Selvfølgelig kan jeg ikke bare være cool, når jeg er ude at køre med de kendte.

Jeg øver mig på at være totalt professionel.

 

Sådan var det ikke med popstjernen denne formiddag på vej mod midtbyen. Hun var i en anden verden med en lille bog i hånden og de sædvanlige propper i ørerne med den hvide ledning ned til hendes iPhone i de stramme bukser.

Meget strammebukser.

Hendes hår var sat tilfældigt men klædeligt op. Hun gav mig adressen, inden jeg åbnede døren og hun fløj ind på basædet uden at hun ænsede taxamanden og blot fuldautomatisk hvislede destinationen. Hun nikkede takten til musikken, som jeg anede dunkende i baggrunden. Jeg hørte den samtidigt med at duften fra hendes parfume ramte mig. Det var god og duftede af både pige og kvinde.

Så kørte vi, mens jeg øvede mig på at holde kæft.

Jeg kunne ikke lade være at sende hende korte blikke i bakspejlet. Det er indlysende, at hun var smuk og indimellem brummede hun et eller andet og så skrev hun noget ned i den lille bog. Reciterede samtidigt. Korrigerede uden at jeg forstod nogen som helst.

Hun var ganske enkelt ved at digte en af sine sangtekster. Og jeg kom til at tænke på en af de, jeg havde hørt igen og igen på den populære kanal med popmusik. Igennem måneder – og ofte flere gange dagligt, når den var røget ind på playlisten med power på.

 

Men jeg’ da ligeglad, jeg’ da ligeglad

Det så’n jeg kommer bedst igennem det her nu

Ja, jeg’ da ligeglad, jeg’ da ligeglad

Det så’n jeg har det bedst, bar’ at jeg ku’

 

Orden klistrer sig til hukommelsen, inden de når hjernen

Den – sangen – hed jalousi og det var vist det, den handlede om. Raseriet over hende den anden – og LIGEGLAD, uanset hvor mange gange, det blev sunget, så var hun alt andet end ligeglad. Med mit narkotiske forhold til radio, slår det mig, hver gang, jeg hører et hit, hvor uendeligt selvfølgeligt budskabet er i de popsange, der bliver sunget igen og igen. En banalitet – en dagligdags vending – en kliche – og så er det egentlig lige meget, hvad meningen er. Orden klistrer sig til hukommelsen, inden de når hjernen. Og så sætter de sig fast, indtil, du genkender dem igen.

 

Men jeg’ da ligeglad, jeg’ da ligeglad

 

I de sidste dage er den en meget lys mandestemme, der har sat sig fast under den svulstige titel KÆRLIGHED OG KRIG.

Den lyder som en russisk Storfilm lige efter revolutionen. Men man kan roligt sige, at den bare har ord der er helt selvfølgelige. Men de klistrer og sætter sig fast.

 

Og jeg har prøvet, at få dig ud af mit hoved

Men det er som om jeg ikke kan stå imod

Uanset hvor jeg er på denne klod’

 

Nu er det mig, der nynner med, mens jeg trommer med fingrene på rattet.

Pludselig afbrydes alle mine eftertanker. Den smukke unge kvinde, popsangerinden, flår de små propper ud af ørerne, udstøder et ”… fandens …”, mens hun taler til mig.

 

– hvad skal jeg gøre, taxamand, kan du ikke hjælpe mig. Jeg mangler ordene til en tekst og jeg skal i studiet om lidt. Denne gang skal det handle noget om at gå fra hinanden, og jeg kan fanneme ikke få det til at virke.

 

Nu får den kendte popstjerne på bagsædet ordene uden at vide, hvorfra de kommer i tid og indhold:

Det er for vildt. Popstjernen spørger taxichaufføren til råds, mens hun befinder sig i noget, som nærmest er en personlig krise. Som et lille mirakel, sender erindringen mig 40 år tilbage og tænder min nørdede hukommelse, der ikke mindst kan være båret af skuffelsens smerte. Men min gode ven Gert U, skrev jeget par tekster til en ung folkesangers første plade. Det blev måske den, der solgte mest og der kom en del senere, hvor jeg dog blev fundet for let uden overhovedet at være vejet. Men jeg husker altså endnu de linjer, det mellemspil i den smertelige ”Sangen til Helena”, som simpelthen blev skåret ud af indspilningen med en begrundelse, at sangen ville blive for lang.

Jeg tror de mente kedelig. Nu får den kendte popstjerne på bagsædet ordene uden at vide, hvorfra de kommer i tid og indhold:

 

Sig nej til familiens tryghed.

En tryghed, der bygger på tryggen.

Jeg si’r dig, at livet i mønstrer,

Er et liv, der ikke er lykken,

lykken

lykken.

 

De sidste ord som nærmest et ekko.

Jeg sang dem sgu.

Og kunden på bagsædet ligner en blanding af forskrækkelse og en lille pige, der ved en fejltagelse er kommet til at tygge på en citron.

 

– For fanden, det’ for nice, nærmest råber hun fra bagsædet

– Nej, taxamand, det lyder sgu lidt for 70’er-agtigt. Lidt for meget forklaring. Lidt for lidt smerte. Men jeg kan jo høre, at du kan rime og digte. Kom nu. Der skal være noget helt enkelt. Nærmest som noget, der bare er faldet ud af munden på dig. Noget man kan genkende og nynne med på igen og igen

 

Hun ser ikke i efterårets halvmørke, at jeg rødmer som en pubertetsdreng i en blanding af skam og panik. Det er nu, jeg har muligheden for at sige noget, der vil blive husket. Hun ved ikke, at er ved at kvæles af de poptekster til dagligt. At jeg fysisk ryster på hovedet, samtidigt med at jeg ved, at jeg jo bare er blevet for gammel til den nyeste popmusik. Det er jo ikke til mig, og det skal jeg acceptere. Men jeg kan bare ikke undslå mig lejligheden eller svare som en stum idiot. Præstationsangsten river i mig, som var den her opgave en helt, helt anden.

Og så pludselig kommer det bare.

Fuglen fra himlen med kvisten fra et oliventræ.

Sætning for sætning. Uden melodi men opfundet i de mikrokopiske pauser mellem linjerne

 

Nej hvor vil’ jeg altså ønske, du ku bli´.

Det´ jo dig – og bare dig, som jeg ka’ li´.

At du vil ha’ mig, selv om jeg er alt for rig.

Sig det´ løgn – at vores ”love” er helt forbi.

 

Hun er totalt stille på bagsædet.

Jeg føler mig totalt afklædt og fysisk og psykisk klam. Hvis jeg turde, ville jeg afslutte denne scene ved simpelthen at springe ud af taxien, mens den endnu var i fart, og så måtte hunsgu selv komme med forklaringen til mine efterkommere.

 

– For fanden, det’ for nice, nærmest råber hun fra bagsædet, mens hun grifler nogle ord ned i bogen på bagsædet.

 

– Og titlen er der, råber hun videre og smiler. Sig det’ løgn. Sig det´ løgn. Det er sådan det skal være. Helt enkelt, som det har været sagt mange gange før. Og det har det også. Aj, det er bare SÅ bedt.

 

– ”…Nej hvor vil’ jeg altså ønske, du ku´bli´..”.

 

Hun nynner ordene og gir mig et fugtigt kys på kinden foran studiet, da hun springer ud af bilen. En sulten kollega i en af de gule biler er ved at køre galt, da han ser scenen med den kendte popsangerinde.

 

Jeg har ikke flere ord – altså forset fra de mest indlysende:

 

– Glædelig hjul…..