hvorfor de er så ligeglade og hensynsløse, når de efterlader deres rum og klasselokaler. Selvfølgelig tænker jeg over, at jeg er en halvgammel idiot og at de gamle ALTID synes, at det var bedre i gamle dage. Men der er nogle vinkler i det her, som er ubehagelige. De er ikke bare fulde eller sjuskede. De er ligeglade. Det er mærkeligt, for egentlig går jeg rundt og synes og ser, at klasseforskellene er mindre en dengang. Også arbejderbørnene får studentereksamen. Vi rejser meget mere som helt. Der er ikke noget som er umuligt. Og så er der den der kynisme i tiden – i den moderne tid: Det handler om mig, mig og atter MIG. De får hele tiden at vide, at de er noget særligt og at de skal sige deres mening om alt. På arbejdspladsen og i politik taler vi så meget om den enkelte og den personlige frihed.

 

…Jeg må sige, jeg savner spillereglerne …

Jeg bidrager med billeder fra min egen ungdom, hvor gymnasietiden var præget af næsten ingen penge og arbejde på den fædrene gård efter skoletid. Ikke for lønnens skyld, men simpelthen for at få det hele til at løbe rundt¸ praktisk og økonomisk.

Min kunde fortæller om livet som ældste barn i en stor, københavnsk børnefamilie. Der skulle godt nok også gås til makronerne. Uden at få en krone for det – penge måtte man tjene på arbejde udenfor.

 

– Jeg må sige, at jeg savner både spilleregler og forpligtelser. Og når mine unger sidder måbende og lytter til beretningerne fra dengang, hvor man hjalp til på hjemmefronten, fordi ens mor ikke kunne klare sig uden, forstår de det ikke. Lige så lidt, som man sagde ”De” til folk, man ikke kendte, og rejste sig op for de gamle i bussen. De med medlidenhed på én, som om man levede i en barndom som straffefange. Så siger jeg hver gang: Usikkerheden er større i dag med al friheden

– og SÅ slemt var det altså heller ikke dengang.

Det gjorde ikke ondt at lever et liv med spilleregler.

 

God morgen, Danmark

– i drømmen om gamle dage.