I dag skal jeg på tur med fruerne fra Klampenborg. To af dem.

Jeg er bestilt til at afhente den ene og derfra henter vi den anden. Så går turen ellers til en ordentlig damefrokost i den indre by af hovedstaden.

Klampenborg, hvordan skal man nu forklare, hvad Klampenborg er, så det forstås i hele landet. Lad mig komme det lidt nærmere ved at sige, at Århus har sit Risskov, Ålborg sit Hasseris og Odense sit Hunderupkvarter. Borgerskabets klassemæssige folkevogne.

I Klampenborg taler vi i det mindste om Audi.

Levevilkårene slår igennem på middellevealderen – og på kønssammensætningen. Fruerne er overleverne og i totalt overtal. Man fornemmer at mændene hilser farvel til denne jord nogle år før deres enkefruer. Det handler vist om et stort kvantum Gin&Tonic’s og rimelig høj cigarføring.

 Man dufter straks Klampenborg i kabinen på vogn 2282. Jeg er måske i risikozonen for en slags fetichisme i parfume. Mine næsebor er ikke professionelle nok til at jeg kan genkende navnene på de dyre dråber. Men jeg kunne genkende disse fruer i et lukket rum alene på duften.

 

Quelle odeur!

Den transformerer mig fra en lettere overvægtig granitperker med hang til heavy-rock og hængerøv – til en høflig sølvræv af en butler, som stemmer nej til unionen, – hvis det er sådan fruen ønsker det.

Jeg nærmest opsøger duften og tager et dybt drag, mens jeg holder døren for den ældre frue i den enkle kjole. Den er sort og har gyldne knapper og jeg garanterer for, at der ikke er tale om noget billigt bras til under 3.000 kroner. Må jeg være fri!

Det her er Klampenborg og det usleste af alt usselt er dog at snobbe nedad, når vi nu befinder os blot et slag med et 3’er jern fra Danmarks ældste og kongelige golfklub.

Jeg vil ikke sige, at jeg bliver yngre af ture som denne med de to veninder. De kunne begge være mine mødre. Men jeg bliver afgjort friskere og mentalt og fysisk lettere til bens. Det er indlysende, at jeg ikke spørger til deres alder. Sådan snager vi ikke her. – Men et sted i midt- eller slutfirserne er nok ikke helt skudt helt forbi. Og så får jeg lov til at bruge ”De” i tiltale, hvilket falder i helt naturlig jord hos majorens søn. Og de gør ingen forsøg på at ændre den praksis. For herude i forstaden tæt på Dyrehaven og Øresund og med nogle af kongerigets dyreste grundpriser, står vi ved, at sproget kan være et par årtier ældre end den virkelige tidsregning.

Hvis De forstår, hvad jeg mener?

 Jeg samler frokostveninden op lidt længere inde mod byen. Lige så velklædt er hun – og igen med en sværmerisk duft. En anden – men valgt med den samme omhu. Hun vinker først til mig fra den hvide balkon med et ” … jeg er på vej … ”. Det tager nogle minutter. Her i kvarteret lader man sig virkeligt ikke slå ud af nogle sølle ventepenge.

 På turen ind taler vi om de evindelige vejarbejder og butleren bekræfter jævnligt fruernes udsagn.

 – Jeg må indrømme, at disse evindelige graverier er noget….

 Jeg tøver lidt for at finde det passende ord.

 – … Ja, noget bras.

 – Den første frue afbryder mig

 – De er fra Bornholm?

 Det må jeg bekræfte. Og så giver hun mig en sproglig mavepuster.

 

– Hvorfor siger De så ikke bare lort? Trafiksituationen på vej ind mod København er noget rigtigt, gennemført lort.

 Jeg er målløs, mens hun forklarer sig:

 – Jeg besøgte Bornholm hele min barndom gennem 30’erne og lidt ind i 1940’erne. Jeg var så vild med og ungerne derovre lærte mig at tale sproget. Jeg ved hvad en horra (dreng) og en pibel (pige) er. Og så lærte jeg at bruge ordet LORT helt naturligt. Mine forældre var chokerede dengang, men det var så befriende. Når noget er noget lort, så er det noget lort. Det er jo ikke værre end at sige bullshit på amerikansk. Det gør man jo helt uden at gøre sig forestillinger om tyrens afføring.

 Veninden kigger stiltiende på mig over den noget specielle sprogbrug. Eller også nyder hun det diskrete oprør mod pænheden. Under alle omstændigheder smiler hun til mig i bakspejlet. 90 pct. høflighed og 10 pct. flirt.

 

 

 

 

Jeg sætter fruerne af på deres forlangende nogle få hundrede meter fra destinationen.

– At komme et kvarter for tidlig til damefrokost går bare ikke, siger den talende veninde med et lille, drillende smil. Det ville være noget lort! Noget rigtigt lort!

 

God dag, Danmark.

– Ladylike.

 

Dette blogindlæg blev tidligere bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg, EKSTRA!