De daglige reparationsbajere

 

 

 

Coitus interruptus, hedder det i lægesproget – også kaldet afbrudt samleje.

En eller anden humoristisk sjæl kaldte det i min ungdom at – ”stå af i Roskilde”. Noget med at stoppe, før det hele bliver for sjovt.

Når jeg skal vælge kedsomheden, foregår det nord for København.

Jeg står af i Holte! Det er ret nærliggende, når jeg står vogn 2282 i nabobyen – Virum

Der er uendeligt stille i alle villabebyggelsers moder – Holte. Bare mig og min Mercer. Det sædvanlige, retoriske spørgsmål fra mig selv – til mig selv:

– Hvad ind i h……. laver jeg her på dette ukristelige tidspunkt?

Bare drømmen om en langtur til lufthavnen, giver mig en mening med livet her midt i den dybe stilheds rige. En lufthavnstur, 700 kroner – og så er mellem 20 og 25 pct. af dagens omsætning hjemme. Og nu, – nu lyser det lille gule ”F” oppe i hjørnet på taxien computer. Det gyldne ”F” står for – forudbestilling. Ouverturen er kort – 7 minutters forspil fra det gyldne ”F” til en bippe-lyd fortæller, at turen er min.

Bare tre minutter igen.

Så bimler køre-computeren pludselig før tid.

 

 

Det er så her, at ordet for det afbrudte samleje er på sin plads. Det er lige nu, at jeg bare står helt af – i Holte. Det her er en af de korte morgenture, der ud over at give blot småmønter til omsætningen også sender dig sidst i køen til de lange ture. Der undslipper mig et højlydt ”fuck”. Og så øver jeg mig på service-rollen, når jeg møder kunden om lidt i en af forstadens pæne klyngehus-kvarterer. Der er oftest to udfald på den her historie. Enten skal en vagtmand ud på job – eller også kalder den mere veltrænede tørst eller tobakstrang. Oftest trangen til begge dele.

I nat er det tørsten, der kalder. Jeg ser det allerede på manden, der udstråler både venlighed og ydmyghed – og har et ansigt, der i den grad bærer præg af at have levet – hårdt.

 

– Jeg vågnede og så kunne jeg ikke sove. Stod op og gik lidt rundt i gårdhaven. Og så kunne jeg se, at ukrudtet var ved at tage overhånd. Det skal tages i dag, har jeg besluttet. Så nu vil jeg hente en pose bajere og gå i gang med havearbejdet.

 

Jeg hører radioavisen i baggrunden. Nu er klokken 4. Det her må være den tidligste havemand i hele Nordsjælland.

 

Han har den store alkoholbrugers undskyldende facon og synes, at det er synd, at jeg skal starte dagen med en kort tur på grund af han. Jeg tager den professionelle kasket på og hykler, at vi tager ALLE ture med lige stor glæde. Og så får jeg en del af hans livshistorie – om røvturen, som rammer selv det dygtigste og mest veluddannede.

 

– Jeg var lektor på en af hovedstadens universiteter. God uddannelse. God stilling. Men så en dag skete der en lang række forandringer på arbejdet. Jeg følte mig helt alene og det ramte mig som et knæk. Måske var det noget, der lå i mig – en svaghed. Jeg brød fuldstændigt sammen, fik en dyb depression, blev fyret og røg på den hårde nervemedicin i årevis. Til sidst var der ikke anden vej end at gå på pension før tid. Mit ægteskab var røget – man kan vist roligt sige, jeg var alene.

Ensom!

 

Mens vi holder på pladsen foran den døgnåbne tankstation kigger ham på mig. Og jeg på ham, for Merceren står stille. Hvis man kan se på et menneske, at det er begavet, så er det det, jeg ser. Et såret menneske, engang. Men også kloge øjne og lige nu glad for, at han ikke behøver fremstå som en simpel alkoholiker.

 

– Du synes måske, det lyder fjollet. Men det var mine hunde, der reddede mig. Hvis jeg ikke havde dem, ville jeg ikke have nogen livsbegrundelse. Sådan er det bare. Men hundene SKAL ud at gå lange ture hver dag, så jeg følger trop. Og jeg har ikke været på nervemedicin i flere år. Altså lige bort set fra bajerne. Lidt for mange. Jeg ved det.

 

– Har du diabetes, spørger han, inden han går ind i butikken.

 

– Nej, siger jeg og når ikke at spørge, hvorfor han stiller det spørgsmål til mig.

 

Der går en rum tid, inden han vender tilbage med en posefuld klikkende morgenbajere

 

– Du er jo ham der ”granitperkeren”, griner han og afslører, at han kender mit dobbeltliv som taxichauffør og skribent. Så får jeg en ædruelig gave.

 

Jeg tager imod to store marcipanbrød i XXL-klassen.

Vi har alle vore laster, der kan være at slippe.

Han kunne også fornemme mine.

 

God Morgen, Danmark

– især til synderne.

 

 

 

 

 

Next ArticleNår pæne fruer går sprog-amok