Inde i taxien er det helt tydeligt, at de var i to hvidt forskellige sindsstemninger.

Den lille runde er glad med et smil om munden.

Den lange, højhårede er rasende.

De første minutter sidder de og kigger ud af hvert sit sidevindue på bagsædet uden at sige et ord. Taxamanden kan med hurtige kig i bakspejlet forvisse sig om, at der her er tale om to kendte politikere – men som sagt i vidt forskellige humør. De udvikler sig nærmest endnu mere ud af hver sin retning som turen skrider frem. Den runde smilede, så det kan iagttages – selv fra siden. Den højhårede sidder i højere grad på nåle og kigger skiftevis ud af sideruden og ind i siden på sin glade medpassage. Og irritationen stiger. Nu begynder han også at blive irriteret over, at han ikke kan få en reaktion fra partikollegaen og det store forbillede. De har dog fulgtes af i mange år. De har dog støttet hinanden, når verden er svær. Og de har dog samme vulkanagtige temperament med hvad deraf følger af ballade. De har oven i købet samme uddannelse. Jurister fra Københavns Universitet i 90’erne med 5 års mellemrum. Den lille og rundhovedede 5 år før – svarende til deres aldersforskel. Og bortset fra nogle ubetydelige småjobs – den ene konsulent i eget rådgivningsfirma og den anden som projektleder i et kommunikationsfirma i bare et år – er de nærmest fødte politikere. Og derfor er det også ret naturligt, at de begge havde brugt 9 år efter studentereksamen til at blive kandidater.

Deres politiske karriere er vigtigere end deres erhvervsliv.

– Nej, nu må du altså slappe lidt af, siger den runde.

 

Han er træt af sidemandens jævnlige kig ind i siden af ham. For den højhårede letter det stemningen en smule. Nu har han endelig fundet en modtager for sin indestængte, eksplosive lyst til at tale:

 

– Jamen, jeg er så træt af de der skide journalister. Ikke mindst ham den rødhårede skiderik, der gør sig til på min bekostning. Det er MIG, der plejer at have rollen som den rasende. Jeg burde slet ikke have sagt ja. Men problemet er jo, at han er blevet så stor en stjerne, at man er tøsedreng, hvis ikke man siger ja til at deltage i hans cirkus.

 

Han kigger ud af vinduet på sin side og holder en pause i vreden på bare nogle sekunder:

 

– Og så tillader den idiot at stille spørgsmål til min hæderlighed. Jeg er jo for pokker jurist. Jeg ved, hvad jeg taler om. Han stiller skarpe skrappe spørgsmål for at få prestige som topinterviewer. Når jeg så ikke kan holde min kæft, fremstår jeg som en snydepels. Det er sgu da ikke retfærdigt. Og uanset lov og ret, så mener jeg altså hvad jeg siger: Jeg er alene bundet af grundloven og vil ikke fortælle, hvad jeg har fået i kandidatstøtte. Det er jo latterligt, at jeg skal op at hænge på skide 30 tusinde kroner fra ham bankmanden, når han i forvejen er hovedsponsor hos LA’erne for noget, der får mine penge til at ligne drikkepenge.

 

Det gibber i taxamanden, da han hører de to begreber sat sammen. 30.000 – og drikkepenge. Men han rører sig ikke ud af flækken. Dels hører han af et princip ikke, hvad der tales om på bagsædet. Og dels vil han – for udsagnet er jo relativt – gerne høre resten af denne scene fra to profilerede politikere fra oppositionen, der ganske givet er ved roret om 9 måneder.

Næste gang han møder dem automobilt er givetvis i en ministerbil.

 

Den lille runde tager en dyb og faderlig vejrtrækning. Helt ned i lungerne, som havde han en forbudt smøg i munden og en fadbamse i hånden.

Vores parti har ikke bare LYST til at sidde for bordenden. Vi fortjener det!

– Hør nu her. Nu slapper du helt af. Vil du magten – eller vil du ikke magten? Se nu, hvordan din formand her har gennemgået det ene intimiderende personangreb efter det andet. Og hver gang er jeg nærmest kommet tættere på den statsministerpost, som jeg ikke bare ønsker mig. Jeg synes, jeg har ret til at vende tilbage til den. Du kan jo se mig i TV, når de går til angreb. Så skruer jeg bare op for arrogancen. Vores parti har ikke bare LYST til at sidde for bordenden. Vi fortjener det!

Han fortsætter og kræver opmærksomhed:

– Kig nu på mig, for pokker.

Den højhårede reagerer som en rekrut i en deling marineinfanterister. Han gør, som der bliver sagt. Han lytter mens formanden holder sin tale:

– Om mindre end et år er det os, der bestemmer og dine småpenge og dine små-bølger er ingenting sammenholdt med de tyfoner, jeg er stået igennem. De jagtede mig med deres skide billagsrod, da jeg var amtsborgmester. Den klarede jeg. De gik for alvor til den, da jeg i den her uretfærdige oppositionsperiode var formand for den internationale miljøorganisation og jeg rejste lidt vel ofte på første klasse. Frås og pengespild og rod i regnskabet og alt det der. Og så, så …

Den lille runde kan ikke holde den ironiske latter tilbage

“… Det er ham, der snakker og ned ad stolper for at være den kendte, hårde tv-mand. Men det er mig, der er minister, inden der er gået et år… ”

– … så tror de, de kan udslette mig – med en bog, gudhjælpe mig. Og hvordan er det så gået med de der personangreb. Jeg står om endnu stærkere i partiet. Den lille, magre jyske klovn troede han kunne tage røven på mig. Først nakkede jeg ham i parti-krisen i kælderen – og nu er det HAM, der fremstår som bedrageren i den bog, som nogle troede ville være mit nådestød. Næstformand og ”to om formandskabet” – min bare…. Det er mig, der er formand, – det er ham, som er taberen. Det er sådan du skal tænke. Også når du tænker på ham den rødhårede: ”… Det er ham, der snakker og ned ad stolper for at være den kendte, hårde tv-mand. Men det er mig, der er minister, inden der er gået et år… ”

De er ved at være fremme og den højhårede er faldet til ro.

 

– Jeg betaler kontant, siger den højhårede, henvendt til taxamanden.

 

– Sådan, griner den lille runde skælmsk. Du er også lidt forsigtig med alt det der billagsrod. Aktindsigt, loven om offentlighed i forvaltning – og så skal man stå til regnskab igen. Nej, du. Betal småregningerne selv

 

– 398 kr., siger taxamanden.

 

Den højhårede kigger for første gang med de karakteristiske øjne på chaufføren inden han smækker døren, mens han stikker chaufføren to tohundredekroners sedler.

 

– Du beholder bare resten!

 

– Tak for det. Og glædelig hjul!